Vi er ved at finde ud af, hvordan han bedst sover lidt længere stræk om dagen, og sut og lidt kram virker så han sover igen, når han ofte vågner efter bare 10-15 min. Han er mere frisk, når han har fået ca. ½-1 time, og behøver ikke så mange soveture af gode grunde. Om natten er han fortsat god til at sove ca. 9 timer med 3 madpau-ser. Problemet er blot at han ofte begynder sin “nat” kl. 8 og så slutter den kl. 5 og så vil han gerne lege og underholdes.
Besluttet at Junior, Luu, bævende underlæbe, “his lordship” skal hedde Martin. Vi vaklede længe mellem Martin og Simon, da begge navne passer til stærke, frække drenge, som vi vist allerede nu kan forudse, at han vil blive.
Ringede til ambassaden og bestilte tid til at Luu kan få visum til Danmark i sit Vietnamesiske pas. OK at komme på mandag, og de havde hans navn stående, så han var “inde i systemet”.
Har været ude i byen et par gange, og ud over at handle – vi har begge fået syet tøj – så har der været tid til at gå lidt på restaurant. Om aftenen er det ikke sagen pga. Martins sovetider, men en sen frokost ml. 3-4 er perfekt, da det ofte passer med en middagslur. Til gengæld har vi ikke haft over-skud til at være så eksperimenterende, så en meget vestlig café ”Little Hanoi” med aircondition og oversatte spisekort har været en af favoritterne.
På gaden mødte vi en sød lille fyr, som ville sælge postkort – dem er der rigtig mange af. Ofte vifter vi dem blot væk, og det gjorde vi også her, vi ville ikke købe nu. For mange af de drenge er salget af postkort deres eneste indtjening og en stor hjælp for familien. Han blev ved med at følge efter os, men vi afviste at købe. Lidt senere kom en anden postkortsælger en stor dreng, der talte forbløffende godt engelsk og vi kom i snak. han gik i skole, og skulle tjene penge til mere skolegang. Vi blev bløde og købte nogle postkort af ham. Men så brød verden sammen for den første sælger, som ikke kunne acceptere at vi havde købt hos en anden. Hans havde ikke solgt noget hele dagen, og han klynkede længe og gik efter os. Det var ret ubehageligt, og vi følte os skyldige, mens vi samtidig tænkte at det vel måtte være vores valg, hos hvem vi købte. Men det viste desværre hvor meget ganske få penge kan betyde.
Fredag den 24. august 2001
Det er lidt rystende hvor lang tid der tager at komme ud af døren. Tidligere kunne der godt klares på under 5 minutter fra vi beslutter os for at gå til vi er ude af døren. Nu tager det mindst en ½ time, da vi “lige” skal alt mulig, ligesom det er lidt vigtigere at pakke de rette til tuen, så som mælk, bleer, hat, klud til gylp, lange bukser (vietnameserne ser underligt på os, hvis han har bare ben) og tæppe til at lægge over ham, når vi kommer ind i et lokale med aircondition.
Fik set B-52 bombeflyet – det er styrtet ned midt i et beboelsesområde, og ligger og ”kigger” op af en lille sø. Vi tog taxa rundt og fik ham til at vente, så var det ikke så anstrengende for Martin med larm og varme.