Torsdag den 16. august 2001
Vågen kl. 5.30 – Inger tog ham op og fik givet ham mad, så Jess kunne få en ½ times mere søvn. Lidt senere var det omvendt og Inger fik en morgenlur på lidt over 1 time, som var meget tiltrængt.
Lægen ringede fra klinikken og ville gerne se os igen, da de på hans røntgenbilleder ikke var helt sikre på, om han evt. han havde tuberkulose, da der var en lille lys plet. Vi skulle komme igen mandag/tirsdag, hvor de vil se igen og evt. tage nye røntgenbilleder, som vi også kan få hjem til egen læge.
På vores gåtur købte vi noget ORS, som lægen på SOS anbefalede i stedet for kamillete til at få ham til at slappe lidt af. Vi afprøvede om aftenen at han fik lidt vand med ORS, hvilket han gerne drak, så måske han ikke kun skal have mælk, da han også tisser ret lidt. Lærte nyt trick – han kunne ligge i klapvognen! Den kan ikke bruges på gaderne i Hanoi, kantstene er bare ikke bygget til det, plus at der ofte ikke er så meget plads at komme forbi med. Men i lejligheden er det fint, da han til tider hverken vil bæres på skulder, liggende front eller rug i arme, sidde på skød, ligge, lege, ligge på maven eller noget som helst.
I går fandt vi ud af at bæresele kunne bruges, når alt andet slap op, og i dag var opdagelsen klapvognen – sikke mange spændende ting, man kan lære som forældre…… Vi kender snart hver fiber i gulvtæppet af at gå frem og tilbage med ham, har læst om nødudgangen på døren ca. 50 gange og kender udsigten. Vi håber, at når han er lidt mere tryg, at vi også kan komme lidt mere ud af lejligheden, så vi får set lidt andet. Men når vi nu er meget hjemme, så er vi ufattelig taknemmelige over vores store lejlighed. Det er faktisk 2 soveværelser, 2 badeværelser (vi har god gavn af alle håndklæderne nu) og en stue med spise- og sofa afdeling og endelig et fuldt udstyret køkken.
Og så var papirerne på politistationen færdige allerede nu, efter kun 3 dage – skønt! Minh Nguyet havde lovet at prøve at få det hurtigere igennem, når nu ceremonien var forsinket, men vi troede faktisk, at det “skulle” tage en lille uge – så det var meget glædeligt. Jess kom dog hurtigt tilbage – han skulle have lange bukser på!
Tuan og jeg (Jess) kørte i en taxa kl.14.10. Først kørte vi ud til justitsministeriet (hvor ceremonien havde fundet sted), da der var problemer med nogle andre familiers adoptionspapirer, så Tuan skulle aflevere nogle papirer. Det tog lidt tid, derefter kørte vi videre til den politistation, hvor vi om onsdagen havde afleveret ansøgningen om Luu´s papirer. Min funktion var at vise mit pas og mod-tage en kuvert. Imidlertid var der kø, og kun fordi Tuan så en politi-officer han kendte, kom vi uden om køen. Det var meget godt for ellers havde vi ikke nået det den dag. Derefter kørte vi til immigrationskontoret, for at få en tilladelse til Luu. Her var der overraskende ingen kø, så vi kom til med det samme (der er ellers normalt 2-3 timers kø, så jeg havde taget bog og vand med). Derefter hjem. Papirerne til Luu kan hentes mandag den 27. august kl. 15.00. Vi skal bestille tid til samme dag kl. 15.30 på den danske ambassade for at han kan få et dansk indrejsevisum.
Alle stederne hvor vi skulle registrere hos offentlige myndigheder for papirer til Luu, skete det – på samme måde som for alle de lokale personer – ved at den modtagende person gennemgik papirerne nøje, indførte modtagelsen med håndskrift i en kæmpe protokol, og hvor ansøgeren så underskrev ude i margen. Det var tydeligt, at hvis der var blot en lille formalitetsfejl ved de udfyldte formularer så ville de blive afvist på stedet. Det fortalte Tuan også, og det var især tydeligt for alle de unge (18 årige), som søgte om identifikationskort – hvor mange måtte forsøge flere gange, før alt var udfyldt korrekt, og de forskellige fotos indsat præcist i de dertil indrettede felter.
Det meste af eftermiddagen sov “his lordship” ikke, og når han er overtræt og ikke vil spise, får han hidset sig selv rigtig godt op, og så kan vi faktisk ikke finde på noget til at berolige ham, selvom vi prøver så godt vi kan. Måske er det bare generelt sidst på eftermiddagen, og at hans døgnrytme er, at han sover en del om formiddagen og mindre om eftermiddagen.
Minh Nguyet spurgte til ham og hvordan ham har det (da hun ringede for at fortælle at papirerne var klar til afhentning). Vi spurgte, om han fik nok mad/drikke ved at få 3 flasker pr. døgn og hun mente at det var lidt lidt – så nu prøver vi at give ham ekstra vand, men han drikker ikke alverden.
Lørdag den 18. august 2001
Ondt i ryggen – vi er begge ved at få meget ondt i ryggen. Dels af at gå rundt med ham, han vejer jo efterhånden 7 kg. og det er i de særeste stillinger. Men også af at give mad, igen sidder man i nogle lidt krampagtige stillinger, for at berolige ham, da han når han er sulten viser en meget stærk karakter, der tilkendegiver, at han gerne vil have maden serveret NU, og hvis tjenerne er for langsomme, så skriger vi bare lidt højere.
Vi har været et par ture i byen med ham i bæresele (vi laver mad I lejligheden), og det går fint, han er utrolig nysgerrig, og følger med i alt, men det slider også meget på ham. Hanoi by er ufattelig støjende! Bilerne (de få der er) tuder i hornet, og der er et inferno, som er ret svært at beskrive. Vi har medtaget en klapvogn, og i starten tænkte vi, at det var da helt håbløst. Den duer ikke på gaden, men er OK i lejligheden og de gange vi har været nede ved poolen (2 gange), så kan han ligge i den.
På gaden taler folk meget til os, og skal røre ved barnet, og efter en for lang tur forleden var han da også helt umulig resten af dagen, da vi havde klart budt ham for voldsomme oplevelser. Så vi må tage det i hans tempo, men det ville da vare skønt at se lidt mere af byen end blot de omkringliggende 5 gader. Desværre er der også en del af folk på gaden, som er ret nærgående, og måske når man har ham med bliver man lidt mere opsat på, at de ikke bliver ved med at røre.
Klimaet er helt ufatteligt varmt og fugtigt, ml. 30 og 35 grader og en luftfugtighed på over 95. Dette i sig selv gør, at færdsel udenfor ikke er noget du gerne gør før efter kl. 18-19, hvor Martin er ved at være soveklar. Men vi gør det alligevel for at se lidt, men varmen gør vist os alle tre lidt tunge i hovederne. I nat har et regnet og lynet meget (ja når man er oppe kl. 2 ser man mange ting andre ikke ser!), og til morgen kl. 8 var temperaturen faldet til 30 grader!
Luu sov kl. 20, Jess lavede lækker mad, kartofler og tigerrejer mv., selvom Luu selvfølgelig i et sekund vi satte os til bordet lige skulle vugges i søvn igen!