I Nairobi ventede vi 3 timer og vænnede os til de mange sorte og få hvide mennesker. Med Sky TV-nyheder i venteværelset, herunder gentagelse af vejudsigten for England (storm/regn) virkede det lidt bizart.
Da vi ankom til Dar es Salaam skulle vi på indrejsepapirerne angive vores adresse i Tanzania hos Ulla & Jens (som vi havde glemt).Ups – de ville ikke lade os komme ind. Jeg måtte hente Ulla før vi kunne komme ind i landet. Hun var ikke kommet, men Komba, deres administrationschef på kontoret, var der, og da han kom hen til skranken, undskyldte de meget og lod os komme ind.
Desværre var kun 1 ud af 3 stk. bagage med. De 2 store kufferne var væk. (Efter sigende er KLM/Kenya Airways berømt for det!) Så vi måtte låne tøj af Ulla og Jens! Det første møde med Tanzania var derfor at registrere vores forsvundne bagage for herefter køre gennem byen ud til Ulla & Jens. Jess var på vej ind på førersædet, da her er venstrekørsel! Først kørte vi igennem industrikvarteret. Undervejs kom der to regnbyger, som ingen rigtig tog alvorligt, de færreste gik i ly.
Dar es Salaam betyder “Fredens havn” og er fra omrking 1870 og har i dag ca. 1½ mio. indbyggere. Hele Tanzania har ca. 30 mio. indbyggere (1995). Dar har stort set ingen højhuse og der er mange ufærdige huse. Folk bygger indtil pengene slipper op. Da vi ville købe lidt tøj (shorts, t-shirts og undertøj) vidste ingen rigtig, hvor man kunne købe det. (Det viste sig senere, at der var indkøbsmuligheder, men at Ulla blot ikke kendte disse, da hun aldrig færdes til fods i Dar.) Butikker er der nok mange af, men de handler alle med sæbe, tandpasta og sodavand.
Efter at have kørt gennem byen ad hullede grusveje kom vi ned til vandet og Jens & Ulla’s palads! Hold op, hvor er det stort. De har lejet det af en indisk familie og alt er stort og prangende. Ulla og familie bruger ca 1/3 af huset, køkken/alrum, soveværelse, børneværelse og den terrasse v. poolen. De to øvrige terrasser, de 3 stuer, og gæsteværelser bruges meget sjældent.
Vi mødte Betty (kok) og Helena (barnepige), Paulo (Ullas chauffør som hentede os i lufthavnen) og et par af Askay’erne (vagter). Askay’er taler ikke engelsk, kun swahili og “følger” med huslejen. Der er 4 i alt.
Efter rundvisning fik vi frokost på terrassen (som Betty havde lavet) sammen med børnene. Så måtte vi i poolen med Nikoline og Frederik, og vi nød at lege og pjaske. Solen stod højt på himlen, og det er næsten ikke nødvendigt med solbriller, da solen kommer oppefra ikke skråt ind. Vi er jo også kun 3 grader syd for Ækvator. Ulla’s briller har selvskiftende glas ved solskin – de kan ikke anvendes, da det kræver at solen rammer dem – og det gør den kun mellem 8 og 9 om morgenen!
Vi så solnedgangen fra Dar es Salaam Yacht Club’en på Msasani-halvøen (en klub for rige hvide). Med perfekt udsigt over bugten så Ulla, vi og børnene solen gå ned – meget hurtigt – ca. 18:30. Vejen derned var helt ufattelig hullet. Selv inde i Dar er der ikke asfalterede vejer overalt. Hullerne er op til ½ m. dybe og betyder, at kørsel dels kræver en 4-hjulstrækker med god affjedring, og dels at man skal køre lidt rally rundt om hulllerne. I regntiden må det være en oplevelse!! Vi talte i Yacht clubben med en dansk kvinde, der fortalte om Kili, og en norsk læge, der forklarede om højdesygetabletter og anbefalede at vi tog dem. Næste dag købte vi dem på apoteket til os begge for 9 kr.
Jens var hjemme lidt i otte og vi snakkede over en gin og tonic og fik hyggelig middag, mens børnene dansede til musikken. Nikoline vrikkede med hoftene som en ægte afrikaner og Frederik dansede Masai-dans med sin stav. Jeg fik også lov at prøve at danse. Vi blev puttet under vores myggenet, og servicen er fuldstændig som på hotel, hvor Helena havde trukket gardiner for, lukket vinduer og hængt myggenettet parat.