Stolte forældre i valglokalet

Min Facebook flyder over med stolte forældre og deres 18-årige i valglokalet. Hjemme hos os har det vist sig, at jo mere myndige vores børn bliver, jo større pattebarn bliver jeg, Indrømmet. Jeg var også stolt over at se min søn ved stemmebordet til Folketinget. Stor, stærk, klog og imod og færdig med folkeskolen. Jeg var ved at revne af stolthed, da vi fik det der nik og smil fra den valgtilforordnede, da vi tre mødte op.

Jeg var måske lidt mindre stolt ved situationen, da han ikke ville deltage i valgfesten. Familien var inviteret til valgaften, og det endte med at kun min ene bror og familiens ekstra datter deltog.  Ikke fordi det ikke var hyggeligt, og især spændende at se valget med den 21-årige ekstra datters øjne, som kun har været i Danmark i 2 år, og ikke kendte Thorning & Fogh – endsige Lykketoft & Nyrop, som lignede de to gamle i Muppet Show 😉

Så den familieorienterede Barns Første Demokratiets Festdag endte med, at sønnike sad på værelset og skypede med vennerne, mens vi andre diskuterede politik i stuen, mens valgresultaterne kom ind.

Her er det så, jeg godt kunne tænke mig, at vi, der har 18-årige, lige mødes til et glas vin og en snak. Hvilket niveau bør vi lægge? Akkurat som dengang vi blev enige om, at 20 kroner var det maksimale for en fødselsdagsgave, og at man skulle invitere alle i klassen. Eller som minimum alle af samme køn.

For her er der altså nogle forældre, som lokker deres børn med rejser, bil og lejlighed i myndighedsgave. Hvilket svarer til at komme til en fødselsdag i 5. klasse med en iPhone X. Fedt nok for ungen, men hvad med os andre, der kommer stikkende bagefter med 25 forvandlingstuscher fra Tiger?

Jeg ved jo godt, at de selv skal bestemme en skønne dag. Men hvorfor ikke vente til i morgen?

Det gjorde ondt, da jeg for nyligt forlod den facebookgruppe for forældre og gymnaster, som begge børn droppede for flere år siden. Jeg nænnede ikke at sige farvel til den sidste omsorgsopgave. Men efter i et halvt år at have modtaget info om stævner, ingen skulle til, blev det lidt patetisk. Da jeg endelig meldte mig ud, spurgte Facebook, om jeg virkelig ville forlade gruppen. Nej, gu’ fanden vil jeg da ej, men er der et alternativ?

Vi kan ikke fjernstyre vores børn. Selv om jeg nu godt kan lide det udstyr, køreskoleeleverne bruger. De har sikkerhedssele på hele tiden. De er spærret inde på et område, hvor intet kan gå galt. Og de får myndige kommandoer af et modent menneske, lidt ligesom deres forældre, over headsettet. Hvorfor ikke gange det op i skala og lave en slags banekørsel i Livets Hårde Skole? Jeg er så klar på en tjans i værkførerburet.