Sidste dag i Hanoi

Søndag den 12. marts 2005.
Natten har været lidt skidt, Nanna vågnede et par gange og Martin sov også skidt og nåede at tisse igennem og skulle have nyt nattøj på. Så alle var trætte da vi vågnede ved 7-tiden.
Vi mødtes med de andre danske kl. 15 for at tage i Zoo. Ærlig talt var det sølle og trist at se at dyrene havde det så dårligt. Men det var en lille park med et par rustne forlystelser, som især Martin nød. Nanna ville også prøve (når far og Martin skulle!) og hun prøvede en karrusel, hvilket var OK. Så ville hun også prøve et meget lille tog, der så harmløst ud, men det bumpede og skramlede og larmede mere end forudset, og hun blev meget stille igen.
Mandag den 13. marts 2005.
Til morgen ringede Inger til Thai Airways og jo, nu var der plads – så vi rejser i morgen!!
Jess og drengene (inkl. Martin) tog kl. 13.30 ud og hentede pas og afleverede det til den danske ambassade for at få visum til Danmark.
Ved 4-tiden kom mrs. Minh Ngyet og Truan og besøgte de nu 4 familier her på hotellet Nanna var meget glad for at sidde hos Truan og senere også hos Mai-Britt, så vi havde ikke meget besvær ud af hende. Martin forelskede sig også helt i Truan. Problemet opstod imidlertid, da Mai-Britt skulle gå og Nanna blev helt ulykkelig, det var lidt hårdt at se, at hun havde nået at binde sig sådan, men hun blev hurtig god igen.