Med alderen stiger kravene til, at man selv kan planlægge og holde styr på sin hverdag og overskue mange ting på én gang. Det er en udfordring for alle unge, men er særlig svært for dem med ADHD.

Samtidig kommer den naturlige trang til selvstændiggørelse og løsrivelse fra far og mor, men det er den unge med ADHD måske slet ikke klar til endnu. Børn og unge med ADHD antages nemlig at have en modenhed socialt, der ofte er 2-4 år bagud for deres jævnaldrende.

Samtidig er forældrene ofte mere bekymrede og forvirrede end andre forældre og har et højere stress-niveau og en større følelse af magtesløshed. De har sværere ved at finde ud af, hvordan og hvornår de skal give slip og give støtte, hvordan de skal kommunikere med den unge og opstille passende krav.

Ros, anerkendelse og støtte

Unge med ADHD har ligesom børn med ADHD brug for ros og anerkendelse for de værdifulde mennesker de er, og for alt det, der går godt. Mange af dem er nederlagsprægede efter en opvækst med meget skæld ud, en svær skolegang, følelse af ensomhed og af at være forkert. De har i den grad brug for kærlig støtte og vejledning.

Nogle gange er der kommet en del afstand mellem den unge og forældrene, og den unge optræder måske afvisende og fjendtligt. Prøv at se bag om den uhensigtsmæssige opførsel og tænk over, hvad der mon presser dit barn så meget, at han eller hun må reagere voldsomt eller fjendtligt. Måske kan I sammen finde en måde at lette det pres på.

Sæt grænser for uhensigtsmæssig opførsel, men vær desuden fleksibel, vælg dine kampe med omhu og bliv ved med at holde hånden frem. Det vigtigste er at bevare en tæt og god kontakt med den unge.

Byg nære, varme bånd

De voksne må arbejde på så tidligt som muligt at opbygge og vedligeholde nære, varme bånd til barnet og den unge – også selvom hverdagen kan være aldeles konfliktfyldt. Fortæl dit barn igen og igen, at du holder af ham, vil støtte ham og være der for ham ALTID.

Interesser dig i øvrigt for hans verden. Sørg fx for at:

• Lytte til hans musik eller prøve hans computerspil
• Lære hans venner at kende
• Støtte ham i at dyrke sine interesserer og stærke sider
• Hjælpe ham med lektier
• Hente ham fra aktiviteter og fester
• Spørge og være nysgerrig på hans liv
• Inddrage ham i dine dagligdags aktiviteter

Læs mere her https://adhd.dk/livet-med-adhd/teenageliv-med-adhd/

Angst, stress og depression. Det er nogle af de konsekvenser, som flere forældre oplever af deres kamp for at få den rette hjælp til deres børn med særlige behov. Halvdelen af forældrene oplever, at samarbejdet med skolen og kommunen har haft en negativ indflydelse på deres familieliv og psykiske overskud til at tage sig af deres børn. Det viser en ny undersøgelse fra magasinet Skolebørn blandt 1.175 forældre til børn med særlige behov

”Vi er alle blevet syge af den kamp, vi har været igennem. Jeg har måtte lukke mit firma og min mand mistede sit arbejde.” ”Jeg føler, at jeg er ved at knække på grund af kommunen.” ”Hele familien er kørt ned. Stress og sygemeldt.”

”Det bliver en ond cirkel”
Det overrasker ikke Mia Kristina Hansen, der er en af initiativtagerne til en Facebookgruppe for pårørende til mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed, der i løbet af få måneder har fået over 8.500 medlemmer.

Inger Thiersen: Derfor har det min interesse, da jeg i 2008 i fællesskab med 2 andre stiftede Gentofte Forældreforening – til forælder til børn med Særlige behov. For vores kampe var ens uanset barnets diagnose.

”Man tror, at vi har et sikkerhedsnet i velfærdssamfundet, så man kan få hjælp til ens barn, hvis man har brug for det. Men mange forældre oplever, at det er utrolig svært at få hjælp, og det er meget ulige, hvad man får afhængig af, hvor man bor eller hvilken sagsbehandler, man har. Imens forældrene kæmper og venter på hjælp, får barnet det værre og værre. Mange forældre går selv ned på det, og får svært ved at være den mor eller far, de gerne ville være – og så det bliver en ond cirkel,” fortæller hun.

Mia Kristina Hansen og den anden stifter af Facebookgruppen, Monica Lylloff, har selv børn med særlige behov og er i kampen for at få den rette hjælp til deres børn også selv blevet syge med henholdsvis stress og depression. Nu vil de råbe politikerne op.

• 67 % oplever systemets samlede håndtering af deres barn som “ikke så god” eller “meget dårlig”
• 40 % oplever, at samarbejdet med skolen/kommunen har haft en negativ eller meget negativ betydning for deres psykiske overskud til at tage sig af deres børn
• 51 % oplever, at samarbejdet med skolen/kommunen har haft en negativ eller meget negativ betydning for deres familieliv

Det oplever forældrene – kommentarer fra undersøgelsen
”Der foregår er kæmpe omsorgssvigt fra samfundets side. Jeg har mistet al tro på velfærdssamfundet, efter min datter begyndte at mistrives.”

”Det er vanvittigt hårdt at have et barn med hjerneskade, men vand i forhold til den tortur, kontakten med kommunen har været!”

”Vi bliver smidt rundt i systemet, og der er ingen der vil tage ansvar.”

”Det tærer på kræfterne og i sidste ende er der kun én taber. Det er barnet.”

”Vi blev glemt, og min søn blev tabt på gulvet.”

”En meget høj pris at betale for noget, der skulle være selvfølgeligt i vores rige og ellers moderne samfund. Stor sorg!”

”Vi har en dreng, der mistrives mere og mere, men det er umuligt at få en udredning. Vi føler os magtesløse, men forsøger at kæmpe en ulige kamp for vores barn.”

”Man bliver sendt fra den ene instans til den anden, uden der er nogen, der tager ansvar og følger sagen. Og ventetiden er dræbende. Det er hårdt bare at vente og se på, at ens søn får det værre og værre.”

“Jeg har oplevet, at skolen har modarbejdet os i stedet for at hjælpe. Det koster måske lidt her og nu, men på længere sigt er pengene givet godt ud.”

”Forstår simpelthen ikke, at man kan være bekendt i dette velfærdssamfund at behandle børn med særlige behov på denne måde.”

“Det er lort menneskeligt. Men økonomisk kan det da heller ikke betale sig? Jeg tjente 46.000kr/mdr – nu er vi snart på offentlig ydelse 100% og dyr behandlingsskole i sigte – og jeg er udbrændt. Alt var normalt for 2 år siden.

“De hører, hvad jeg siger, og vil gerne hjælpe min søn, men der sker bare ingenting.”

“Efter at have siddet til utallige møder, hvor skylden er blevet lagt på os forældre, og vi ikke har mødt nogen form for forståelse for vores børns udfordringer, så er jeg selv gået ned med stresslignende symptomer.”

“Jeg har haft store udfordringer med visse sagsbehandlere i kommunen. Når jeg bliver psykisk påvirket af dette, i en grad så jeg ligger søvnløs, mister appetitten, får migræne, forhøjet puls, bliver grådlabil osv., så påvirker det selvfølgelig også alle andre i familien.”

“Overskuddet til at være en familie har været reduceret og overskud til at være kone for min mand og ven til mine veninder har været lig nul”

“Jeg er blevet angst og har belastningsreaktioner. Det har været så ubehageligt at blive anklaget som dårlig forælder og meget voldsomt at tavshedspligten er brudt og brud på loven har fundet sted. Hele den øvrige familie er også belastet.”

“Vi har begge haft minus overskud, og det er selvfølgelig gået ud over de andre børn og vores parforhold samt kontakten til fx bedsteforældre, anden familie og venner. Noget stress og frustration hænger selvfølgelig også sammen med sønnens lidelse gennem så lang tid, men “samarbejdet” med professionelle har været et klart større slid end selve handicappet. Måske også fordi der er så mange bristede forventninger. Jeg havde aldrig forestillet mig hvor ringe systemet fungerede.”

“Vi er på randen af skilsmisse. Vi har flere gange snakket om at sælge huset og flytte hver til sit. Der er næsten ingen energi til, at vi forældre kan tage os af hinanden, når al min energi skal bruges på kampen mod kommunen, for at få den rigtige hjælp til hele familien. Vi har også en større dreng, som har det skidt efterhånden.”

“Vi har alle været meget stressede, og det har givet mange søvnløse nætter. Det er et mirakel, at vi stadig et gift. Vi har dog heldigvis bevaret et godt forhold til vores barn.”

“Vi har været udfordret i mange år og er nu igang med en skilsmisse. Når der skal diskuteres om selv det mindste, bliver man hurtigt udfordret på om det nu kan være rigtigt eller at man bare skal “klemme ballerne sammen”.”

“Det har haft store konsekvenser, og søskendene lider under det. Det har haft store sociale konsekvenser pga mistet job og mangel på indtægt. Moderen kan ikke få dagpenge, fordi hun ikke kan stå til rådighed, fordi barnet ikke kan klare skolen. Der er ingen sygedagpenge, fordi man ikke kan være syg pga sit barns sygdom.”

“Det har kostet mange kræfter i mange år efterhånden, og vi har fuldstændig mistet tilliden til systemet. Det langtrukne og pinefulde forløb har haft store omkostninger for både familiens økonomi, boligforhold og livskvalitet.”

“Min mand og jeg er ikke et par men kolleger. Vores søn er meget påvirket pga tvillingesøsterens problemer, så det påvirker os alle fire i meget høj grad.”

“Indtil vi fik en privat socialrådgiver, to nye sagsbehandlere og en hjemsendelse fra ankestyrelsen, krakelerede vores familie! Mor kunne slet ikke arbejde grundet ekstrem stress, far måtte sove på sit job for overhovedet at kunne arbejde, og storebror fik det fysisk og psykisk dårligt! Derudover kom der splittelse med min familie (mor og søster), da de ikke kunne forstå, hvorfor vi blev dårligere og dårligere og fattigere og fattigere.”

“Voldsomme skænderier, konstant manglende overskud til familie-aktiviteter – det fylder ALT!”

“Det dræner for energi. Jeg har været sygemeldt med stress 2 gange, og min mand har haft mistet sit job. Vi er totalt brugte.”

“Vi var tæt på at gå fra hinanden, da der ikke er plads til at være et par, når man har et barn med angst. Vi har måtte dele os og så skiftes til at “tage vagten”. Vi er heldigvis enige om, at vi står stærkere sammen og må aflaste hinanden så godt som muligt. Ingen af os kan løfte opgaven alene.”

“Al energi går til at kæmpe for drengen. Det har efterladt vores parforhold som noget rent praktisk, og familieliv med børnene er begrænset til weekenderne – hvis der er overskud.”

“Vi har ikke haft det overskud til hinanden som vi havde brug for. Det har tæret hårdt på os forældre og på vores andet barn på 3 år. Vi er stadig sammen og holder fast i hinanden og gør hvad vi kan, men det har været og er stadig rigtig hårdt for hele vores familie.”

“Først skilsmissen. Jobskifte. Stress. Nu 4 år senere er der stadig ingen opstart af behandling trods massive selvmordstanker/forsøg, stemmer mm. Fortsat i udredning – konstante skift af behandlingspersoner. Stress og mistrivsel for alle i familien og nu dikteret bosted i stedet for at støtte barnet og os som familie. Jeg er rystet over, hvor håbløst systemet er.”

“Vi fungerer udelukkende som administrativ enhed der varetager at rydde op efter det offentlige svigt.”

“Jeg føler egentlig, at vi lever 4 mennesker i samme hus – ikke som en familie. Det er selvfølgelig ikke kommunens skyld, men følelsen af afmagt gennemsyrer hverdagen, og vi har ikke overskud til hinanden overhovedet.”

Om undersøgelsen: 1175 forældre til børn med særlige behov har i april 2019 besvaret spørgeundersøgelsen fra magasinet Skolebørn.
Undersøgelsen er sendt ud til de forældre, der er tilmeldt Skolebørns nyhedsbrev.
Undersøgelsen er derudover delt i forskellige facebook-grupper for forældre til børn med særlige behov.

Men at finde rundt i de mange ungdomsuddannelser er lidt af en labyrint. Den korte version er at efter 10 klasse kan man vælge Gymnasium, HF eller erhvervs skole. Når der så er 5 gymnasiale linier og 22 erhvervslinier , bliver valget lidt svære og vel videnden at der inden ca. 10 km radium er de første 25 uddannelsesinstitutioner at vælge fra.

Men når man har et barn, der er mega skoletræt og måske ikke personligt og socialt klar, ville det være dejligt at kunne arbejde et år uden helt at forlade uddannelsessystemet. Jeg/vi er ikke helt klar til Jobcenter og hvad deraf følger.

Der er kommet en ny uddannelse fra august 2019 er FGU – Forberedende grunduddannelse, der er for for unge op til 25 år, som har brug for et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse. Foreløbig findes kun foldere og tekst på UVM’s hjemmeside, men spændet på hvad Gentofte Kommune kan tilbyde helt konkret.

Store forventninger til efterskole fra både forældre og Martin. Efter afslutning af 9. klasse skulle Martin væk hjemmefra og få nye venner! Mange nye indtryk, sove på værelse med en anden dreng, selv skulle holde orden og vaske, stå op, komme til tiden og følge reglerne. Og at bo på skolen.

Tidligere har skole og hjem været adskilt, og jeg tror at Martin brugte alle sine kræfter i skolen på at lære, være social og gøre som “man skal”. Når han kom hjem trængte han til at slappe af – og ikke være så korrekt. Men nu var der ikke længere noget “hjemme”, hvor han kunne være sig selv og få lidt hjælp, en snak om hvordan man skulle håndtere en given situation eller blot snak ved middagsbord.

Vi troede at vi havde forberedt skolen på hvilke mange ressourcer Martin har – og hvor de skulle give en hjælpende hånd. Men press på faglighed, nye venner og væk hjemmefra, var nok lige i overkanten af hvad Martin kunne klare, der var et par fredage hvor han kom tidligt hjem fordi han ikke kunne mere.

Skoleturen til Berlin var stor succes, men efter 1½ måned måtte vi sande at det nok var en for stor mundfuld. Heldigvis var der stadig plads på Sputnik i 10 klasse, så der var noget at vende hjem til.

Jens Peter Nygard beskriver på sin hjemmeside og i sin bog

Lidt fra Ullas bog

Uddrag fra artikel: (Reaktiv tilknytningsforstyrrelse ved adoption af udenlandske børn)

Børn med reaktiv tilknytningsforstyrrelse (en diagnose indenfor det psykiske helseværn), i folkemunde kaldt tidlig følelsesmæssig skade, er også «imod». Den dannes hypotese om at disse børn ”er imod” fordi de har oplevet afvisning i sin tidlige barndom, dette pga. hyppige omsorgsskift, og som siden sørger for at relationer til andre igen bliver præget av afvisning. På en måde genskaber disse børn sine tidlige relationskvaliteter. Dette gør de ikke fordi de er slemme eller umulige, men fordi de genskaber sin form for tryghed. Børn med de mere alvorlige former for reaktiv tilknytningsforstyrrelse er ofte præget af dette hele tiden. De er dermed også imod hele tiden. Den mængde med ”at være imod” som kan tilskrives trodsalderen eller puberteten, kommer i tillæg til den mængde med ”at være imod” som skyldes den reaktive tilknytningsforstyrrelsen. Et adoptivbarn med reaktiv tilknytningsforstyrrelse kan være vanskelig at håndtere i trodsalderen og tilnærmet umulig at håndtere i puberteten.

Ubetinget kærlighed, re-læring af nye og gode relationskvaliteter, samt ressource fokusering med forstærkning af udviklingsfremmende kommunikations principper kan afhjælpe og forebygge en skævudvikling i retning af personlighedsforstyrrelse i voksen alder.

Alle adoptivbørn er udsat for mindst et eller flere omsorgsskift. Ved de klassiske adoptionshistorier flyttes barnet fra biologiske forældre til børnehjemmet, og derfra videre til adoptivforældrene. Ofte skal det lidt til før barnet oplever endnu flere omsorgsskift. Dette kan være biologiske bedsteforældre, tilsatte på en politistation hvor barnet leveres ⁄sættes fra sig, plejeforældre, transportpersonale, dersom barnet ikke hentes, og for nogen kan et sygehusophold udgøre yderligere en midlertidig omsorgsbase. Nogen adoptivbørn har sikkert vært gennem endda flere omsorgsbaser. Sådan hyppig omsorgsskift i tidlig barndom, dvs. hyppige brud i de tidlige relationer, udgør nogen af det mest traumatiske et barn kan opleve i sit liv. Det kan få meget store konsekvenser for deres personlighedsudvikling. Jo flere omsorgsskift og jo tidligere i barnets liv, jo større kan skaden blive. Selv barn som kun er få måneder gamle kan bære præg af en tilknytningsforstyrrelse for resten af livet.

At tage sig af et barn med tidlig følelsesmæssig skade, opleves af de fleste adoptivforældre som en opgave 24 timer i døgnet, frem til barnet er 18 år. Hovedopgaven består i at give ubetinget kærlighed og at hjælpe barnet til at re-lære, dvs. udvikle sin sekundærpersonlighet. Re-læringen består i de nye læringserfaringer, som at relationer varer ved, og at de voksne ikke bliver borte ligegyldig af hvad barnet finder på, at livet er forudsigeligt og struktureret, at man bryder sig om hinaden, og at det dermed gives muligheder for udvikling af medfølelse og tillid. En grundsten i relæringsfasen er en fast døgnrytme og faste rammer med struktur samt tydelig konsekvens. Når barnet relærer de nye normer, er det enormt vigtig at de voksne altid overholder disse normer selv. Afvigelser fra den voksnes side vil af barnet umiddelbart bruges til at skabe nye afvisningsrelationer.

Det som ikke hjælper barnet, er at have ondt af det. Børn med reaktiv tilknytningsforstyrrelse har en tidlig følelsesmæssig skade og har ikke godt at voksne som let lader sig provokere emotionelt, som gå i forsvar, som at debattere, moralisere og være sarkastiske. Ofte tåler barnet heller ikke at blive sat i frie valgsituationer.

Det vigtigste er her at den voksne ikke opgiver relationen. Det barnet tåler dårligst, er et nyt brud på omsorgsrelationen.

ADHD står for Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder – det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet.

ADHD
• opmærksomhedskrævende
• koncentrationsbesvær
• impulsstyret

På hjemmesiden her kan du læse meget mere om ADHD, DAMP og beslægtede forstyrrelser. www.adhd.dk

Folder om børn med ADHD
http://www.adhd.dk/images/stories/pdf/boern%20med%20adhd.pdf 
Omtaler:
• hvad er ADHD
• diagnostiske regler til at vurdere ud fra
• årsager til ADHD
• Behandling (ros, struktur, støtte og medicin)

I februar 2007 fik Martin diagnosticeret ADHD og tilknytningsforstyrrelse.

Vi har siden han var 3½ været i kontakt med læger, pædagoger og psykologer for at finde ud af, hvordan vi bedst hjælper ham, da han tydeligvis er meget angst, har meget uro, har slået meget og kan fare meget op af små ting.

Hidtil har vi ment, at det var tilknytningsforstyrrelse, men vidst at han ikke kunne diagnosticeres rigtig før omkring 6 års alderen – og det blev han i marts. Efter 1½ års ventetid på en særlig dygtig børnelæge har vi nu fået ham undersøgt igen, og han mener at Martin er ramt af både Tilknytningsforstyrrelse og dels ADHD.

I første omgang var det en lidt hård nød at knække, da vi havde håbet i vores stille sind, at hvis det ”kun” var tilknytningsforstyrrelse, så ville det måske ”gå over” når han var 8-10 år, og nu er det nok mere klart, at det vil være noget han altid vil have med sig. Samtidig giver visheden mulighed for behandling. Tanken om medicin gjorde os for 3 år siden fuldstændig oprørt, men vi er nok nu nået til, at det kan gøre hverdagen nemmere for både ham og resten af familien – og her tænker vi især på, hvordan det påvirker Nanna. Vi prøver at skærme hende så godt vi kan, men kan godt gøre det bedre. Vi har inden dette besluttet at udskyde hans skolestart i håb om at han kunne komme i normal skole med støttepædagog, men må måske indse, at han trods sen start alligevel skal begynde i specialskole de første 2-3 år. Vi har fået plads i en skole (Lille Tjørnegård) med 14 elever – naboejendommen til hans gudmors hus!!

september 2004( 3½ år)      Børnehaven har konstateret at Martin igen er begyndt at være meget voldsom og slå, skubbe og bide de andre børn. Der er 3 slags konflikter: slås om legetøj mv., opmærksomhed i goddag og farvel situationer og den tredje vi har svært ved at forstå og tackle: helt umotiverede slag, hvor der ikke ses at være konflikter forud.

febr/marts 2005 I Vietnam for at hente lillesøster. Hård tur (generelt svært med nye steder), men er glad for lillesøster, men har svært ved at skulle lave plads i familien til hende.

marts 2005 (næsten 4 år)    Psykologen fra PPR bevilliget 12 støttetimer, dog uden en person, så det klares ved at en af de to faste pædagoger træder til, erstattet af en vikar. Det gav gode resultater den første måned, og der blev helt tydeligt færre udfald.

Efter 2 mdr. fungerede det desværre ikke – der var meget sygdom hos personalet. Der var for få timer, og der var og er ingen plan for, hvornår de var eller hvad de skulle lave/opnå. Desværre gik det hurtigt den gale vej igen, hvilket var trist at overvære.

August 2005       Børnelæge, der på baggrund af et spørgeskema på 180 spm til forældrene mente, at Martin har en tilknytningsforstyrrelse og/eller koncentrationsforstyrrelse og evt. en rum/retningsforstyrrelse.

Desuden konsultation hos psykolog Rikke Schwartz og fik en foreløbig diagnose at Martin er en angst dreng, der let bliver kaotisk; han har betydelige vanskeligheder med impulsregulering og sociale problemer i den forbindelse også af ganske alvorlig art, hvor han har svært ved at fornemme andre og regulere sin aktivitet i samspil med dem.

April                   Børnehave mener ikke Cassiopeia er godt for Martin, de to dage, hvor der ikke er støttepædagog. Søger om ny børnehave Dalgården med pladser til børn med særlige behov. Begynder 1. september.

Juni 2006           Begynder på holdingterapi hos Ulla Idorn, Birkerød.

September 2006 Begynder ny børnehave Dalgården. Efter 1 måned mærkes STOR forbedring, navnlig i indre ro og i selvtillid.

November          Har været meget afhængig af sut til at berolige ham. Lagde sut efter besøg hos tandlæge (2. gang) og denne gang lykkedes det.

December           Har en periode hvor han er meget vred og trodsig, et voldsomt sprog, sparker og bider, skubber til spisebordet mv.

Januar 2007        Kræver igen konstant overvågning af ham og Nanna (skal tage en med på toilet), da han ellers skal slå, nive, hive hår, røre, skræmme mv. og hun er meget bange.

Januar                 Fået tid hos Niels Michaelsen efter over 1 års ventetid. Meget troværdig.

Februar               Diagnose: ADHD og tilknytningsforstyrrelse.

Marts 2007         WIPPSI test hos Lars Nielsen

• OK intelligens, men klart koncentrationsbesvær. Testen viser Martin som en normalt begavet, sprogligt velstimuleret dreng, som på de fleste områder er alderssvarende.
• Det er lidt svært for ham at overføre formel viden til praksis. Martin arbejder bedst med konkrete opgaver med entydige løsninger. I de handleprægede opgaver har Martin svært ved opgaver af finmotorisk karakter, opgaver som fordrer øje-/hånd-koordination.
• Testningens sproglige prøver viser, at Martin er en velstimuleret dreng med fine sproglige resurser og kompetencer. 5 ud af 6 delprøver scores alderssvarende eller lidt bedre end forventet.
• I de handleprægede opgaver klarer Martin sig i flere opgaver alderssvarende. i de opgaver som fordrer tegning, stregføring med blyant og øje-/hånd-koordination har han vanskeligheder.
• Har behov for at lære selv at tage pauser ”time out” og lære selv at sætte ord på (inden han foretager sig noget hurtigt) ”nu løber jeg ud og henter saksen” så vi andre forstår hans hurtige bevægelser og hvorfor han løber væk.

28. april Martin begynder medicin (Retalin) Virker meget hurtigt.

• God virkning i form af nedsat slag og impuls – nemmere at lege i børnehaven og Nanna stort set ingen slag. Leger længe selv med legetøj.
• Fodbold / svømning går bedre, kan forstå og modtage kollektive beskeder.
• Er blevet mere kærlig og sidder ofte og krammer i 10-15 min.
• Større angstproblemer.
• Har fortsat meget svært ved at opgive tanker, han har sat sig i hovedet.
• Mad – spiser næsten ingenting, mellem 8.00 og 21.30
• Sover først kl. 22.30-23 Sover dog bedre om natten og vågner ikke.

Sept 2007        Martin har ro og er skiftet medicin synes at have en god effekt – og ikke den bivirkning at han ikke kan spise og sove. Vi var på kursus gennem ADHD-foreningen i coaching – ”mulighed for forandringsproces, der vil gøre dagligdagen nemmere i den enkelte familie”. Kurset er på i alt 4 dage, hvor de to første var 10.-11/9 og de sidste to spredt over oktober, sidste gang på mandag. Faktisk ret godt, men Jess og jeg mente jo nok at de to første dage kunne koges ned til en, men det er nok vores iboende utålmodighed og effektivitet, der her slår til igen. Og fik et par gode tips, dels til at bruge den positive historie – og fokusere på den del, og del i hvordan vi taler til børnene (de kan jo også bruges til Nanna) og spørgeteknikker mv.