Overdragelses ceremoni

Cceremoni 2. marts 2005

SÅ LYKKEDES DET. Familien Thiersen består nu af 4 medlemmer, og det går efter omstændighederne fint. Nanna tager det fint, hun veksler mellem apati, gråd og har haft antræk til et lille smil, og har stået på egne ben i ca. 4 minutter. Ellers er hun så overvældet og hendes lille hjerte er på konstant overarbejde. Nu ligger hun så fin og lille i vores store seng og sover. Efter hendes døgnrytme skulle hun vågne kl. 2 for at få mælk/sutteflaske, så vi må hellere snart gå i seng for at være klar.

Det er i dag, vi får Nanna. Vi vidste ikke, hvornår på dagen, ceremonien skulle være, men vi vidste det skulle være i dag. Så vi gik hele formiddagen og ventede. Egentlig var vi klar, men vi havde ikke klædt om, da vi regnede med at få en halv times varsel, men pludselig ringede det kl. ca. 12.30. Det var Mrs. Minh Nguyet (vores kontaktperson), der var kommet for at hente os. Det viste sig at hun havde ringet dagen før og fortalt tidspunkt til de andre danskere. Hun mente at have aftalt med dem, at de skulle underrette os, mens de mente, at hun havde sagt, at hun ville underrette os. I betragtning af at Minh Nguyet’s engelsk ikke er fremragende, og det samme gælder for den dansker hun talte med, er det meget sandsynligt, men vi mener nu at de andre danskere godt kunne have ringet til os blot for at være på den sikre side – de har trods alt været i Vietnam nu i over 14 dage og ved, at alt skal dobbelttjekkes.

Ceremonien var kl. 13.30, men begyndte først kl. 14.00, og vi nåede det uden de store problemer. Martin valgte at falde i søvn i bilen og sov igennem den indledende ventetid, hvilket gjorde den del lidt nemmere.

Vores børn ankom kl. ca. 13.45, og sad sammen med deres passere nede i gården og fik en ekstra mandarin før de blev ført op til ceremonilokalet. De to plejere brugte nok også tiden på at tage afsked med børnene, de har været om dem nat og dag i 1½-2 år, så det er jo også svært for dem. To af de fire børn accepterede straks at sidde hos deres nye forældre, mens to (de ældste) afviste dette, de var helt tydeligt stærkt knyttet til deres plejere. Den ene var (naturligvis) Nanna.

Selve ceremonien forløb som sidste gang med Martin. Det vil sige først underskrev vi i 6 eksemplarer af adoptionsbevillingen, efterfølgende blev disse 6 eksemplarer underskrevet af det respektive børnehjem samt afdelingslederen fra justitsministeriet. Til stede var også to-tre embedsmænd fra justitsministeriet samt et par repræsentanter fra andre myndigheder, uden at vi kan navngive dem.

Så var vi klar til ceremonien kunne begynde. Den bestod af en længere tale af repræsentanten fra socialministeriet, og dernæst en tale af afdelingslederen fra justitsministeriet. Som jeg husker talen ved Martins ceremoni og Nanna, så var de helt ens.

Derefter skrev alle fire par på tur under i en stor protokol der lå på et dertil indrettet bord under det røde flag og med et billede af Ho Chi Minh på den modsatte væg.

Til sidst holdt en af de andre danske mænd (Peter) vores takketale (man havde omhyggeligt sagt at de kun ville have èn takketale), så valget var faldet på Peter, da han gerne ville, Jess havde prøvet det før og de to andre danske mænd helst var fri. Den var også helt standardmæssig. Så var ceremonien slut.

Under hele ceremonien sad Nanna hos sin plejer og Inger sad op af Nanna. Den del gik fint, og Nanna synes det hele var skægt. Særligt havde hende og Martin sjov ud af, at hun smed en læbestiftsholder på gulvet, som Martin så hentede.

Til slut var det imidlertid alvor og hun måtte væk fra plejeren og hun gav Inger Nanna. Nanna hylede hjerteskærende og Inger vrælede om kap. Så det gjaldt om hurtigst muligt at få de to fruentimmere ind i bilen og af sted. Martin var helt rundt på gulvet og ville helst kravle rundt på Inger og Nanna, så han var sikker på at være i centrum, og kunne ikke forstå at også mor græd, så Jess havde sit styr med at styre ham. Efter et par minutter holdt Nanna heldigvis op med at skrige, og var apatisk på resten af turen. Hun fik en kiks, som hun holdt i hånden, men ikke evnede at sætte op til munden.

Vi kørte herefter til politiet for at få påbegyndt papirarbejdet, så vi kan rejse hjem. Det tager ca. 14 dage, så hvis vi kunne underskrive det første sæt fornødne papirer i dag, ville vi spare en dag. Politiet havde egentlig lukket, men det lykkedes Minh Nguyet at få dem til at åbne ti minutter blot for os. Hun er vist ret effektiv, for jeg tror ikke det er let at få politiet til dette. Hvert fald så fik vi skrevet det første sæt papirer under. Inde på politistationen var Nanna rolig, muligvis fordi et af de andre børn var helt hysterisk. Hun har hvert fald mere luft end Nanna.

Generelt gælder, at Nanna ikke har ret mange kræfter og ikke kan hyle så højt. Vi vil end ikke overveje at sammenligne hende med Martin, da han var to år. Han havde splittet det hele ad, hvis han havde været i hendes situation. Vi tror ikke, hun er blevet fysisk aktiveret så meget, og/eller det ikke har hendes interesse. Det må vi få gjort noget ved, uanset hvad grunden så er.

På hjemturen fra politistationen græd Nanna en del og hun har også af flere gange grædt en del her i lejligheden. Vi tror, det er et sundhedstegn.

Da vi kom hjem i lejligheden var Martin rundt i hele lejligheden for at vise Nanna alle sine ting, men hun var helt paralyseret af situationen, og efter lidt tid faldt hun i søvn. Da hun vågnede gik Martin og Jess en tur en times tid dels for at få luftet Martin og dels for at Inger og Nanna kunne få lidt ro. Mens de var alene fik hun lidt nyt tøj på, ren ble, og Inger afspillede de CD’ere med vietnamesisk (som hun nok skulle have lyttet lidt mere til på Studieskolen) for at berolige hende med lidt taleklang hun kendte. Det lykkedes faktisk også at lege lidt med Martins biler, men hun er meget skrøbelig, og der skal meget lidt tumult til at vælte hendes lille verden. Hun nød at kigge ud af vinduet og kigge på biler fra 18. etage. Det gik fint, men da drengene kom hjem begyndte hun lidt forskrækket at græde. Derefter bestilte vi mad og Nanna spist en lille smule ris (1-2 teskefulde) og drak lidt mælk, men så ellers med store øjne på at resten af familien skovlede mad ind; vi havde nemlig ikke fået frokost. Hun fik en tynd skive agurk som hun efter 10 minutter havde fået gnavet ca. 1/6 af, og det er helt tydeligt at hun ikke er vant til spise selv.

Ved 20-20.30 tiden var Nanna helt kvæstet, så både Nanna og Martin fik nattøj på. (Hendes ”officielle dagsrytme” siger at hun kommer i seng hver dag kl. 21.) Martin insisterede på at ville i seng sammen med lillesøster, og Jess fortalte godnathistorie for hele familien. Nanna faldt hurtigt i søvn, mens Martin er helt kulret og slet ikke kan falde til ro.

Nu er der ro i lejren og de to gamle vil gå ind og nyde den første nat med to børn og glæder os til en ny dag, hvor der forhåbentlig bliver gjort store fremskridt.