Da børnene sov sent efter aftenens show – og sene mad – tog vi igen en rolig morgen med morgenmad og svømning. Kl. 12.30 tog vi af sted til houtongerne, og fik ved hjælp af Sonny (som snart er blevet vores lokale livline) fat i 2 rickshaws og en guide, som viste os en af de mange houtong bydele i byen. Houtonger er små bygninger, som er en del af det oprindelige Beijing (dvs. før højhusene), hvor man tilbage fra bygningen af den forbudte By ikke accepterede at nogen bygninger var højere end Den Forbudte By. Disse små huse er ved at “uddø”, da man jo kan få plads til en del flere mennesker, hvis man kan bygge et hus på 30-40 etager i stedet. Oprindeligt var det blandet af folk som boede i houtongerne, man kunne se på dørene om det var en rig mand (mange trappetrin samt udsmykningen) eller fattig, men i dag er det faktisk ret moderne, og mange kunstfolk køber huse her. Der er dog også “de gode gamle faldefærdige huse”, som ikke ser synderlig glorværdige ud.
Vi var oppe ved Sichi-søen, hvor houtongerne på den ene side og et klokketårn og trommetårn på den anden side. Vi blev sat af og gik rundt med guiden, hvor vi nåede en te ceremoni, hvor vi smagte jasmin te, liche-te (som børnene var vilde med – da den er sød uden sødestof) & hybente. Vi købte liche-teen, dog så stor en mængde, at vi nu har te nok til de næste 3 år! Vi besøgte også en lokal familie. Spændende at se husets opbygning, selvom vi er klar over at de får penge for besøget og det er en del af deres liv. Vi besøgte en kunst professor og hans kone og voksne datter, og det var et fint men meget lille hus. Husets hund gav stor lykke for vores børn.
Efter rundturen gik vi tilbage til søområdet og fandt en tagterrasse, med udsigt over de lave huse. På vej op sagde Inger, at det var terrassen, som solgte så det gjorde ikke noget om maden var god. Det må kokken have hørt (hvis der var en kok), for det var ikke nogen kulinarisk nydelse, deres engelske var også meget begrænset, men som sagt udsigten var god.
Da vi kom hjem sprang Martin i bad, da han havde fået en figur til 5 yuan, som lignede Manniken Pis, og for en dreng var det stort. Sjovt at han i den grad vil bade flere gange om dagen, hjemme er bad ikke hans foretrukne sport. Dels er her badekar, som nok motiverer, men dels er her jo også meget snavset på jorden og i luften, så vi forstår hans behov for at blive ren.
Børnene er blevet gode til, når vi går på gaden at sige nej til sælgerne. Med fast og myndig stemme og en håndbevægelse sige de begge “no thank you” og få skræmt selv den mest ihærdige sælger væk. Håndbevægelsen når vi skal tilkalde en taxa er også efterhånden en professionel værdig J Når vi er inde i taxaen, tager det ofte kun ½-1 minut før Martin sover – uanset tidspunkt, han bruger vist en del kræfter på de mange indtryk.
Vi tager en stille aften på hotellet, da vi i morgen skal på tur ud til Muren.