Så fik vi pas
Mandag den 7. marts 2005.
Morgenerne blevet bedre, det er muligt at få hende ud af sengen uden hyl, og selv gå ud i køkkenet og vente på at få sin mælk.
Truan ringede og sagde at vi nu kunne hente pasansøgningen på politikstationen. Så i dag kl. 13.30 har mændene hentet børnene pas og afleveret dem på immigrationskontoret (udrejsetilladelse?) og det lyder til at vi får dem igen næste mandag. Det afgørende er så hvor længe ambassaden skal bruge på visum, men superoptimisme siger samme dag, men ellers til dagen efter. Så hvis Thai Airways og ambassaden vil kan vi rejse hhv. mandag eller tirsdag aften. Vi glæder os MEGET, efter til den tid har vi været 4½ uge i Hanoi
Tirsdag den 8. marts 2005.
Prinsessen sover faktisk godt, ca. 11-12 timer om natten plus en lille middagslur. Det er godt både for hende og os, for der er ikke rigtig kræfter til mere. Først accepterede hun mor, og nu som morfigur, hun har hvert fald peget på hende og kaldt hende ”me”= mor på vietnamesisk. Martin accepterer hun også, og finder sig i en del fra hans side. Far har hun også accepteret, og i går fik han som den første hende til at grine højt ved at fjolle rundt og lege hund sammen med hende.
Hun er også begyndt at kopiere nogle af vores bevægelser og sige lyde (ud over når hun græder…). Hun prøvede også en “cykel” i legerummet i dag, og ville så gerne, men havde ikke kræfter nok til at få den drevet frem.
Endelig spiser hun også især frugt, brød, nudler mv., faktisk går hun og smånipper hele tiden, hvilket er godt, men det totale input er stadig alt for lille efter vores smag. Den risgrød de påstod hun fik på børnehjemmet NÆGTER hun pure (før hun har smagt den), hvilket kun vidner om en smule god smag. Hun får også stadig sutteflaske, som dels giver lidt ”mad” og giver tryghed. Hun nægter at sidde og spise ved bordet, eller sidde ned i det hele taget, bortset fra på køkkenbordet. Så hun spiser mens vi laver mad og vasker op, og står ved siden af bordet og ser undrende til (eller hyler) mens vi spiser (eller bliver båret af den ene – man kan faktisk godt spise stående…).
Men men men men, der er stadig lange passager med hyl eller piben, og hun har stadig en tendens til at stå foran vinduet og kigge ud (efter sit børnehjem eller bare på trafikken……?). Alt går bedre og med stormskridt fremad. Hun spiser og går og leger, men har naturligvis fortsat sine sørgmodige øjeblikke, hvor alt bare er galt, og græder som pisket. Men de bliver færre og færre.
Martin er meget optaget af hende, og også sød ved hende, men han kommer nemt til at være for voldsom, da han er så fysisk, og hun er sådant et lille nips. Så rigtig at lege sammen kan de ikke endnu, primært fordi hun ikke rigtig kan lege med nogen endnu (men godt med sig selv)
Den helt store gode nyhed er, at papirerne skulle gå i orden til om en uge, den dårlige nyhed er at vi ikke kan få en flybillet tirsdag aften, som håbet men må vente til torsdag aften, (den 17/3), så vi er hjemme fredag morgen, og det imødeses med længsel. Vi er på standby til tirsdag aften, men tvivler på at det lykkes.