Nekrolog
Ulla Toft, født Ørum, fhv. fysioterapeut & aftenskoleleder, Østerbro, er død 23. september.
Vi kan se tilbage på hendes lange arbejdsliv, hvor hun har kæmpet for at fødsler var et planlagt og glædeligt familieanliggende og ikke kun for mødrene. Hun har i mere end 50 år undervist, tilrettelagt kurser og deltaget i debatten for at ændre holdningen til fødsler – også overfor det etablerede hospitalspersonale.
Ulla Toft blev inspireret af National Childbirth Trust i 1960’erne og var involveret i oprettelsen af Dansk Fødselsråd i Danmark, som skulle fremme udviklingen af en fødselsforberedelse. I 1969 fik hun fødselsforberedelse ind i aftenskolernes regi i FOF og i 1973 var hun medstifter af foreningen Forældre & Fødsel.
I FOF udviklede hun kurserne til også at omfatte efterfødselskurser, som i dag praktiseres i både privat og offentligt regi. Som 62-årig oprettede hun sin egen aftenskole, Familieskolen, hvor hun i 12 år videreførte sine ideer til også at omfatte årene med de små børn.
Ulla Toft fejrede sin 90 års fødselsdag sidste år til fest med venner og familie.
