Lang køretur til Bretagne

Fredag 19. juli

Fredag var en stille dag med både pool og strand, og efter aftensmad, der i dag var Paella fra den lille bod på torvet, pakkede vi os sammen og kørte nordpå.

Jess kørte hele natten og ville de første par kilometer prøve at køre uden om betalingsveje (=motorveje) for at spare penge. Men efter en time på små veje i bjergene gav han op og vi var tilbage på motorvejene. GPS’en målte 13 timer og vi var også fremme ved 11 tiden – efter 13 timer. Så meget få og korte stop. Inger kørte fra daggry og kørte gennem solopgang og det smukkeste frodige landskab.

Lørdag 20. juli 2013

Vi nåede til vores hus og fandt det relativt nemt på trods af at det i DEN GRAD ude på landet, der hvor vejene ikke har navn, men stedsbetegnelser fra gamle gårde.

Huset var som beskrevet et gammelt stenhus med bindingsværk og meget smagfuldt indrettet. Der var sovepladser til 6, så vi skulle flytte lidt rundt, og Martin sov på gulvet hos os. Begge soveværelser var på en hems i hver sin ende af huset, så stuen ved kaminen havde kig til kip. Per & co kom en del senere end beregnet, da de havde svært ved at finde det uden GPS. Da alle var installeret ville vi på stranden og havde svært ved at finde en – i betragtning af at vi er omgivet af vand. Men kun en by havde ordet ”Plage” i sit navn så der kørte vi hen – det viste sig at være ½ time væk. Men dejlig charmerende strand, og vi endte med at blive der længe. Undervejs kom der en regnskylle, hvor vi løb op med all vores håndklæder og pik pak og det tog i alt 10 min, så var der solskin igen J

Nanna og Nicoline øvede sig på hhv. kraftspring og baglænder og øvede og øvede og til sidst lykkedes det for dem begge. Per trakterede med is og øl, og ferien var velbegyndt!

Vi ville spise på restaurant nær stranden, men det viste sig at ingen af os havde taget kredit kort med og den samlede mængde konstanter kun rakte til et beskedent måltid. Så Inger kørte hjem efter penge og lidt tøj, det tog lidt længere end beregnet lidt over en time. Vi fik en dejlig middag med den skønneste udsigt og der var en skaldyrsbuffet med alt godt fra havet: rejer, østers, 2 slags muslinger, snegle, hummerhaler mv. Martin spiste ufattelig mange rejer, så mange at han også havde lidt mavekneb, da vi senere skulle hjem.

Martin var meget overgearet og ville gerne gøre godt indtryk på Nicoline, men var selv klar over det og bad ind i mellem om sin Ipod for at kunne sidde stille eller satte sig ud i bilen og ventede på os når det var tid til at gå.