Disneyland Hong Kong

Og så kom D-dag!

Onsdag aften havde vi dejlig grill på tagterrassen, hvor Kenth kunne grille på sin monster store gasgrill og børnene kunne løbe og lege før og efter. Ikke for at underkende værternes store indsats, men en super cadeau til Shelly som sørger for at lave skønne salater, marinaer til kød, kødspyd og dip, så gas grillen kommer til sin ret, når husherren kommer hjem, og 5 minutter efter kan står og grille de skønneste retter. Overvejer kun, hvordan Shellys madlavning kan overføres til det Thiersenske hjem J Efter at have lagt børn i seng – sent – prøvede vi faktisk spillet Besserwisser, hvor Kenth, Jess & Inger spillede til stor morskab for alle. Spillet blev kort afbrudt da vi fik et regndryp – og negligerede det – for kun 2 minutter senere at sidde i heftig regn, og løben nedenunder.

 

Torsdag var vejret så køligt – ca. 17 grader (vist næsten som København) men stadig med en fugtighed som jo er en del over middel.

 

Kenth og Jess kom hjem fra deres vandretur til The Peak og vi tog med 4 børn til Disney Land. Vi tog toget derud, og det sidste tog på vejen er ægte Disney stemning, hvor vinduerne er formet som Mickey Mouse J Der var ikke ret mange mennesker, så få køer og masser af plads. Disney Land Hong Kong er vist den mindste af slagsen, men der var dog mange gode forlystelser og oplevelser. Pigerne var mest til Little World (som på mange måder minder om Den Magiske kuffert i Tivoli – med mange små dukker, der svarede til dels historiefigurer, men også repræsenterede forskellige kontinenter i verden). Derudover prøvede de et Peter Plys tog med historie, Dumbo flyvemaskiner, og så selve fotograferingen af alle figurerne. Vi mødte Minnie Mouse, Pluto, Peter Plys, Mickey Mouse, Stick m.fl. Nanna var meget fortørnet over ikke at møde en eneste prinsesse – vi så ikke Tornerose, Belle, Askepot eller Ariel. Det kan en lille pige godt blive pænt fortørnet over, når moderen næsten har lovet det. Jeg måtte så meddele, at jeg også var skuffet – og det hjalp nok lidt…..

 

Drengene var mere til Space Mountain, en heftig rutchebane i mørke med kraftigt lys og lyd, en bådtur med kunstige (bevægelige) elefanter, krokodiller og aber samt vandfald og ild i vandet, og Tarzan-land (en hel ø lavet om Tarzan, hvor ALT – inkl. træerne – var lavet af plastik), biler mv., men faktisk måtte vi sande, at der ikke var super meget for 2 drenge på 9 år. Underligt at de ikke produktudvikler noget som også kan tiltale børn i den alder. Men I Hong Kong er der andre overraskelser: I karrusellen (helt normal med heste, giraffer mv.), som i DK nok næppe kan tiltrække børn over 8 år, var FULD af voksne og til fotografering med figurerne er der mange voksne, der ikke har børn med som gerne vil fotograferes sammen med Pluto!!

 

Dagen sluttede af med det flotteste Disney fyrværkeri. En opvisning i lys og lyd, fantastisk fyrværkeri, men koblet med alle de kendte sange fra film og forførende som den værste propaganda, man bliver virkelig grebet af stemningen. Selvom vi først tog ud efter frokost var alle 4 børn og 3 voksne godt trætte med toget hjem, og Hanne ventede med lidt Sushi og ost – lige hvad vi trængte til. Burgerkulturen har ikke lært at lave mad, der smager af noget her.

 

Som de andre aftener kan Martin ikke falde til ro, og gik i seng kl. 24 med sin far, så vi håber, at han kan sove længe i morgen.