Hentet kl. 8.30 og kørte til børnehjemmet, en køretur på ca. 45 min.
Blev modtaget i et lille rum med fire fine træskårne stole og borde, et vietnamesisk og dansk flag samt en lille Kaj Boyesen garder, som sikkert er en gave fra en tidligere familie. Vi fik gul te af fine små kopper (fingerbøl). Vi blev modtaget af hjemmets socialworker, hvis kone var den primære plejer til vores dreng. Han er også den, som har modtaget barnet fra hans biologiske mor.
Vi gik først rundt på adoptionsafdelingen, som er den nye afdeling AC har fået bygget for et par år siden. Der var ca. 3 stuer med ca. 4-6 børn i hver og på hver stue var 2-3 plejere. Der var 2-3 store “senge”, som er 2 x 2 meter og med en sivmåtte på, hvor 2-3 spædbørn ligger, og evt. også plejeren, fx i middagsheden, hvor alle lægger sig i en hjørne og slapper af. De fleste børn var 2-4 måneder gamle. Der var en enkelt pige på ca. 1 år (hun kunne gå) og en helt ny baby på 1 uge.
Bygningen var pæn og der var rent, og det er helt tydeligt, at børnene har det godt og at plejerne tager børnene til sig og giver dem meget opmærksomhed og kærlighed. Vi havde besluttet at have ham i bæresele, så plejerne ikke kunne få lov til at holde ham, hvilket de meget gerne ville. Det var et forsøg på at prøve at beskytte ham mod for mange følelsesmæssige forandringer og forvirring om hvor han hørte til. Vi mener at det var godt, da han trods den tætte nærhed til Jess nok alligevel blev forvirret og nok kunne genkende lyde/lugte, så selvom far og barn begge var ved at dø af varme (for ikke at tale om Jess’ ryg), var det nok det bedste af flere onder.
Vi gik udenfor i gården og heden var hel helt ubeskrivelig. Og gik lidt rundt på resten af centeret og udenfor, hvor der var marker, kvæg og meget stille. Intet under at Hanois gader i sig selv er en voldsom oplevelse for de små.
Jess gik ind med Luu for at få ham ud af selen og til at falde lidt til ro.
Inger gik imens rundt i afdelingen for de store døve børn. Jeg kom ind i deres klasselokale, hvor de var ved at sy og tegne mønstre på tavlen. Af gode grunde var der færre sprogproblemer med de døve børn end med andre herude, så vi kunne faktisk godt kommunikere og de var meget ivrige for at se mit kamera og den ene af børnene tog et billede af hele klassen og jeg, og var meget stolt. Jeg håber meget at det bliver til noget og at han trykkede på den rigtige tast :-). Vi tog mange billeder og en del video, også til familier, som er på vej herned.
Efter rundturen ventede vi på at møde forstanderen for børnehjemmet, som sad i møde med Minh Nguyet om nogle kommende sager. Det var varmt og svært at få Luu til at falde til ro, en til sidst fadt han i søvn op af sin far, men ville under ingen omstændigheder lægges ned. Man skal måske ikke lægge for meget i det, men Jess følte helt klart, at han knugede sig mere til ham end normalt. Hvis vi går i byen er han nysgerrig og kigger på alt. Her knugede han Jess’ skjorte og har nok været glad for ikke skal skulle “gå på arm”, men kunne beskytte sig bag bæreselen.
Da vi var der var det meget varmt, ca. 35 grader. Dels varmt og fugtgigt som sædvanligt, men nok også fordi vi typisk ikke er ude om formiddagen, men ofte er ”hjemme” hvor vi har aircondition, som vi slukker for ind imellem, men vel næppe kommer over ca. 25-28 grader. Når aircondition står på 23 grader er det ofte for koldt for Junior i forhold til når vi kommer ud, hvorfor vi slår den til og fra afhængig af om han er i rummet eller ej.
Lederen af børnehjemmet kom og vi takkede hinanden for hhv. barn og støtte til hjemmet. Vi spurgte til hvad de kendte til Luu’s mor. Det er ret sparsomme oplysninger, men hun kom med barnet 5 dage efter fødslen (det er normalt at føde på hospital). Hun er 18 år og faderen “ukendt” og såfremt hun ikke er gift vil familierne ikke hjælpe hende med barnet, hvorfor adoption nok er den eneste mulighed, hvis barnet og hun skal have et godt liv (hvis hun senere gerne vil have en mand kan hun ikke have et barn, da han ikke vil acceptere at haveansvaret herfor). Hun er sandsynligvis fra landet, en stærk pige – ligesom navnet Truong Son er et meget stærkt navn – ca. 1.50 meter høj og af normalt vietnamesisk udseende. Hun havde besøgt Luu et dage før adoptionen (formentlig for at sige farvel), det har været en lang tur, da hun bor ca. 50 km væk.
Turen på børnehjemmet havde været meget trættende for både forældre og barn, så resten af dagen blev brugt hjemme og lidt skiftevis ved poolen, da Luu (måske pga. af varmen) ikke kunne sidde i klapvognen mere end ½ time.