torsdag 30. september 1999
3.720 m. – 1.800 m. 15 km. 6 timer. En chaufførs job hang i en meget tynd tråd i en time.
Vi blev vækket 5:30 med the og varmt vaskevand. Det sidste orkede vi ikke at benytte, selvom vi i den grad trængte. Det var koldt og vi var ret ligeglade – vi var alle lige ulækre.
Til morgenmad sad vi meget klemt, tjenerne kæmper om pladser til deres gæster, og man kommer hinanden ved. Vi gik fra lejren ca. 7:30. Det var stadig køligt, så Jens og jeg var iført nyeste hit i trecking-moden: lange underbukser og shorts.
Terrænet ned var om muligt smukkere end op, nu havde man tid og overskud til at kigge ud, hvor man på vej op ofte kiggede ned på stien. Vejret vekslede og var lidt overskyet, men ellers fint. Det var hårdt for knæ, lår og lægge.
Vi nåede Mandara Hut efter lidt over 2½ time. (6 timer op). Her hvilede vi lidt og udvekslede røverhistorier med andre, der havde været oppe samme nat som os.
Vi havde besluttet, ikke at overnatte på hotellet sidste nat, men bare køre direkte til campen. Så kunne Jens – og især Ulla – se deres børn igen, og vi sparede en hel dag. Det krævede, at vi var nede til kl. 13 – og det var vi så! Desværre var Paulo (Ulla’s chauffør) der ikke! Efter t-shirt indkøb, udveksling af beviser og drikkepenge, måtte vi så køre med hotellets bus, og håbe at Paulo var der. Heldigvis mødte vi ham på vejen, han havde misforstået det, og i stedet for Marango Gate – kørt til Marangu Hotel til døren “the gate”. Master Jens holdt dundertale, men Paolo overlevede fejltagelsen. Desværre betød det at afskeden med Tobias og Pasco var lidt trykket af, at Jens var meget gal over at Paolo ikke var der.
Køreturen tilbage til campen var fantastisk. Igen dejligt at se de store vidder, de mange forskelle i terræn og bjerge og landsbyer. Vi var hjemme kl. 20, hvor vi fik middag i Ulla & Jens’ hus.
Nikoline havde fredag (i dag) fået malaria. Hun havde været hos lægen og fået piller og feberen var faldet. Malaria kan godt kureres, men hun skal være under observation. De havde nydt at være alene med Helena & Charlotte i campen, og Frederik havde været ude på byggepladsen hver dag med Ivan. Vi havde en hyggelig middag – og fik endelig den gin & tonic Jess havde fablet om på hele turen – og lidt bedre mad end på bjerget må man indrømme.
På vej i seng skulle vi i bad – det var nødvendigt – og bagefter kunne vandhanen ikke lukke. Det var sent og vi måtte lade vandet løbe til næste morgen for at få pakningen fikset. Hovedhanen virkede ikke.