Så kom DAGEN. Vi var meget lidt checkede til at begynde med. Vi stod ikke op da vækkeuret ringede, men skulle lige have 5 minutter mere, og det blev en ½ time….., så da vi skulle pakke ret hurtigt – og lave vores første flaske mælk var der lidt panik.
Vi blev hentet af Minh Nguyet og Tuan og kørte i ca. 3 kvarter gennem morgentrafikken. Det var en varm og regnfuld morgen…….., som var starten til vores nye liv med vores søn!
Vi kom til Justitsdepartementet som de første og blev ført op i ceremonilokalet, et mødelokale til ca. 15 personer. Før vi gik i gang blev vi bedt om at underskrive nogle papirer i ca. 8 eksemplarer, alle med rødt segl og stempler, hvori vi skrev under på……? Uden helt at forstå, hvad vi gjorde (og om dette var alt underskrivning…) så jeg bad dem tage et billede af os, mens vi underskrev. Midt i fotografering kom en kvinde ind med en lille bylt, vores lille dreng. Det var meget underligt. Vi gik ned til ham, og Jess fik ham i armene og Inger kneb en lille tåre. Der var en plejer med som holdt Luu, og med Truang som tolk, fik vi stillet de spørgsmål, vi havde forberedt dagen før – men da han var syg, havde vi ikke hjælp af svarene om hans vaner de første par dage.
I rummet var ca. 8-10 mennesker. To fra justitsministeriet (hvoraf den ene var mødeleder), en fra et andet ministerium (jeg tror, Peoples Commitee, noget der svarer til vores indenrigsminister – blot med et eller andet revu), børnehjemslederen (og måske også vice forstanderen), et par damer (som jeg ikke fandt ud af hvem var og som ikke sagde noget), den plejer som havde Luu med, Minh Nguyet og så selvfølgelig os.
Ceremonien forløb ved, at lederen fra justitsministeriet holdt en kort tale, som blandt andet handlede om, at Luu var født af en dame i dølgsmål (wettlock), at vi var villige til at passe på ham samt, at den vietnamesiske stat i betragtning heraf var villig til overdrage Luu til os. Derefter holdt indenrigsminister-manden tale med samme indhold – og fremhævede, at vi skulle tage os godt af ham og give ham en uddannelse. Derefter gik vi op til underskriftsbordet (vi havde siddet ved et konferencebord), mens der var et lille bord under et stort flag med to stole, hvor vi havde underskrevet de otte eksemplarer.
Efter ceremonien stod vi og talte lidt med hans plejer, Mai, og hun måtte tage afsked, hvilket tydeligvis var svært for hende, hun havde jo haft ham i 4 måneder. Da hun kom med ham var han iført en bodystocking, en minimal halsklud, et lille tæppe og en flaske mælk for at berolige ham. Da plejeren gik tog hun tæppe og sutteflaske, så godt at vi havde fået lavet mælk og havde et lille håndklæde som tæppe i bilen, hvor der var aircondition. Inger sad med ham og han kiggede nysgerrigt op, men også klart betuttet.
På vej hjem til hotellet stoppede vi på politistationen hvor vi skulle aflevere de første papirer til at få Luu’s pas. Mens Tuan og Jess var inde og vente, gik Inger & Luu rundt udenfor og så på geder, boder og andre handlende på vejen. En god måde lige at se hinanden an, men også underligt at gå og vente.
Da vi kom til hotellet kunne vi blot sidde lidt med ham og komme os over checket. Vi havde bestilt tid kl. 14 på SOS klinikken, og det lykkedes os at få ham til at sove inden og skiftet den første ble.
På SOS klinikken undersøgte de ham grundigt, navnlig da vi havde fået oplyst at han havde bronchitis (hvilket vist er meget almindeligt pga. den fugtige varme). Desuden tog den canadiske læge røntgenbilleder af hans lunger for at checke at alt var OK. Desuden fik vi købt noget fnatmiddel, som tog det lynhurtigt. Det var en ganske kort gåtur ned til Klinikken, hvor Jess bar ham i bæreselen. Det er tydeligt, at han ikke er vant til larm og støj ude på børnehjemmet, så alle de lyde der findes i Hanoi (og det er mange!!) var en ret voldsom oplevelse for den lille fyr.