Man er aldrig gammel nok til døden

Den 18. september 2016 skrev vi rundt til mors nære venner og familie for at varskoe.

Mor faldt den 24. august og brækkede skulderen. Hun blev opereret på Herlev den 31. august, hvor hun fik indsat en ny skulder på Herlev hospital. Hun havde en del infektioner efter operationen, men kom i onsdags hjem til plejehjemmet.

Mor har været meget fjern, mens hun var på hospitalet og været svær at få kontakt med. Flytning til ukendte omgivelser har ikke været gavnligt for hendes påbegyndende demens. Hun kan kende alle – inkl. plejehjems personalet og er glad for at se os. Hun er dog ikke så dygtig til at spise, drikke og tage medicin.

Før hun faldt, var hun meget madglad og kunne deltage i min fødselsdags fest medio august her hjemme og gå op af min ret stejle hovedtrappe. Hun har desværre ikke endnu været ude og gå siden faldet.

Det er svært at svare på, om hun kan have glæde af besøg, men hun sover meget og ligger pt. i sengen.

Og fredag den 23. september sov hun stille ind om formiddagen. Alle tre børn var der indenfor ganske kort tid, og vi hyggede og snakkede rundt omkring hende.  faktisk var det her vi besluttede at alle 3 med familier tage på skiferie sammen den følgende vinter. Trods langt hospitalsforløb var vi utroligt uforberedte på de praktiske ting, vidste dybest set ikke hvad mor ønskede i forhold til begravelse mv.

Op til hendes død havde vi en lille uge, hvor vi vidste, hvor hun var på vej hen, og der var tid til mange private stunder og tid til at tage god afsked.

Det var en meget fredelig død – hvis et sådant begreb findes. Og vi fik taget afsked med hende 3 gange. Først mandag før hun døde, hvor der blev holdt en lille ceremoni med en præst fra Kristensamfundet, som holdt den fineste lille tale og med en bøn og lidt lys. Hele familien var til stede og vi ønskede hende godt på vej.

Når døden nærmer sig, kan den syge modtage Den sidste Olies sakramente. Ved Den sidste Olie læses et stykke fra Johannesevangeliets kap. 17 og tegnes tre kors med viet olie på den døendes pande. Derved får sjælen lettere ved at slippe kroppen og gå over i den åndelige verden, hvis tiden er inde.

Mandag efter sin død holdt vi en lille ceremoni i Kristensamfundets kælder, hvor mor lå i åben kiste, Nanna lagde en tegning ned til mormor med en masse kors. Og Ida var nu kommet til København og kunne nå at se sin farmor. Og endelig begravelsen, der blev holdt i det (meget lille) kapel på Garnisons Kirkegård, hvor dejligt mange ville tage afsked med mor. Da vi havde sidder på hospitalet i næsten en måned og set mor i hospitalsskjorte og uden tænder, så var der behov for at huske den livlige skønne mor, hvorfor jeg fik lavet 25 store fotostater med glimt fra hendes liv til gravøllet. Her rejste flere sig op og fortalte ankedoter om mor, og det var en utrolig varm stemning og gode grin og minder.

Men man bliver aldrig gammel nok til at miste sin mor – især ikke, når det er den sidste forælder. Ens egen dødelighed bliver pludselig nærværende. Hun var mit store idol, hun gjorde så mange ting på SIN måde, hvor det var vigtigt! Hun var aldrig ligeglad. Og jeg savner min trygge base og fan-klub.

Når det er sagt, var jeg glad for at hendes liv fik lov til at slutte her. Hendes demens var stærkt tiltagende, og før sommer var vi indkaldt til en ” Plejehjem-hjem-samtale”, hvor de nævnte at de nok snart måtte flytte op på demensafsnit for at hjælpe hende. Vi spurgte til om hun kunne få samme udsigt, der var 2 træer hun var meget begejstret for, og svaret lød: “Når hun kommer derop, har udsigten ingen betydning for hende”. Efter samtalen ønskede jeg inderligt, at mor ikke skulle opleve dette, og kom ikke og sig, at bønner ikke bliver hørt.

Hun deltog i Martins konfirmationsfest i april 2016, men havde svært ved at orientere sig og forstå hvad der skete. At hørelsen også var svag hjælper jo ikke. Og til min fødselsdag i august var hun meget i sin egen bobbel, kunne ikke deltage i samtalen og sad og fodrede Albas hun, Zia og legede med maden. Noget der på ingen måde var normalt.