Vi stod tidligt op og kom af sted kl. 9 til Muren. Vi blev hentet af Zacharias, en meget veltalende og charmerende chauffør og guide. Vi kørte ud af byen i morgentrafik, og glædede os over, at det i dag var solskin, og dermed bedre udsyn end de sidste par dage. Køreturen ud til den del af muren, der hedder Mutianyu på 80 km, er ca. 2 timer. Vi har fået denne del af muren anbefalet fra flere, bl.a. Kenth & Hanne og Wilmas datter Julia, da den skulle være mindre befærdet og hvor du bedre kan gå alene på muren og føle dens storhed.
På vej derud stoppede vi ved en lille fabrik, der lavede vaser på den gamle traditionelle måde, Cloisonné. Det består af tynde kobbertråde, der limes på en kobbervase, hvorefter den brændes i ovnen. Så fylder de emalje imellem de tynde tråde og brænder igen. Dette gentages mange gange og til sidst pudses med sten og trækul og til sidst forsegles de få kobberdele med 24 karak guld, så kobberet ikke kommer i kontakt med ilt. Så skulle den kunne holde i mange hundrede år. Og jo vi købte en. De er meget smukke, og vi ville gerne købe, men en god vase i alm. størrelse ville koste 5-10.000 kr., så vi begrænsede os, og købte en forholdsvis lille vase.
Vi var oppe ved Muren kl 11.30 og blev tilrådet at tage op med en stole-skilift, og herfra kan man gå 1-1½ time oppe på muren i en meget stejl udgave. Går man op til venstre er det mere plant – og flere mennesker. Den rute vi valgte, var ikke for tykke amerikanere, nok heller ikke for halvtykke danske mødre med dårlig kondi, og Nanna og mor var bedste i disciplinen “gå nedad”, hvor Jess & Martin var bedre i “op disciplinen”, da nedad (og opad) var meget stejlt, så Jess fik lidt højdeskræk af den stejle nedstigning. Nogle af trinnene gik Nanna til midt på låret eller faktisk numsen, og hun klarede det rigtig flot. Udsigten er utrolig flot ud over bjergene og man får fornemmelsen af, hvordan Muren bare fortsætter og fortsætter i en uendelighed. Mange trapper senere nåede vi så langt man kunne i den sektion og vendte tilbage – det var her det gik nedad og halvdelen af familien blev gladere 🙂
 |
 |
 |
Beklager kun billeder stjålet fra web – har mange skønne foto med stort kamera (som I må se senere), men glemte at tage nogle med telefon, som vi umiddelbart kan lægge på bloggen.
Igen havde vi taget for lidt tøj på, solen skinnede, men det blæste på toppen og der var faktisk is i klumper, da vi nåede ned (nok ca. 7-11 grader). Endnu en opblomstring for Nannas hoste og Ingers løbende næse.
Da vi nåede til startstedet kunne man i stedet for at tage stoleliften ned igen (eller gå) kunne man tage en bob-slæder der kørte i en særlig anlagt bane ned af bjerget. Super sjovt og skøn måde at se nedturen på – og med godt fart og vind i håret!!
I kan læse om stedet på JP web for skolelever http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/transsibirien/ekspeditionen/reportager/default.asp?cid=124724
Da vi kom ned, var der boder med diverse turist ting, og Martin plagede for en slangebøsse. Jess og jeg diskuterede om det var for farligt, og damen misforstod at det var prisen vi diskuterede om. Hun begyndte på 200 yuan (90 “for you my friend”) og blev ved med at løbe efter os. Efter mange diskussioner – mest med Martin om, hvordan han kunne håndtere den – var sælgeren nået til, at vi fik 2 ting (slangebøsse og fjerbold) for 35 yuan – og vi accepterede på det tidspunkt (Nok mere fordi vi havde ondt af damen mere ned Martin). En læresætning i prissætning, vi er super dårlige til at prutte om prisen, hvis vi gerne vil have en ting.
Vores guide prøvede op til OL at starte eget firma, med tour guide uden store held (brugte friværdi i lejlighed), men nu har oversættelses firma. Har firma med forretningsfirmaer og har fastansat en sælger og en administrativ person. Han har aftaler med ca. 500 freelance oversættere, der alt efter opgavens art vælges til den enkelte opgave (underentreprise). Vores guide læste oprindeligt kinesisk historie, da hans bedsteforældre kunne skaffe ham job som lærer, men som han sagde “I was a good kid, but a poor student” !! Han kunne aldrig leve “det typer liv han lever nu”, hvis han var blevet ved lærergerningen.
På vej hjem ville vi gerne have frokost og Zaccarias (vores guide) tog os på en restaurant, som ikke så ud af noget fra vejen, men havde den bedste mad vi har fået (navnlig da vi har svært ved at vælge de rette steder). Vi nåede hjem til Beijing ved 4-tiden og børnene skulle have tid til at lege, tegne mv. før vi skulle svømme og spise.