Jens Peter Nygard beskriver på sin hjemmeside og i sin bog

Lidt fra Ullas bog

Uddrag fra artikel: (Reaktiv tilknytningsforstyrrelse ved adoption af udenlandske børn)

Børn med reaktiv tilknytningsforstyrrelse (en diagnose indenfor det psykiske helseværn), i folkemunde kaldt tidlig følelsesmæssig skade, er også «imod». Den dannes hypotese om at disse børn ”er imod” fordi de har oplevet afvisning i sin tidlige barndom, dette pga. hyppige omsorgsskift, og som siden sørger for at relationer til andre igen bliver præget av afvisning. På en måde genskaber disse børn sine tidlige relationskvaliteter. Dette gør de ikke fordi de er slemme eller umulige, men fordi de genskaber sin form for tryghed. Børn med de mere alvorlige former for reaktiv tilknytningsforstyrrelse er ofte præget af dette hele tiden. De er dermed også imod hele tiden. Den mængde med ”at være imod” som kan tilskrives trodsalderen eller puberteten, kommer i tillæg til den mængde med ”at være imod” som skyldes den reaktive tilknytningsforstyrrelsen. Et adoptivbarn med reaktiv tilknytningsforstyrrelse kan være vanskelig at håndtere i trodsalderen og tilnærmet umulig at håndtere i puberteten.

Ubetinget kærlighed, re-læring af nye og gode relationskvaliteter, samt ressource fokusering med forstærkning af udviklingsfremmende kommunikations principper kan afhjælpe og forebygge en skævudvikling i retning af personlighedsforstyrrelse i voksen alder.

Alle adoptivbørn er udsat for mindst et eller flere omsorgsskift. Ved de klassiske adoptionshistorier flyttes barnet fra biologiske forældre til børnehjemmet, og derfra videre til adoptivforældrene. Ofte skal det lidt til før barnet oplever endnu flere omsorgsskift. Dette kan være biologiske bedsteforældre, tilsatte på en politistation hvor barnet leveres ⁄sættes fra sig, plejeforældre, transportpersonale, dersom barnet ikke hentes, og for nogen kan et sygehusophold udgøre yderligere en midlertidig omsorgsbase. Nogen adoptivbørn har sikkert vært gennem endda flere omsorgsbaser. Sådan hyppig omsorgsskift i tidlig barndom, dvs. hyppige brud i de tidlige relationer, udgør nogen af det mest traumatiske et barn kan opleve i sit liv. Det kan få meget store konsekvenser for deres personlighedsudvikling. Jo flere omsorgsskift og jo tidligere i barnets liv, jo større kan skaden blive. Selv barn som kun er få måneder gamle kan bære præg af en tilknytningsforstyrrelse for resten af livet.

At tage sig af et barn med tidlig følelsesmæssig skade, opleves af de fleste adoptivforældre som en opgave 24 timer i døgnet, frem til barnet er 18 år. Hovedopgaven består i at give ubetinget kærlighed og at hjælpe barnet til at re-lære, dvs. udvikle sin sekundærpersonlighet. Re-læringen består i de nye læringserfaringer, som at relationer varer ved, og at de voksne ikke bliver borte ligegyldig af hvad barnet finder på, at livet er forudsigeligt og struktureret, at man bryder sig om hinaden, og at det dermed gives muligheder for udvikling af medfølelse og tillid. En grundsten i relæringsfasen er en fast døgnrytme og faste rammer med struktur samt tydelig konsekvens. Når barnet relærer de nye normer, er det enormt vigtig at de voksne altid overholder disse normer selv. Afvigelser fra den voksnes side vil af barnet umiddelbart bruges til at skabe nye afvisningsrelationer.

Det som ikke hjælper barnet, er at have ondt af det. Børn med reaktiv tilknytningsforstyrrelse har en tidlig følelsesmæssig skade og har ikke godt at voksne som let lader sig provokere emotionelt, som gå i forsvar, som at debattere, moralisere og være sarkastiske. Ofte tåler barnet heller ikke at blive sat i frie valgsituationer.

Det vigtigste er her at den voksne ikke opgiver relationen. Det barnet tåler dårligst, er et nyt brud på omsorgsrelationen.