Efter en lang og spændende dag i Kennedy Space Center må vi konstatere, at de to yngste i Thiersen klanen ikke ønsket at blive Danmarks nye astronauter. Men de fandt dagen spændende – ligesom de voksne, der fik opdateret viden om rumprogrammer, som jo løbende har været en del af vores liv. I min familie diskuteres ofte hvornår vi fik TV: Til den første mand på månen eller prinsesse Margrethes bryllup? Jeg mindes at have set begge dele og brylluppet var juni 1967 og månen først 2 år senere juli 1969. Men for en kulturradikal familie lød det jo bedre med månelanding.
Og vores besøg på Kennedy Space Center var meget betagende. Selve månelandingen havde jeg glemt hvor nervepirrende landingen var, og fik tårer i øjnene, da det lykkedes. Og mange andre ting havde jeg glemt eller aldrig helt forstået.
Først skulle vi lidt knas igennem med køer og billetter, men efter vi kom ind gik det hele som smurt og vi kom ind til oplevelser og shows stort set uden ventetid – meget vigtigt for Jess (og nok også de andre).
Vi lærte at Kennedy Space Center er et enormt område, der i høj grad er udlagt som reservat herunder 5000 alligatorer (ifølge guiden).
Der var en imponerende rundvisning først med Apollo/Saturn raketten, som kunne ses i fuld størrelse og der var nogle flotte film om den første rejse rundt om månen (Apollo 8 – vist nok) og den første månelanding (Apollo 11 – vist nok). Og vi sad og så landingen i det faktiske kontrolrum, der dannede en flot kulisse.
Det mest imponerende var nok beskrivelsen af rumfærge programmet, der sluttede af med at skærmen gik over i rumfærgen Atlantis (Inger mente at den var godt nok naturtro indtil Nanna påpegede, at det var den). Men at der gik 13 år fra de begyndte at udvikle rumfærgen, der kunne genbruges og lande igen på jorden, til de i 1982 fik sendt den første rumfærge op.
Der var en flot beskrivelse af hvad de arbejder med omkring at rejse og bo på Mars – de siger at det vil ske i 203? – efter at have været her, tør jeg ikke sige det er umuligt.