Lufthavnskaos

50 kg. bagage (uden overvægts betaling!) og et forsvundet fly. Peder kom og hentede os for at køre os til lufthavnen. Samtidig havde han tilbudt at vande blomster mens vi var væk. På vej til lufthavnen kom vi i tanke om, at vi havde glemt Ulla og Jens adresse. Nå, men hun kommer vel forhåbentlig og henter os! Da vi checkede ind, kunne vi dog ikke skrive deres adresse på bagagen. Vi havde overvægt, og hvis vi skulle have betalt var det blevet MEGET dyrt hele vejen til Dar es Salaam. Vi slap med en advarsel.

Det var første gang vi var i den nye lufthavn, og vi havde lidt problemer med at finde rundt. Efter køb af bøger og sprit til Ulla & Jens satte vi os i Take Off baren og fik en øl . Flyet var forsinket fra 19:25 til 19:55. På vej ud til gaten var der pludselig ingen skilte til vores fly – vores fly var væk! klokken var 19:35. Hjælp. Hold op, hvor vi stressede. Vi kontaktede SAS, der roligt meddelte, at flyet vel var lettet! Gulp. Vi fandt flyet, mekanikken på skiltene svigtede “bare” og vi kom ombord!

I Amsterdam havde vi pga. forsinkelsen kun ½ time til at gå til vores næste fly, og man skal gå RET langt. Men vi blev kontaktet ved gaten og kørt den lange vej, hvilket var utroligt dejligt. Vi var dog spændt på, om de gjorde det samme med vores bagage?