Forventninger til skoleafslutning

I juni springer alle studenterne ud – og ligeså afslutning af folkeskolen i 9. eller 10. klasse. Stolte forældre bryster sig på de social medier af deres skønne og kloge børn, og jeg har altid liket alle de mange dejlige fortællinger, om unge som har livet foran sig.

Jeg overvejede at skrive et læserbrev eller et opslag på samme sociale medier, men foreløbig bliver det her i min egen lille verden.

For det er jo ikke alle, der får de høje karakterer, og bør man ikke også rose eksamen, selvom udfald ligger i den anden ende af skalen. Overfor sønnike – selvfølgelig! Men overfor verden….hmmmm. Jeg er nok en kylling, der gemmer mig bag den pæne facade, i stedet for at juble over bestået.

For jeg er i splittelse: På den ene side glæder jeg mig I DEN GRAD over at det er lykkedes vores ældste søn at gennemføre 9. klasse i FULD fagrække og med tysk og fysik. En kæmpe sejr for både os og sønnike. Og på den anden side en sorg over ikke at kunne stille op i køen af stolte forældre med de høje karakterer, når vi nu begge forældre er akademikere og har haft rimeligt nemt ved at få de nødvendige eksaminer.

 Og vi skal ikke presse med karakterer. Og det er ikke det vigtigste i denne verden.

Men når de fleste venners børn klarer sig godt og gør alle de ting vi har drømt om at give vores børn, skal jeg lige tage mig sammen og juble på deres vegne.

Jeg håber, vi sammen kan mobilisere en folkebevægelse, som ikke spørger til resultatet af prøven, men spørger om, hvad de unge har været oppe i, hvad de talte med eksaminator om, og om de var tilfredse med eksamen.

Efter den snak kan et 4-tal vise sig at være en meget større præstation end et 12-tal for netop dette unge menneske.

Præstationer, karakterer, præmier og rigtige valg er ikke det fulde billede af, hvem man er som menneske.

Det har vi en pligt til at vise vores børn, og det kan vi kun, hvis vi sammen retter fokus mod andre værdier end at komme først og være størst.