Vores sidste stop er Naples, en badeby på Floridas vestkyst ud til den Mexicanske Golf på højde med Miami. Ikke de store turist attraktioner ud over Everglades, men håb om tid til sol, vand, hygge og gode snakke. Og det har vi fået.
Desværre er der alge angreb på stranden (red tide) som betød at vi ikke kom i havet. Vi var nede ved stranden et par gange, og få meter fra stranden begyndte vi alle at hoste eller på anden vis at føle ubehag.
Nede ved stranden ligger den sødeste græske restaurant, som vi besøgte søndag, hvor luften føltes god.
Vi er ved at få nok af at spise på restaurant, (ungerne er i gang med ønsker til menu hjemme) så to aftener har vi spist på terrassen. En dag med salater fra supermarked og søndag med pizza fra hotellet. Dejligt ikke at skulle sidde pænt på restaurant, og behov for at kunne spise liggende, hvis det var relevant.




Af de få aktiviteter der er, besøgte vi hhv Venice Village og senere Old Naples/5th Avenue. Her var MEGET pænt og MEGET stille. (Ikke nogen anbefaling…) Men det er lav sæson nu, høj sæson er i foråret.


Martins store drøm var at få lov til at skyde med pistol. Og i Guds eget land, hvor man må køre bil og skyde som 16-årig, være soldat som 17 årig, (og drikke som 21 årig), så valgte vi efter moden overvejelse at opfylde ønsket. Det var under meget kontrollerede former og vi fik vist afmystificeret det en del. Samtidig fortæller de i nyhederne, at man nu kan 3D printe en pistol – stort set uden begrænsninger – skræmmende!



Så vi får læst bøger, snakket og spillet kort – og Jess træner hver dag i Fitness, fulgt af Nanna og Martin, når teenage ungdomssløvsind ikke tager over. Inger kæmper med sine knæ, og træner dem.

Sidste dag var solen erstattet af regn, så vi kørte til Fort Myers, ca en time nord for Naples. Her besøgte vi Edison og Fords vinterresidens, og fik lidt opdatering af Edison opfindelser og Fords biler. Regnen var væk, men heden var om muligt endnu mere fugtig. (Det var Henry Fords 155 års fødselsdag!)



Hjemme igen skulle vi sige farvel til poolen, men blev efter kort tid stoppet af regnen. Sidste aften var planlagt med sejltur med middag for at se solnedgang og delfiner, men det dårlige vejr forhindrede solnedgangen. Vi sejlede i de mange kanaler og ganske tæt på de mange store huse som ligger tæt ned til vandet. Vi tror vi så et par enkelte delfiner langt væk, men alligevel en god afslutning på ferien.

Det blev solopgang over Naples i stedet, på vej til lufthavn.
