Det er svært at huske

Min mor har altid været glemsom. Og flyvsk. Og distræt. Glemte nøglerne i døren på bilen, glemt hvor hun havde parkeret og glemte sin taske i supermarked. Men det gør alle jo….

Da hun var omkring start-firserne gik hun til regelmæssig kontrol på Rigshospitalets hukommelsesklinik, og “bestod” prøven gang på gang. Hun var aktiv, fulgte med i TV-avisen og læste flittigt avis. Men så kom hun ud engang helt fortvivlet, da hun ikke kunne huske Bill Clintons navn, en præsident hun så meget op til.

Og det gik planmæssigt ned af bakke, først med svært ved at finde ord “den brune ting” (det var mobiltelefonen), svært ved at orientere sig og glemme hvor brillerne ligger. Men værre var at det gik ud over hendes humør, hun blev trist og vred. Der var nogle situationer, hvor hun var gået på gaden i alt for lidt tøj i snevejr, og blev fundet i butikken oppe på hjørnet, og vi blev hidkaldt. Desuden gik hun rundt på Østerbrogade en vinter nat kl. 5, i tro på at klokken var 5 om eftermiddagen. Disse situationer samt nogle grimme fald, gjorde at hun i 2013 fik plads på plejehjemmet Fælledgården, hvor far også have været tilknyttet (som dagpatient). Trods modsatte lovninger var de ikke gode til at holde en regelmæssighed og struktur, som mor krævede, og da de fejlmedicinerede hende så voldsomt at hun havde kramper, besluttede vi at flytte hende.

Hun fik plads på Egebjerg plejehjem i Gentofte, og det var en kæmpe forbedring! De var så opmærksomme på hendes behov og havde forstand på demens.