Vi fik morgenmad på terrassen hos Ulla & Jens kl 8:30 med ost (dyrt) og yoghurt (meget dyrt). Nikolines feber var væk – til gengæld var englebarnet, der smiler og flirter med alle, en lille hystade. Men det er jo klart.
Jens tog os ud og viste os sit vej-projekt. Det var spændende at se. Vi så cementblander og senere også selve vejen. Jens underviste os i vejkonstruktion. Det var interessant også fordi Jens helt tydeligt både vidste meget om sit emne og gik op i det. Vejen er baseret på et bærende lag af Pozzelan. Det er en slagge (fra de franske stilovne, da franskmændene er de eneste der har systematiseret dette). Blandet med primært sand og en anelse gips fåes en masse, der er som modellervoks eller vådt sand i begyndelsen, men som så hærder i løbet af 2-3 dage. Det praktiske er, at i den periode kan man forme og genbruge massen. Derefter lukkes massen (med asfalt) og det bærende lag er færdigt. Metoden er kendt og bruges meget i Frankrig. Problemet – og det nye – er, at hvor man normalt graver ud til vejen og lægger massen i udgravningen, så bygger Jens sin vej oven på den tidligere vej, altså op over terrænet, og dermed det omvendte af det normale. Kun fremtiden kan vise om konstruktionen duer. Baggrunden for konstruktionen er, at vejen ligger geografisk elendigt i forhold til klippeforekomster der ellers benytters som bærende lag i knust form. Lykkes projektet kan metoden bruges ved mange ny kystveje.
Vi var enige om, at Jess og jeg tog alene på safari, så Jens & Ulla kunne blive hjemme hos Nikoline. Til gengæld tilbød de os at Paulo kørte os – vild luksus! Så da Jess’ bukser var færdige fra vask – vi havde afleveret alt vores meget snavsede tøj fra Kili – drog vi afsted vestpå til Mikumi National Park.
Vi skulle bo på Snake Farm – også kaldet Gerresis Motel – og allerede ca. 20 km før farmen kørte vi ind i selve naturparken, og vi begyndte ivrigt at spejde efter dyr. Allerede første dag inden vi er kommet ind i den centrale del af parken så vi: elefanter, zebra, lille antilope, impala (vist nok stor antilope), giraf, 2 slags aber (bavian + andre typer) – ikke dårligt vel? (de fleste dyr mange gange).
Vi ankom til motellet og der var plads, (god plads). Først fik vi fremvist “suiten” til 40.000 Tsh (400 kr.) og senere enkeltværelse til 20.000 Tsh. Vi valgte det sidste, da vi skal tidligt (5:00) op i morgen og ikke skal andet end at sove. Paulo fik penge til mad og overnatning (5.000 Tsh), det siger lidt om forskellen. Det er “tariffen”, og han er tilfreds.
Vi blev vist rundt på Snake Farm, som er en samling af farlige slanger. En grænseoverskridende oplevelse for én med slage-fobi! Det var et sted med 10 slags slanger: div. cobra, i 3 varianter – bl.a. indisk og spyt, pyton i 2 varianter, grøn og sort mamba, grøn slange (findes i Mlindizi!) og bladslange. I alle burene med giftslanger var der levende spurve, til senere fortæring. Så var der lidt små krokodiller, skildpadder, aber og en papegøje. Det var gratis, når man boede på motellet (guiden fik 600 Tsh).
Vi tog en gin & tonic i baren og registrerede – det var 10 dage siden sidste gæst – og klædte om til lange bukser og langærmet pga. moskitos og gik en tur, noget vi har trængt til. I Dar kan man, iflg. Ulla, ikke bare gå rundt, og vi gik bare lidt ud af landevejen. Kameraet blev dog hjemme for ikke at provokere. Vi sad i baren på Snake, bestilte mad, fik vin, skrev dagbog og “nogen” så lige en fodboldkamp – sammendrag af Bundeslige kampe. (Stig Tøfting lavede selvmål!) Nu venter vi på impala og buffalo-middag.
Middagen var ikke den store kulinariske oplevelse, men der var hyggeligt, og det var dejligt for en kort stund at kun være os 2 og snakke. Vi gik forholdsvis tidligt i seng – da vi havde en aftale med Paulo kl 5:30.