Tirsdag den 14. marts 2005. SIDSTE DAG!!!!!!

Nanna vågnede igen kl. 05.50 og 15 minutter måtte vi op. Men søvn- og døgnrytmen bliver jo alligevel ændret efter hjemtur.

Turen hjem tog ca. 24 timer. Vi fik al vores meget bagage indskrevet uden overpris (Nanna blev sat på skranken for at filme til damen) og de fik ondt af os, så de tog også vores mange malerier og sendte dem i lastrummet. Små 100 kg. bagage til4 personer er nok også en del – vi havde virkelig købt meget. På turen holdt os alle vågne indtil Bangkok, og ved 10tiden lokal tid fik vi Nanna til at sove i sin klapvogn. Da vi skulle ombord i flyveren kl. 01.40 vågnede hun og stak i et voldsomt hyl i den første ½ time efter take-off. Det føles MEGET længe……

Men så fik begge børn sovet en del timer, mor måtte holde sig vågen, da Nanna roterede på sit sæde og ofte var ved at falde ned.

I Kastrup lufthavn ventede mormor for at være den første, der så dig!!

Hjemme kom Sanne og Lars og kusine Ida til morgenmad, og Grethe og Bjørn & Emmeline kom også forbi.

Om eftermiddagen kom Miki-familien og Jakob, desværre ¾ senere end aftalt, og så var Martin faldet i søvn – og vågnede først næste morgen. Søren & Birgit var i Ægypten, så de måtte vente med at se prinsessen.

Alba fik lov til at blive og lege med sin lille ny kusine og fik nogle kæmpe smil – allerede 1. dag!!

Søndag den 12. marts 2005.

Natten har været lidt skidt, Nanna vågnede et par gange og Martin sov også skidt og nåede at tisse igennem og skulle have nyt nattøj på. Så alle var trætte da vi vågnede ved 7-tiden.

Vi mødtes med de andre danske kl. 15 for at tage i Zoo. Ærlig talt var det sølle og trist at se at dyrene havde det så dårligt. Men det var en lille park med et par rustne forlystelser, som især Martin nød. Nanna ville også prøve (når far og Martin skulle!) og hun prøvede en karrusel, hvilket var OK. Så ville hun også prøve et meget lille tog, der så harmløst ud, men det bumpede og skramlede og larmede mere end forudset, og hun blev meget stille igen.

Mandag den 13. marts 2005.

Til morgen ringede Inger til Thai Airways og jo, nu var der plads – så vi rejser i morgen!!

Jess og drengene (inkl. Martin) tog kl. 13.30 ud og hentede pas og afleverede det til den danske ambassade for at få visum til Danmark.

Ved 4-tiden kom mrs. Minh Ngyet og Truan og besøgte de nu 4 familier her på hotellet Nanna var meget glad for at sidde hos Truan og senere også hos Mai-Britt, så vi havde ikke meget besvær ud af hende. Martin forelskede sig også helt i Truan. Problemet opstod imidlertid, da Mai-Britt skulle gå og Nanna blev helt ulykkelig, det var lidt hårdt at se, at hun havde nået at binde sig sådan, men hun blev hurtig god igen.

Formiddagen blev tilbragt i haven og da pigerne havde været tidlig oppe trængte alle til en middagslur ved 12-tiden.

Efterhånden går det fint, og vores familie er ved at fungere bedre, selvom vi helt har glemt hvor meget en 1½ årig kan pille ved alting, tvære mad ud over det hele og kommandere rundt med sine forældre trods manglende sprog med en lille strittende pegefinger og orale lyde, der siger “hvis ikke I gør hvad jeg siger, så stiger volumen”.

Vores datter har vist sig at være en meget livlig og glad pige, som forældrene samtidig jo synes er både charmerende og køn. Hun griner meget, når vi pjatter, og har fået det der drilske glimt i øjet, som får en til at dåne af begejstring. Samtidig er hun blevet rimelig spilopmageragtig, og det kan godt være sin sag at sikre at hun ikke tænder for fjernsynet, aircondition eller tager telefonen, trykker på computeren, tænder for vaskemaskinen eller vælter alt på sofabordet kun for efterfølgende at hive alle bøgerne ud af reolen.

Men vi var jo lidt bekymrede for hendes manglende kræfter og bevægelse, så det stakkels barn har været ude og gå hver dag den sidste uge, og hun er glad for det og vil hele tiden gå mere. Hun har rutschet på mini rutschebane, og jublede af fryd i går, da hun midt i et bleskift fik vendt sig rundt og kravlet ned af sengen i nøgen tilstand og løb hvinende af fryd rundt i lejligheden (det var åbenbart hendes nøgendag!)

Ofte går vi med Nanna i hånden, mens Martin er træt og vil sidde på sin fars skulder. Der er dog ingen tvivl om de begge er meget fascineret af hinanden og Martin er glad for sin søde søster. Det morer ham også lidt at hun får mange af disse evindelige: “Nej, Nanna”, når hun er ved at pille ved en stikkontakt eller åbne for køleskabsdøren for 10 gang, og han kan selv blive lidt gammelklog og politiagtig og sige, at det må hun ikke, vel?

Ud over at hun nu rører sig mere, spiser hun nu som en lyst, og er ved at være et fuldgyldigt medlem af familien, dog fortsat sker det enten på køkkenbordet eller køkken gulvet før eller efter os andre spiser. Et par gange har hun indvilliget i at sidde ved bordet, men man forstår hende jo godt, sådan et findes ikke på børnehjemmet, bordskik endnu mindre. Plejerne spæner rundt efter børnene med en ske, og nøder dem i tide og utide, trods af, at på det skema vi fik om hendes vaner før, gik 3 timer mellem hvert måltid, har vi ved selvsyn set en mere eller mindre konstant madning.

Flytningen i går var et mindre cutback for Nanna, der lige var blevet tryg det andet sted, men den helt store fordel er at her er altan og have. Så i dagtimerne er det et godt bytte.

Endnu en stille hyggelig morgen (kl. 7). Vi sidder her med morgenkaffen og nyder at Nanna sidder og leger lidt på gulvet med et par legoklodser og har prøvet at tegne (helt sikkert første gang i hendes liv – anede ikke hvad der var op og ned på en farveblyant). Martin leger på sit værelse, så der er ro.

Vi har haft en dejlig dag, hvor far og Nanna var ude og “motionere” i formiddags, og Martin og mor kunne tudse stille rundt sammen. Vi har købt noget vietnamesisk børnemusik, som viser sig også at være en DVD, en blanding af børnetime på vietnamesisk og børnegrand prix. Martin elsker det og vil se det igen.

Vi var inde i byen og se på lidt butikker igen, første gang med begge børn, og fik købt Nannas dåbskjole, en miniature nationaldragt med sart lyserød jakke/kjole og hvide bukser i silke, fik også købt lidt andet godt, herunder endnu et maleri (faktisk er vi gået lidt amok, men for første gang har vi fundet flere billeder vi begge kunne lide, så nu er der til de næste mange år.)

Desuden spise vi frokost på en lokal gaderestaurant, hvor vi stod lidt og ventede, og børnene fik nudler, på den “rigtige” måde, og begge børn spise utroligt meget.

Torsdag den 10. marts 2005.

Nanna kan pt.:

• Spise med teske
• Drikke af glas/kop
• Gå, sidde på hug (ganske få gange kravle)
• ikke op på stol, ned af seng mv.
• sige lyde – ikke genkendt ord
• sover fra 20-7 og 1-2 timers middagslur
• spiser ris, frugt, brød, kiks, chips, spagetti (m. kødsovs),
• går op og ned af gangene, gå med en i hånden

I morgen skal vi desværre flytte til et nyt hotel, Jana Gardens, så aftenen er blevet brugt til at pakke, og lillepigen gik rundt og grinede mens hun så på. Det var af en eller anden grund evigt morsomt. Generelt er hun ved at blive en dejlig glad lille pige. Hun er dog skrøbelig, og der skal ikke så meget til at ryste hendes grundvold, og verden falder sammen, men der bliver længere imellem.

Morgenerne blevet bedre, det er muligt at få hende ud af sengen uden hyl, og selv gå ud i køkkenet og vente på at få sin mælk.

Truan ringede og sagde at vi nu kunne hente pasansøgningen på politikstationen. Så i dag kl. 13.30 har mændene hentet børnene pas og afleveret dem på immigrationskontoret (udrejsetilladelse?) og det lyder til at vi får dem igen næste mandag. Det afgørende er så hvor længe ambassaden skal bruge på visum, men superoptimisme siger samme dag, men ellers til dagen efter. Så hvis Thai Airways og ambassaden vil kan vi rejse hhv. mandag eller tirsdag aften. Vi glæder os MEGET, efter til den tid har vi været 4½ uge i Hanoi

Tirsdag den 8. marts 2005.

Prinsessen sover faktisk godt, ca. 11-12 timer om natten plus en lille middagslur. Det er godt både for hende og os, for der er ikke rigtig kræfter til mere. Først accepterede hun mor, og nu som morfigur, hun har hvert fald peget på hende og kaldt hende ”me”= mor på vietnamesisk. Martin accepterer hun også, og finder sig i en del fra hans side. Far har hun også accepteret, og i går fik han som den første hende til at grine højt ved at fjolle rundt og lege hund sammen med hende.

Hun er også begyndt at kopiere nogle af vores bevægelser og sige lyde (ud over når hun græder…). Hun prøvede også en “cykel” i legerummet i dag, og ville så gerne, men havde ikke kræfter nok til at få den drevet frem.

Endelig spiser hun også især frugt, brød, nudler mv., faktisk går hun og smånipper hele tiden, hvilket er godt, men det totale input er stadig alt for lille efter vores smag. Den risgrød de påstod hun fik på børnehjemmet NÆGTER hun pure (før hun har smagt den), hvilket kun vidner om en smule god smag. Hun får også stadig sutteflaske, som dels giver lidt ”mad” og giver tryghed. Hun nægter at sidde og spise ved bordet, eller sidde ned i det hele taget, bortset fra på køkkenbordet. Så hun spiser mens vi laver mad og vasker op, og står ved siden af bordet og ser undrende til (eller hyler) mens vi spiser (eller bliver båret af den ene – man kan faktisk godt spise stående…).

Men men men men, der er stadig lange passager med hyl eller piben, og hun har stadig en tendens til at stå foran vinduet og kigge ud (efter sit børnehjem eller bare på trafikken……?). Alt går bedre og med stormskridt fremad. Hun spiser og går og leger, men har naturligvis fortsat sine sørgmodige øjeblikke, hvor alt bare er galt, og græder som pisket. Men de bliver færre og færre.

Martin er meget optaget af hende, og også sød ved hende, men han kommer nemt til at være for voldsom, da han er så fysisk, og hun er sådant et lille nips. Så rigtig at lege sammen kan de ikke endnu, primært fordi hun ikke rigtig kan lege med nogen endnu (men godt med sig selv)

Den helt store gode nyhed er, at papirerne skulle gå i orden til om en uge, den dårlige nyhed er at vi ikke kan få en flybillet tirsdag aften, som håbet men må vente til torsdag aften, (den 17/3), så vi er hjemme fredag morgen, og det imødeses med længsel. Vi er på standby til tirsdag aften, men tvivler på at det lykkes.

Nu går det bedre – meget bedre. Natten gik nogenlunde – ingen skrigeri, eneste opvågning var, at Nanna kravlede rundt i søvne og på et tidspunkt var på vej ud over fodenden, så mor måtte flytte hende tilbage. Dagen begyndte i stilhed og blev dog ændret lidt da Martin og Jess kom ind, og Martin kom lidt for tæt på – det er fortsat lidt skræmmende. Men morgenen var god. Far og Nanna legede og det lykkedes ham at få hende til at spise lidt mandarin – foreløbig favoritspise. Men efter i går, hvor hun spiste ret meget, er vi ikke så nervøse for om hun spiser. Hun er begyndt at gøre tegn til os og peger på glas, at hun vil have vand i mv., så en miniature konversation er iværksat. Hun nyder at putte ting ned i noget, Martins farver i hans plastikpenalhus fra flyveren, legetøj op i kurven mv. og tænker, at vi kan bruge hende til at rydde op efter storebror!

Motorik og hørelse er der ikke noget galt med, hun mangler kræfter og kan nok ikke helt alderstilsvarende ting, men ikke mere end at hun hurtigt kan få det lært.

Eftermiddagen gik ikke helt så strømlignet, da hun ikke ville sove til middag, og derfor blev ret pivet og skreg meget bestemt, da hun blev lagt (og prøvede at kravle ud af sengen).

Så efter flere forsøg puttede vi hende i rygsækken og gik en lang tur alle 4 – vi havde regnet med at hun ville faldet i søvn, men hun sad stille og betragtede bylivet. Hun er ikke nær så skræmt af trafik og lyde, som Martin var, og ser ud til at nyde at der sker noget foran hende øjne uden at hun behøver selv at gøre noget.

Hun sov så lidt da vi kom tilbage, desværre fald Martin også i søvn, hans middagslur er faktisk ophørt, så det var ikke meningen, men det er OK. Efter at have fået begge børn på højkant efter alm. ”morgentræthed” efter søvn, havde vi igen en guld-time, hvor vi sad og legede med Martin primært og Nanna kiggede beundrende til og fulgte nøje med i det hele, samtidig med at hun gumlede på lidt chips og jordbær. Der bliver flere og flere momenter, hvor hun kan lave andet end at sidde på mors arm, og faktisk til formiddag lykkedes det far at kunne gå lidt med hende, og hun ikke strittede imod for første gang. Vi går ud fra at hun i første ombæring kun har kræfter til at knytte sig rigtigt til en person, men at hun langsomt er ved at acceptere både Martin og far. Da vi sad i eftermiddag, så hun ud til at nyde at være medlem af sin nye familie, selvom hun nok undrede sig over, at det var sådan en familie hun er havet i

Nanna måtte igennem endnu en skrigetur før hun sov, men den var dog kortere, og hun opgav måske fordi hun blev ignoreret, da jeg læst godnathistorie for begge børn i koret til hendes gråd. Men hun sov da ca. 20.30.

Søndag den 6. marts 2005.

Natten gik OK, og først efter lidt tid gik morgenhyleriet i gang. Nanna fik spist lidt morgenmad, i dag både lidt toast m. smør (og lidt os), ricekrispies m. mælk og mandarin. Endelig ville hun igen tage sin sutteflaske, som hun hidtil har afvist.

Efter morgenmad besluttede vi os for at gå ud til den nærmeste park (Lenin Park) om formiddagen, hvor begge børn er mest friske. Martin var dog træt, så det blev med begge børn på nakken, Nanna i rygsækken hos mor og Martin på nakken af far. Turen der ned gik fint, Nanna ser ud til at nyde disse gåture, og se på menneskemylderet. Og da vi kom til parken var det en forlystelsespark, hvor Martin sprang rundt som en gazelle, og fik lov til at prøve nogle af forlystelserne, hvor de fleste kostede ca. 1 kr. pr. stk. Der var karrusel i forskellige varianter og vi gik rundt alle 4. Nanna gik faktisk fint og langt efter hendes standard 20 min.

Der var igen nogle gode stunder om eftermiddagen, hvor Nanna kunne lege, og hun er blevet mere udforskende, åbner alle skabe i køkkenet (og har allerede fået sin første finger i klemme i skuffen). Generelt er hun er stærk bedring og er begyndt at gå selv, smile (lidt), spise mere (dog fortsat som en meget lille fugl) og varieret, kommunikere mere med pege og lyde, lege og pille ved al ting og undersøge det. Vi troede at vi havde et barn, der elskede at selv gå i køleskabet – nu har vi to. Hun nyder at røre ved varerne i døren og det bedste hun ved, er bolcher pakket ind i plastik – ikke bolchet, men plastikken!

Efter bad blev hun lagt i seng, og trods et par hyl og en meget hurtig vending op på knæene, sad hun stille og accepterede sin skæbne og faldt i søvn i denne stilling (hvilket er sket før). Så kan mor ”vælte” hende ned, og håber at hun ikke er for tæt på puden, men hun får vendt sig, så hun kan trække vejret.

Martin klarer det fortsat flot, og han er meget glad for hende og viser ikke det store tegn på jalousi. Han har fået en vane med at hver gang han går forbi hende får hun et lille venligt klap i numsen, maven eller andet steds. Uden tvivl ren hygge, men ind imellem er det bare lidt for hårdt, og hendes balanceevner er ikke så udviklet, at der ofte ikke skal meget til, før hun vælter. Hun accepterer nu også de små klap, men græder hvis det bliver for voldsomt. Han er meget lidt begyndt at gå i ”barndom”, og vil ind imellem bæres af far på samme måde Nanna bæres af mor, dvs. på armen – det er ret hårdt, men foreløbig accepterer vi det, han skal have lov til at få nogle af de samme privilegier, når det er muligt.

Det er lidt deprimerende at vores datter i den grad afviser alle Thiersen familiens traditioner: Hun vil ikke spise, hun vil ikke sige noget (dog kan hun skrige/græde meget højt), hun bevæger sig ikke og hvis hun gør, ville en snegl elske at have hende som modstander i et racerløb, hun smiler ikke og nu er hun dæleme også begyndt at ikke ville sove…….Det kan være lidt hårdt at opøve alle sine positive tanker og smile og pludre, og blot se ind i et par meget alvorlige store brune øjne, der mest af alt siger: “hvor er du dog latterlig mor”. Og det er her man skal huske ikke at tage det for personligt, men øv, det er svært.

Dagen i dag har været hård. Dagen startede lidt dårligt: Nanna skreg sine lungers fulde kraft fra 24-02.00, og eneste måde at stoppe gråden på er, hvis mor går med hende op og ned af gulvet. Sætter mor sig ned, skrues volumen op igen. Far var udvandret i mellemtiden og mor var øm i ryg af at bære og ør i hovedet, fordi hun til sidst gav op, og lod damen skrige sig i søvn igen. Martin sov gennem det hele – god dreng! Hun gentog succesen så snart hun vågnede kl. 6 og mor gik ind i stuen og fik hende til at hyle sig selv i søvn på gulvet, mens mor tog sofaen. I løbet af dagen har vi haft en 2-3 voldsomme udfald, så nerver og ryg er lidt tyndslidt. På sin vis er det måske godt at hun får “bearbejdet” sin sorg på denne måde. Men af bekymring er forældrene jo kun rigtig bekymret om en ting: hun nægte at spise! Vi var faktisk til lægen med hende i dag (ikke derfor, men blot for generelt at få hende gennemset) – og alt var OK. Men lægen spurgte en del til om hun spiste og drak, da hun er meget lille. Hun er nu oppe på den kongelige vægt af 8,8 kg. med tøj på og ca. 78-79 cm, men hun sprællede ret meget, så vi må vist måle igen en anden gang. Det tøj vi havde med af Martins i str. 1-1½ år er bukserne klart for store især i taljen, men så holder det jo lidt længere

Vi gik ned til lægen (kun ca. 10 min’s gang) og hun sad i rygsæk på nakken af far, og det gik fint (hun sikrede at hyle rigtig godt på vej ned i elevatoren – der er en fantastisk resonans…. og jeg er sikker på at så mange som muligt fik glæde af det). Hvor er jeg glad for, at vi hjemme ikke bor i lejlighed med to så lydelige børn, så var vi nok blevet et nervevrag, der ikke turde se naboerne i øjnene.

Men lige som al pessimismen var ved at brede sig ud på eftermiddagen tog vi hende med ud i køkkenet for at lave mad.

Vi har ofte drømt om at få en pige, man kunne sætte på køkkenbordet, og hygge med, når man lavede mad – vel at mærke, hvis hun blev siddende. Vi har prøvet enkelte gange med Martin, også i den alder, men han splittede jo blot det hele ad og spiste alt indenfor rækkevidde. Men det har vi nu fået. Hun sidder så fint og stille, og rører sig ikke en millimeter. Men så rakte hun ud efter lidt gulerod, og pludselig fik hun gang i spisereiet og fik lidt vandmelon, agurk, gulerod og 3 chips (sund aftensmad) Da vi andre spiste, nægter hun at sidde med, men står pænt ved siden af og kigger.

Og under opvasken gentog vi succesen og hun spiste en lille del af de ris vi andre havde levnet. Samtidig opstod der et øjeblik af nærmest lykke mellem far og datter, og han fik sit første smil. Hårdt tiltrængt, da hun ellers stikker i et hyl, hvis han rør hende, han må gerne være i nærheden, men ikke bære ej heller stikke en finger frem og tilbyde at gå en tur. Hun har nu hylet sig i søvn, det tog 3/4 time og Martin har endelig overgivet sig, så forældrene sidder og sunder sig, og glæder sig til hvad en ny dag venter.

Vores lille nye datter er en lille splejs, og ud over at nægte at spise, så bevæger hun sig stort set ikke. Men det er forhåbentlig hendes forsvarsmekanisme, som ikke nødvendigvis viser hendes sande jeg.

Første nat var Nanna vågen kl. 3.30 og hun fik sin mælk, og kunne selv række hånden ud efter den og drikke den. Lidt senere kom Martin ind i sengen, så vi sov der alle 4.

Hele familien vågnede ca. kl. 8.00, og i begyndelsen var det hele stille og roligt og vi begyndte at lave morgenmad. Så brød helvede løs hos Nanna. Vi tror at det gik op for hende, at i går ikke kun var en dårlig drøm, men virkelig. Hun hylede hvert fald så godt hun kunne, og stillede sig foran vinduet og pegede ud. Det kan vist kun oversættes med, at Nanna ville hjem til børnehjemmet. Hyleriet tog ca. en times tid, så havde hun ikke kræfter til mere. Derefter klyngede hun sig til mor, og generelt har hun vedtaget, at Inger kan bruges (hun er ikke den nye mor endnu, men som dagen er skredet frem er det helt tydeligt at hun har accepteret Inger og er ved at knytte sig stærkt til hende). Hun har også vedtaget at Martin er OK, og hun finder sig i hans helt overdrevne og til tider voldsomme interesse, og hun ser interesseret på, hvad han laver af drengestreger. Hun har også vedtaget, at far nok er her, men ikke skal tage hende op, så det lader han være med.

Martin er meget glad for hende og interesseret i hende, og er også sød mod hende, men hun reagerer ikke på noget, og det forøger kun hans interesse (samt frustration over manglende respons). Det er også en vanskelig og omskiftelig tid for ham.

Nanna har valgt at agere hovedrollen i filmen ”the Return of the Zoombies”. Hun blot står, hvor hun bliver stillet. Reagerer ikke på tiltale, borte tit eller klappekage. Nægter at spise eller drikke noget (hvilket i vores familie er helt uhørt – sultestrejke indgår ikke i vores våbenarsenal). Siger ikke noget (vi ved ikke om hun kan tale). Det har naturligvis frustreret os alle sammen, og hvor både far og mor et par gange har haft løst til at give hende de par puf Martin har givet hende, blot for at se om hun kan reagere. Hen under aften tvangsfodrede mor Nanna med lidt bananmos, og hun spiste faktisk lidt (dvs. 4-5 mundfulde). Opildnet af succesen fortsatte Inger med mere banamos, og så sagde Nanna fra, og vi fik en hyletur, der varede ca. 1 time, og hvor hun satte rigtig lyd på.

Det var lige, mens Jess lavede mad. Alle var altså sultne og intolerante. Inger var optaget af Nanna, og lydniveauet stressede Martin og Jess helt vildt, og Martin lavede ulykker, og Jess skulle også tage sig af maden, så det gav også råben, hyl og tænders gnidsel. Oven i det hele så havde vi ikke flere øl tilbage. Den middag indgår ikke blandt familiens store øjeblikke.

Efter aftensmaden begyndte Nanna imidlertid at gå en smule omkring, og interessere sig for lejligheden. Det gav f.eks. en herlig skrattende lyd, når hun lod en negl kradse hen over muren. Hun begyndte også helt konstant at gå efter mor, når mor gik til et andet rum. Endelig fik vi en flaske mælk i hende (uden kamp). Det giver en vis optimisme til i morgen, men lad os nu se.

SÅ LYKKEDES DET. Familien Thiersen består nu af 4 medlemmer, og det går efter omstændighederne fint. Nanna tager det fint, hun veksler mellem apati, gråd og har haft antræk til et lille smil, og har stået på egne ben i ca. 4 minutter. Ellers er hun så overvældet og hendes lille hjerte er på konstant overarbejde. Nu ligger hun så fin og lille i vores store seng og sover. Efter hendes døgnrytme skulle hun vågne kl. 2 for at få mælk/sutteflaske, så vi må hellere snart gå i seng for at være klar.

Det er i dag, vi får Nanna. Vi vidste ikke, hvornår på dagen, ceremonien skulle være, men vi vidste det skulle være i dag. Så vi gik hele formiddagen og ventede. Egentlig var vi klar, men vi havde ikke klædt om, da vi regnede med at få en halv times varsel, men pludselig ringede det kl. ca. 12.30. Det var Mrs. Minh Nguyet (vores kontaktperson), der var kommet for at hente os. Det viste sig at hun havde ringet dagen før og fortalt tidspunkt til de andre danskere. Hun mente at have aftalt med dem, at de skulle underrette os, mens de mente, at hun havde sagt, at hun ville underrette os. I betragtning af at Minh Nguyet’s engelsk ikke er fremragende, og det samme gælder for den dansker hun talte med, er det meget sandsynligt, men vi mener nu at de andre danskere godt kunne have ringet til os blot for at være på den sikre side – de har trods alt været i Vietnam nu i over 14 dage og ved, at alt skal dobbelttjekkes.

Ceremonien var kl. 13.30, men begyndte først kl. 14.00, og vi nåede det uden de store problemer. Martin valgte at falde i søvn i bilen og sov igennem den indledende ventetid, hvilket gjorde den del lidt nemmere.

Vores børn ankom kl. ca. 13.45, og sad sammen med deres passere nede i gården og fik en ekstra mandarin før de blev ført op til ceremonilokalet. De to plejere brugte nok også tiden på at tage afsked med børnene, de har været om dem nat og dag i 1½-2 år, så det er jo også svært for dem. To af de fire børn accepterede straks at sidde hos deres nye forældre, mens to (de ældste) afviste dette, de var helt tydeligt stærkt knyttet til deres plejere. Den ene var (naturligvis) Nanna.

Selve ceremonien forløb som sidste gang med Martin. Det vil sige først underskrev vi i 6 eksemplarer af adoptionsbevillingen, efterfølgende blev disse 6 eksemplarer underskrevet af det respektive børnehjem samt afdelingslederen fra justitsministeriet. Til stede var også to-tre embedsmænd fra justitsministeriet samt et par repræsentanter fra andre myndigheder, uden at vi kan navngive dem.

Så var vi klar til ceremonien kunne begynde. Den bestod af en længere tale af repræsentanten fra socialministeriet, og dernæst en tale af afdelingslederen fra justitsministeriet. Som jeg husker talen ved Martins ceremoni og Nanna, så var de helt ens.

Derefter skrev alle fire par på tur under i en stor protokol der lå på et dertil indrettet bord under det røde flag og med et billede af Ho Chi Minh på den modsatte væg.

Til sidst holdt en af de andre danske mænd (Peter) vores takketale (man havde omhyggeligt sagt at de kun ville have èn takketale), så valget var faldet på Peter, da han gerne ville, Jess havde prøvet det før og de to andre danske mænd helst var fri. Den var også helt standardmæssig. Så var ceremonien slut.

Under hele ceremonien sad Nanna hos sin plejer og Inger sad op af Nanna. Den del gik fint, og Nanna synes det hele var skægt. Særligt havde hende og Martin sjov ud af, at hun smed en læbestiftsholder på gulvet, som Martin så hentede.

Til slut var det imidlertid alvor og hun måtte væk fra plejeren og hun gav Inger Nanna. Nanna hylede hjerteskærende og Inger vrælede om kap. Så det gjaldt om hurtigst muligt at få de to fruentimmere ind i bilen og af sted. Martin var helt rundt på gulvet og ville helst kravle rundt på Inger og Nanna, så han var sikker på at være i centrum, og kunne ikke forstå at også mor græd, så Jess havde sit styr med at styre ham. Efter et par minutter holdt Nanna heldigvis op med at skrige, og var apatisk på resten af turen. Hun fik en kiks, som hun holdt i hånden, men ikke evnede at sætte op til munden.

Vi kørte herefter til politiet for at få påbegyndt papirarbejdet, så vi kan rejse hjem. Det tager ca. 14 dage, så hvis vi kunne underskrive det første sæt fornødne papirer i dag, ville vi spare en dag. Politiet havde egentlig lukket, men det lykkedes Minh Nguyet at få dem til at åbne ti minutter blot for os. Hun er vist ret effektiv, for jeg tror ikke det er let at få politiet til dette. Hvert fald så fik vi skrevet det første sæt papirer under. Inde på politistationen var Nanna rolig, muligvis fordi et af de andre børn var helt hysterisk. Hun har hvert fald mere luft end Nanna.

Generelt gælder, at Nanna ikke har ret mange kræfter og ikke kan hyle så højt. Vi vil end ikke overveje at sammenligne hende med Martin, da han var to år. Han havde splittet det hele ad, hvis han havde været i hendes situation. Vi tror ikke, hun er blevet fysisk aktiveret så meget, og/eller det ikke har hendes interesse. Det må vi få gjort noget ved, uanset hvad grunden så er.

På hjemturen fra politistationen græd Nanna en del og hun har også af flere gange grædt en del her i lejligheden. Vi tror, det er et sundhedstegn.

Da vi kom hjem i lejligheden var Martin rundt i hele lejligheden for at vise Nanna alle sine ting, men hun var helt paralyseret af situationen, og efter lidt tid faldt hun i søvn. Da hun vågnede gik Martin og Jess en tur en times tid dels for at få luftet Martin og dels for at Inger og Nanna kunne få lidt ro. Mens de var alene fik hun lidt nyt tøj på, ren ble, og Inger afspillede de CD’ere med vietnamesisk (som hun nok skulle have lyttet lidt mere til på Studieskolen) for at berolige hende med lidt taleklang hun kendte. Det lykkedes faktisk også at lege lidt med Martins biler, men hun er meget skrøbelig, og der skal meget lidt tumult til at vælte hendes lille verden. Hun nød at kigge ud af vinduet og kigge på biler fra 18. etage. Det gik fint, men da drengene kom hjem begyndte hun lidt forskrækket at græde. Derefter bestilte vi mad og Nanna spist en lille smule ris (1-2 teskefulde) og drak lidt mælk, men så ellers med store øjne på at resten af familien skovlede mad ind; vi havde nemlig ikke fået frokost. Hun fik en tynd skive agurk som hun efter 10 minutter havde fået gnavet ca. 1/6 af, og det er helt tydeligt at hun ikke er vant til spise selv.

Ved 20-20.30 tiden var Nanna helt kvæstet, så både Nanna og Martin fik nattøj på. (Hendes ”officielle dagsrytme” siger at hun kommer i seng hver dag kl. 21.) Martin insisterede på at ville i seng sammen med lillesøster, og Jess fortalte godnathistorie for hele familien. Nanna faldt hurtigt i søvn, mens Martin er helt kulret og slet ikke kan falde til ro.

Nu er der ro i lejren og de to gamle vil gå ind og nyde den første nat med to børn og glæder os til en ny dag, hvor der forhåbentlig bliver gjort store fremskridt.

Vi var i Hoi An, men nåede et fly hjem til Hanoi for at kunne være på børnehjemmet kl. 15 (så vi havde været oppe kl. 5.45 og med fly kl. 9)

Kl. 14 blev vi hentet af Mr. Truan og kørt ud på børnehjemmet igen.

Thu var ved at blive skiftet da vi kom, og hun genkendte os helt klart. Men den tilbageholdende og generte holdning holdt ved, og far havde mere held i dag, og fik størsteparten af besøget lov til at gå rundt med hende. Mor fik et par enkelte muligheder, men det var lidt farligt.

Martin nåede også at få 1. hånds kontakt med en rismark. Mens mor fotograferede med telelinse og sort/hvis film, og søn gik ud mod marken, og mor råbte “du skal ikke gå længere ud”. Men siden hvornår hører Martin efter hvad mor siger……, så pludselig sad han fast i mudder og væltede, da skoen havde “bidt” sig fast. De tilstimlede børn grinte deres r.. i laser, men Martin synes ikke det var sjovt, og måtte tilbringe resten af besøget i bluse og underbukser.

Vi HÅBER stærkt på at få hende til ceremoni på onsdag, nu gider vi ikke længere se på hvordan de gør, vi må prøve selv!

I dag var 1. højdepunkt på turen, vi var ude på børnehjemmet for at møde vores lille datter. Det gik rigtig godt, og efter 2 timer lykkedes det både Inger og Jess at få hende til at sidde på arm, ved at hun selv strakte armene ud efter os, men det krævede en del spøg, borte tit-tit og andre julelege for at få hende til at tø op.

På turen derud talte vi om, at holde forventningerne nede, og at det jo er lidt svært at knytte sig til et billede, og at det nok først er når vi ser hende, at det rigtigt går op for os. Og det gjorde det.

Vi var lige ankommet i bilen 2 par. Fra andre – der dog havde på et andet børnehjem – havde vi fået at vide, at først skal man tale med børnehjemlederen og drikke te og udveksle høfligheder i en evighed, før man må gå op til børnene. Så det regnede vi med, men vi blev ført af sted til hver vores værelse, og pludselig stod vi overfor vores datter. Hold da op.

Inger kunne ikke undlade at fælde en lille tåre, men det var jo ganske forventeligt. Nanna fik en lille hvid bamse/hund/isbjørn, som vi faktisk har fået fra Ulla, og den faldt i god jord. Ulla havde jo også givet Martin det tidligere så berømte sove”dyr” solen. Der var meget lidt tid med oversættelse, så det meste måtte vi klare selv og med fagter og Ingers 3 ord på vietnamesisk.

Vi har besluttet at hun skal døbes Nanna Thu Thiersen, efter ægte udemokratisk facon, Inger ønskede navnet og Jess accepterede, da han jo har fået lov til at vælge efternavn. Lille Nanna Thu så på os med stor interesse, det var helt tydeligt, at hun vidste, hvad der skulle ske, men var ikke ubetinget tilfreds. Men interessen steg løbende, og da vi fik lov til at være omkring hende i over 2 timer, så undervejs lavede vi andre ting, men holdt os i nærheden af hende. Hun ville kun sidde på arm hos sin plejer, og ikke løbe rundt på gulvet med de andre børn.

Martin havde det faktisk ligesådan. Han var meget spændt på at gense SIT børnehjem, og sin plejer, som vi havde fortalt ham om.

Efter en times tid eller så – tiden stod lidt stille for os – rakte Nanna pludselig ud efter mor, og jeg greb chancen for at holde hende. Hun duftede dejligt og jeg passede på ikke at overkramme hende, selvom det krævede en umenneskelig form for selvjustits. Lidt senere gjorde hun det samme til far, og han voksede flere centimeter og var meget rank, mens han bar rundt på hende og fortalte hende lidt om livet og døden og verden udenfor.

Der blev også tid til at aflevere de 4 gaver vi havde fået overdraget hjemmefra fra kommende forældre, der sidder og venter, og det var skønt at kunne finde børnene, og aflevere gaver og sikre et par billeder hjem til de hungrende forældre. Vi fik jo taget en forfærdelig masse foto, og har sorteret lidt i dem hjemme på computeren. Det er jo ret fantastisk.

Herefter var der det formelle møde med børnehjemslederen, hvor vi skal udveksle høfligheder. Desværre var det andet pars engelske ret begrænset, så stakkels Jess måtte stå for det meste af samtalen. Vi kunne ikke spørge til børnene, men de lovede til næste besøg (som nok bliver 28/2 eller 1/3) at have deres papirer klar, så de kan hjælpe med svare på spørgsmål, men vi skal ikke forvente at få mere, end det vi allerede har. Så blev der overrakt gaver til lederen, plejerne (in absentia) og vi havde en del tøj med til børnehjemmet som sådan.

Der er forhåbentlig ceremoni den 2/3, hvor vi får Nanna, så fra nu og til 28/2 har vi ”fri, og kan gøre hvad vi vil. Vi overvejer om vi vil ud til Halong Bay (ved kysten tæt på) eller ned til en lidt større by og mere historisk centrum Hoi An, hvor der skulle være lidt varmere og mere skøn strand mv. For det er jo nu klart, at vi skal være her 4 uger mere….., og så festlig er Hanoi altså heller ikke. Vi har ikke ombooket billetter, men det bliver forhåbentlig til den 17/3, så vi er hjemme fredag morgen, men mere herom senere.

På køreturen hjem (børnehjemmet ligger ca. 1 times kørsel fra vores hotel) fald Martin straks i søvn og han havde også klart været overgearet på børnehjemmet, hvor han jo også var i fokus, som det største (og mest livlige) barn der.

Da vi kom hjem var vi en kort tur i hotellets bar, for at fejre dagen og komme lidt ud blandt andre mennesker.

15/2              Fik vi lov til at underskrive commitment dokumenterne, og det gik fint for alle 4 par. Dokumenterne er startskuddet til den legale proces, og i dokumenterne lover vi at sende en rapport til Vietnam s myndigheder hvert år de næste 18 år for lillepigen. Der skal normalt gå 14 dage herefter til ceremoni og herefter igen 14 dage til vi kan få pas.

18/2              1. besøg på børnehjemmet Mai Lihn Center. Vi var ude på børnehjemmet for at møde vores lille datter. Det gik rigtig godt, og efter 2 timer lykkedes det både mor og far at få hende til at sidde på arm

25/2              2. besøg på børnehjemmet Mai Lihn Center. Thu genkendte os helt klart. Men den tilbageholdende og generte holdning holdt ved, og far havde mere held i dag, og fik størsteparten af besøget lov til at gå rundt med hende.

2/3                SÅ LYKKEDES DET. Familien Thiersen består nu af 4 medlemmer. Nanna tager det fint, hun veksler mellem apati, gråd og har haft antræk til et lille smil, og har stået på egne ben i ca. 4 minutter. Ellers er hun så overvældet og hendes lille hjerte er på konstant overarbejde.

Mens vi ventede

Vi ventede meget længe på at få dig. Der var et langt stop i adoptionen fra februar 2003 indtil april 2004, dvs. 14 måneder, hvor du jo blev født allerede i april 2003. Og så den 30. april 2004 fik vi at vide, at du skulle være vores lille datter. Vi blev alle sammen meget glade, både far, mor og Martin, men også resten af familien med mormor og dine tanter og onkler.

Men vi måtte vente med at hente dig, for papirerne var ikke i orden. Først 9 måneder senere, den 27. januar 2005 blev far ringet op, og fik at vide at vi nu måtte rejse ud for at hente dig. Det var skønt.

Vi rejste den 10. februar til Vietnam, far, mor og Martin for at møde dig.

31/1 2003     Godkendelse som adoptivforældre igen.

På venteliste til barn fra Vietnam 0-36 mdr. nr. 15 på listen.

19/2              Midlertidigt stop i formidlingen En ny lov skal implementeres, og de vietnamesiske og danske myndigheder skal have lavet en samarbejdsaftale.

19. april (Nguyên Ngoc Thu fødes i Hanoi)

26/5              Aftalen mellem Danmark og Vietnam blev underskrevet i Hanoi af de danske og vietnamesiske myndigheder.

16/6              Nyt om formidlingen fra de to børnehjem

Mai linh Center: Der var 7 børn, og heraf et par tvillinger på 3 år, som endnu ikke har adoptionsstatus. De resterende børn var i alderen ½-1½ år. Personalet er meget motiveret og behandler børnene kærligt.

Desuden bor der 96 handicappede børn: 86 døvstumme og 10 blinde børn.

Ba tha Center: Der bor p.t. 9 børn, som venter på at blive adopteret bort. Personalet er kærligt og synligt meget stolte af børnene.

11/8 2003. Den bilaterale adoptionsaftale er nu underskrevet af begge parter. 23. juni underskrev de danske myndigheder i Hanoi. AC Børnehjælps kontaktperson i Vietnam – Mrs. Minh Nguyet – meddelte i dag (11. august) AC Børnehjælp, at Vietnams Præsident som ventet nu også har skrevet under. Nu mangler der angiveligt kun en konfirmation fra de danske myndigheder af Præsidentens underskrift, før aftalen kan træde i kraft.

26/9              AC Børnehjælp har afleveret ansøgning om licens

3/10              Den danske ambassade i Hanoi har afleveret en note til de vietnamesiske myndigheder, der bekræfter, at alle danske procedurer er på plads, og aftalen træder således i kraft. Afventer AC’s formidligslicens.

29/4 2004     AC’s formidlingslicens endelig godkendt. Mai Linh Center og Bá Thá Center har udvalgt ansøgere til de første 28 børn.

30/4 2004.    Barn i ”uofficiel” forslag fra Adoptionscenter: Nguyen Ngoc Thu, 1 år gammel. De har udtaget de første 28 på venteliste og skal lave nye lægeerklæringer, da de tidligere erklæringer er fra september, og dermed er uaktuelle.

26/5              Fik endelig lægepapirer og billede af den lille prinsesse. Og har nu barn officielt i forslag. Faxede svaret retur med det samme. Mangler at sende egne lægeerklæringer og straffeattest.

2/6                Sendt endelige dokumenter til AC til Vietnam til brug for adaption

Håber på at få hende overdraget i september/oktober

Ventetiden udsat nyeste prognose er at sagerne er færdigbehandlet i Hanoi i december/ januar. Intet om ceremonidatoer, men realistisk nok tidligst i februar 2005.

23/6              Bedt om at sende nye vielsesattester på engelsk i to ”originaler” pga. af nye procedurer i Vietnam

8/7                AC sender vores sag til Vietnam. Vi modtager Thu’s originale test på blodprøver for Hepatitis B, HIV og syfilis.

16/8              Ny billede af prinsessen. Får oplyst at sagerne først er færdige i dec/jan – øv.

22/9          Endnu et hold billeder med hele 4 foto og glimt af Thu’s plejer. På det ene foto har Thu en lyserød bluse på, og er en smuk lille pige, og ikke så meget en dreng, som på de andre foto med hvid T-shirt med tryk og kort hår.

29/9 2004 Første hold forældre drager til Vietnam for at hente børn (nr. 7 og 9 på ventelisten) – vi er nr. 15 på den oprindelige venteliste, og de regner med at der er 2 overdragelser pr. uge. Dvs. at vi skal rejse ca. sidst i november.

13/10            2. hold drager af sted nr. 1, 6 og 22 på ventelisten – sendt billede med Pernille & Thomas til Thu på børnehjemmet af far, mor og storebror Martin.

30/10            3. hold drager af sted, nr. 5 & 8 på ventelisten

4/11              4. hold drager af sted – dog kun 1 familie (nr. 28 på ventelisten)

23/11            5. hold – 2 familier (nr. 14 og 40 (!) på ventelisten) At de går ud over de første 28 familier kommer bag på os.

1/12              Næste hold rejser Nu er 13 familier rejst.

Vi venter fortsat…..og blev træt af at registrere andres afrejser.

27/1 2005     SÅ blev det vores tur. 9 måneder efter at vi fik hende i forslag, har vi i dag fået besked på, at vi må rejse til Vietnam. SKØNT!!! (det vil være ca. 10 måneder siden at vi fik barn i fra forslag til ceremoni) Jess blev ringet op af Annette Perto, og han ringede straks til Inger, så vi kunne glæde os over det. Efterfølgende har AC oplyst:

Vores kontaktperson har oplyst, at vi først kan regne med, at I kan underskrive ”Commitment” efter det vietnamesiske nytår, dvs. tidligst den 14. februar. Hvis I udrejser med henblik på at benytte denne mulighed, vil der være en mulighed for at få Ceremoni den 23. februar. Det er dog ikke sikkert, da vi jo, som I ved, normalt skal regne med 14 dage fra underskrivelse af Commitment og til Ceremonien kan finde sted.

Alternativt taler vi om udrejse den 15/16. februar og Ceremoni den 2. marts. Og selv om I rejser ud, så I er i Vietnam i weekenden 11/12/13. februar kan I altså også risikere at ceremonien først finder sted den 2. marts.

I er følgende familier i gruppen:

Bjarne Sørensen og Anne Nielsen

Henrik og Maj-Britt Clausen

Inger Toft og Jess Thiersen

Peter Madsen og Bente Jespersen