Tiden i Vietnam efter overdragelsen

Torsdag den 3. marts 2005

Vores lille nye datter er en lille splejs, og ud over at nægte at spise, så bevæger hun sig stort set ikke. Men det er forhåbentlig hendes forsvarsmekanisme, som ikke nødvendigvis viser hendes sande jeg.

Første nat var Nanna vågen kl. 3.30 og hun fik sin mælk, og kunne selv række hånden ud efter den og drikke den. Lidt senere kom Martin ind i sengen, så vi sov der alle 4.

Hele familien vågnede ca. kl. 8.00, og i begyndelsen var det hele stille og roligt og vi begyndte at lave morgenmad. Så brød helvede løs hos Nanna. Vi tror at det gik op for hende, at i går ikke kun var en dårlig drøm, men virkelig. Hun hylede hvert fald så godt hun kunne, og stillede sig foran vinduet og pegede ud. Det kan vist kun oversættes med, at Nanna ville hjem til børnehjemmet. Hyleriet tog ca. en times tid, så havde hun ikke kræfter til mere. Derefter klyngede hun sig til mor, og generelt har hun vedtaget, at Inger kan bruges (hun er ikke den nye mor endnu, men som dagen er skredet frem er det helt tydeligt at hun har accepteret Inger og er ved at knytte sig stærkt til hende). Hun har også vedtaget at Martin er OK, og hun finder sig i hans helt overdrevne og til tider voldsomme interesse, og hun ser interesseret på, hvad han laver af drengestreger. Hun har også vedtaget, at far nok er her, men ikke skal tage hende op, så det lader han være med.

Martin er meget glad for hende og interesseret i hende, og er også sød mod hende, men hun reagerer ikke på noget, og det forøger kun hans interesse (samt frustration over manglende respons). Det er også en vanskelig og omskiftelig tid for ham.

Nanna har valgt at agere hovedrollen i filmen ”the Return of the Zoombies”. Hun blot står, hvor hun bliver stillet. Reagerer ikke på tiltale, borte tit eller klappekage. Nægter at spise eller drikke noget (hvilket i vores familie er helt uhørt – sultestrejke indgår ikke i vores våbenarsenal). Siger ikke noget (vi ved ikke om hun kan tale). Det har naturligvis frustreret os alle sammen, og hvor både far og mor et par gange har haft løst til at give hende de par puf Martin har givet hende, blot for at se om hun kan reagere. Hen under aften tvangsfodrede mor Nanna med lidt bananmos, og hun spiste faktisk lidt (dvs. 4-5 mundfulde). Opildnet af succesen fortsatte Inger med mere banamos, og så sagde Nanna fra, og vi fik en hyletur, der varede ca. 1 time, og hvor hun satte rigtig lyd på.

Det var lige, mens Jess lavede mad. Alle var altså sultne og intolerante. Inger var optaget af Nanna, og lydniveauet stressede Martin og Jess helt vildt, og Martin lavede ulykker, og Jess skulle også tage sig af maden, så det gav også råben, hyl og tænders gnidsel. Oven i det hele så havde vi ikke flere øl tilbage. Den middag indgår ikke blandt familiens store øjeblikke.

Efter aftensmaden begyndte Nanna imidlertid at gå en smule omkring, og interessere sig for lejligheden. Det gav f.eks. en herlig skrattende lyd, når hun lod en negl kradse hen over muren. Hun begyndte også helt konstant at gå efter mor, når mor gik til et andet rum. Endelig fik vi en flaske mælk i hende (uden kamp). Det giver en vis optimisme til i morgen, men lad os nu se.