Første møde

Fredag den 18. februar 2005.

I dag var 1. højdepunkt på turen, vi var ude på børnehjemmet for at møde vores lille datter. Det gik rigtig godt, og efter 2 timer lykkedes det både Inger og Jess at få hende til at sidde på arm, ved at hun selv strakte armene ud efter os, men det krævede en del spøg, borte tit-tit og andre julelege for at få hende til at tø op.

På turen derud talte vi om, at holde forventningerne nede, og at det jo er lidt svært at knytte sig til et billede, og at det nok først er når vi ser hende, at det rigtigt går op for os. Og det gjorde det.

Vi var lige ankommet i bilen 2 par. Fra andre – der dog havde på et andet børnehjem – havde vi fået at vide, at først skal man tale med børnehjemlederen og drikke te og udveksle høfligheder i en evighed, før man må gå op til børnene. Så det regnede vi med, men vi blev ført af sted til hver vores værelse, og pludselig stod vi overfor vores datter. Hold da op.

Inger kunne ikke undlade at fælde en lille tåre, men det var jo ganske forventeligt. Nanna fik en lille hvid bamse/hund/isbjørn, som vi faktisk har fået fra Ulla, og den faldt i god jord. Ulla havde jo også givet Martin det tidligere så berømte sove”dyr” solen. Der var meget lidt tid med oversættelse, så det meste måtte vi klare selv og med fagter og Ingers 3 ord på vietnamesisk.

Vi har besluttet at hun skal døbes Nanna Thu Thiersen, efter ægte udemokratisk facon, Inger ønskede navnet og Jess accepterede, da han jo har fået lov til at vælge efternavn. Lille Nanna Thu så på os med stor interesse, det var helt tydeligt, at hun vidste, hvad der skulle ske, men var ikke ubetinget tilfreds. Men interessen steg løbende, og da vi fik lov til at være omkring hende i over 2 timer, så undervejs lavede vi andre ting, men holdt os i nærheden af hende. Hun ville kun sidde på arm hos sin plejer, og ikke løbe rundt på gulvet med de andre børn.

Martin havde det faktisk ligesådan. Han var meget spændt på at gense SIT børnehjem, og sin plejer, som vi havde fortalt ham om.

Efter en times tid eller så – tiden stod lidt stille for os – rakte Nanna pludselig ud efter mor, og jeg greb chancen for at holde hende. Hun duftede dejligt og jeg passede på ikke at overkramme hende, selvom det krævede en umenneskelig form for selvjustits. Lidt senere gjorde hun det samme til far, og han voksede flere centimeter og var meget rank, mens han bar rundt på hende og fortalte hende lidt om livet og døden og verden udenfor.

Der blev også tid til at aflevere de 4 gaver vi havde fået overdraget hjemmefra fra kommende forældre, der sidder og venter, og det var skønt at kunne finde børnene, og aflevere gaver og sikre et par billeder hjem til de hungrende forældre. Vi fik jo taget en forfærdelig masse foto, og har sorteret lidt i dem hjemme på computeren. Det er jo ret fantastisk.

Herefter var der det formelle møde med børnehjemslederen, hvor vi skal udveksle høfligheder. Desværre var det andet pars engelske ret begrænset, så stakkels Jess måtte stå for det meste af samtalen. Vi kunne ikke spørge til børnene, men de lovede til næste besøg (som nok bliver 28/2 eller 1/3) at have deres papirer klar, så de kan hjælpe med svare på spørgsmål, men vi skal ikke forvente at få mere, end det vi allerede har. Så blev der overrakt gaver til lederen, plejerne (in absentia) og vi havde en del tøj med til børnehjemmet som sådan.

Der er forhåbentlig ceremoni den 2/3, hvor vi får Nanna, så fra nu og til 28/2 har vi ”fri, og kan gøre hvad vi vil. Vi overvejer om vi vil ud til Halong Bay (ved kysten tæt på) eller ned til en lidt større by og mere historisk centrum Hoi An, hvor der skulle være lidt varmere og mere skøn strand mv. For det er jo nu klart, at vi skal være her 4 uger mere….., og så festlig er Hanoi altså heller ikke. Vi har ikke ombooket billetter, men det bliver forhåbentlig til den 17/3, så vi er hjemme fredag morgen, men mere herom senere.

På køreturen hjem (børnehjemmet ligger ca. 1 times kørsel fra vores hotel) fald Martin straks i søvn og han havde også klart været overgearet på børnehjemmet, hvor han jo også var i fokus, som det største (og mest livlige) barn der.

Da vi kom hjem var vi en kort tur i hotellets bar, for at fejre dagen og komme lidt ud blandt andre mennesker.