Det var dejligt at kunne sove længe og ligge og læse bog. Ellers var det en dag til at dase ved poolen, kun afløst af frokost. Efter Kili og safari og køreturen, var vi så fyldt af indtryk, at vi simpelthen ikke kunne rumme mere, og trængte til at slappe af. Da Jens havde samme ønske efter Kili og 2 dages arbejde, så var alle glade, også børnene, der havde fået ny legeonkel og -tante. Ulla og jeg var på et kort ophold i det “fine” shopping center, Shoppers Palace og hente film – rimeligt uinteressant. Vi var forbi supermarkedet og det var rimeligt dyrt. Tanzania har lige indført 20 % moms ligesom alle importerede varer er meget dyre. Cornflakes koster 43 kr., ost er ubetaleligt (ordet findes slet ikke på swahili) og ¼ kg smør koster 22 kr.
I aften skal vi ud og spise på Barbeque Village – en stor restaurant, med flere etager og nany til at se efter børnene på legepladsen. Det virker fortsat meget anstødeligt for os, at vi kører derhen – af Paolo – og kommer indenfor en stor mur, hvor der næsten kun er ikke-sorte gæster, og en del indere. Prisen på den mad Jess og jeg fik svarer til, hvad Paolo tjener på en måned, uden bonus. Vi fik vild lækker mad med en platte med krabber, hummer, rejer og meget andet godt både grillet og alm. Frederik var med på restaurant, men var meget træt. Nikoline var allerede inden vi gik faldet omkuld, så hun blev og sov i bilen hos Paulo.
På restauranten bemærkede vi en del indere, som der findes mange af i Dar. De er rimeligt vellønnede og begavede, men meget upopulære både hos hvide og sorte. En del er faktisk “indfødte” tanzaniere, men trods dette er der en stor uvilje mod dem. De er jo rimeligt effektive, og har måske i den proces gjort sig utilbens i begge lejre. Ulla insisterede på, at vi skulle prøve ugali, som de indfødte spiser. Det er en majsklump, som i bedste fald er helt smagløs. Den gik desværre næsten urørt ud efter at vi havde spist et par skefulde. Det virker helt grotesk, når vi sidder og mæsker os med fisk og skaldyr.