Her i huset har Nanna afsluttet Høng Efterskole og trods 8 uger hjemme pga. Corona, fik hun 6 uger til slut uden at være hjemme, så det vejede lidt op for de tabte uger. Martin afsluttede FGU, skolen har desværre ikke evnet at aktivere de unge under Corona, så har der heller ikke været de store fejringer eller traditioner for denne års-afslutning.

Men for at vende tilbage til studenterne. Rasmus holdt en smuk tale til sin datter Sigrid med referat af translokation på Ordrup Gymnasium, hvor de have to 75 år jubilarer (!!) ja 93 år gamle! – til at holde en del af talen:

At blive student i 1945 var jo kulminationen efter en lidt længere lock-down end dette års elever har haft: Det var 3 år. Og at der var udgangsforbud under krigen om natten fra kl. 20-08 betød jo så bare, at festerne varede det længere Vaccinationen mod en kommende Corona er viden.

Og med en ekstra kærlig hilsen til vores families student årgang 1945 – min mor, og børnenes mormor – ønsker jeg alle unge en skøn sommer.

Jeg overvejede at skrive et læserbrev eller et opslag på samme sociale medier, men foreløbig bliver det her i min egen lille verden.

For det er jo ikke alle, der får de høje karakterer, og bør man ikke også rose eksamen, selvom udfald ligger i den anden ende af skalen. Overfor sønnike – selvfølgelig! Men overfor verden….hmmmm. Jeg er nok en kylling, der gemmer mig bag den pæne facade, i stedet for at juble over bestået.

For jeg er i splittelse: På den ene side glæder jeg mig I DEN GRAD over at det er lykkedes vores ældste søn at gennemføre 9. klasse i FULD fagrække og med tysk og fysik. En kæmpe sejr for både os og sønnike. Og på den anden side en sorg over ikke at kunne stille op i køen af stolte forældre med de høje karakterer, når vi nu begge forældre er akademikere og har haft rimeligt nemt ved at få de nødvendige eksaminer.

 Og vi skal ikke presse med karakterer. Og det er ikke det vigtigste i denne verden.

Men når de fleste venners børn klarer sig godt og gør alle de ting vi har drømt om at give vores børn, skal jeg lige tage mig sammen og juble på deres vegne.

Jeg håber, vi sammen kan mobilisere en folkebevægelse, som ikke spørger til resultatet af prøven, men spørger om, hvad de unge har været oppe i, hvad de talte med eksaminator om, og om de var tilfredse med eksamen.

Efter den snak kan et 4-tal vise sig at være en meget større præstation end et 12-tal for netop dette unge menneske.

Præstationer, karakterer, præmier og rigtige valg er ikke det fulde billede af, hvem man er som menneske.

Det har vi en pligt til at vise vores børn, og det kan vi kun, hvis vi sammen retter fokus mod andre værdier end at komme først og være størst.