Jeg keder mig…….

Corona – igen. Kan vi ikke sige at nu har vi prøvet det? Efterår og mørke og ingen skifreie at se frem til.

Men husk: ingen i familien er syge og ingen har mistet deres job!!

Men….vi blev sendt hjem – igen – 14. september, og efter efterårsferien er vi så småt begyndt at komme tilbage, os der ikke kan holde ud at sidde hjemme og råbe ind i en skærm. Der er stadig 2-3 dage hjemmearbejde. Aktivitetsgraden er forsvindende lav, og mine nulrede sokker oplever på en almindelig uge nærmest ingen målbar social kontakt.

Vi orker ikke lugten af mundbind, så vil jeg hellere blive hjemme. At gå ud at spise har vi droppet, for det er for hårdt arbejde at nå at blive fuld inden klokken 22.

Bevares. Man skal være glad for, at man ikke er minkavler, gourmetkok eller stewardesse. Jeg er da også glad for, at jeg ikke behøver rejse ud i hele den orange verden, der omgiver os nu. Og der er da enkelte lyspunkter.

Som når der står en rest lasagne i køleskabet, som min søn ikke har nået at spise. Eller hvis solen skinner blegt, og jeg kan sidde lidt i forhaven, svøbt i et vattæppe og hoste hult.

Det mærkelige er, at det føles meget værre nu end i marts, april og maj, hvor vi nok allesammen havde en fornemmelse af, at det var en barsk kur. Men vi løftede i flok, og vi troede, at vi ville komme ud på den anden side i løbet af sommeren, missende mod lyset, karske og lutrede for sot og sygdom.

Nu er ethvert medmenneske en potentiel fjende.

Og ja, vi overlevede ’staycation’, selv om ordet er til at få kvalme af, og selv om der er grænser for, hvor mange færger man egentlig gider sejle med, selv om de er gratis.

Vi fandt os i livestreaming af koncerter, der skulle være et helt nyt og frisk fænomen, selv om det dybest set minder om en tv-transmission. Og alt med biler og drive-in har vi også fået nok af.

Vi har venner der trofast arrangerer Corona Dans hver lørdag kl. 19, så er der lavet playliste og vi trykker på play samtidig – det går ikke så godt – og står og vrikker med numsen foran I-Paden, men det er sgu lidt sølle, når man står der alene, og katten og datteren sidder og griner af en.

Jeg ser frem til jul, noget må man glæde sig til og at kunne gå ture nogle nye steder.