Fredag den 11. februar 2005.
Vi gik lidt rundt i byen på må og få, fandt en lille café, hvor vi fik øl og Martin stegte nudler, og havde sin debut med at spise med pinde 🙂 Stort set alt er lukket i dag pga. helligdag (Tet – nytår) så vores aftensmad blev indtaget på hotellets restaurant, og nu (kl. 19.30 lokal tid) ligger Jess og sover, og Martin skal overtales til at gøre det samme.
Det er skønt at ”være tilbage” – det at ALT er som sidst er utroligt skønt, det tog ingen tid for at blive installeret, og vi fik hjælp til opsætning af trådløst net og en adapter til strømstikket.
Efter en lur på et par timer for os og 4 timer for Martin tog vi os sammen og gik ud i gaderne. Det er sidste dag i Tet’en og der var meget festligt overalt. Nede ved søen var der masser af opstillinger med dyr og farver mv. hvor de lokale kan få taget et billede af dem selv og deres skønne børn. Børnene er i deres fineste puds. Det er koldt i disse dage, så små piger er i fine frakker med pelskant og støvler og vanter. (Vi klarer os i sandaler, bare ben og en fleece trøje, men indrømmer at her er lidt køligt – min 12 max 20 og hele dagen har nok været på 12-15 grader.)
Vi fandt en lille restaurant hvor vi fik en øl og Martin fik nudler. Han spiste med pinde, med stærk hjælp, men forstod godt, at det burde man her, og han (og selv Jess) er vist klar til at lære at spise med pinde.
Da vi kom tilbage til hotellet var vi forbi hotellets legerum, som var en stor succes, og herefter spise vi en hurtig middag i restauranten kl. 18 og så var vi alle trætte.
Lørdag den 12. februar 2005.
Martin tager det delvist godt. Han har haft lidt svært ved tiderne, og vågnede kl. 2 i nat og ville op. Jess stod op og lavede lidt nudler (det eneste vi havde i huset) og efter 1-2 timer lykkedes det os at få ham tilbage i seng.
Vi sov lidt længe, pga. nattens udskejelser med Martin ml. 2 og 4, men Martin vågnede kl. 6 og meddelte, at nu var det lyst. Jeg havde lovet, at han måtte se en af de medbragte film, når det blev morgen. Så han og jeg gik ind i stuen og så DVD på computeren – det tog lidt tid at få den til at fungere, men det er godt nok fantastisk!
Efter filmen gik jeg ned i bunden af hotellet, hvor der er en indkøbs ”center” for at købe morgenmad. Det var en blandet oplevelse. Da det er første dag i det nye år, var alle varer på hylderne gamle – intet brød, ingen mælk. Desuden lugtede der fælt, der havde vist været musseangreb i ferien og hele butikken lugtede og virkede så væmmelig. Det er ellers en meget fin (og dyr) vestlig butik, men selv her var det svært at stille en hungrende turists krav. Så vi fik varm yoghurt og cornflakes med langtidsholdbar mælk – det var ingen succes. Men vi fik kaffe, og så må vi jo klare os med det J
Martin var ikke synderlig sulten (pga. sit natlige nuddel spiseri), og var meget ivrig for at komme ned i legerummet igen. Så jeg gik ned med ham, mens Jess ryddede op i lejligheden. Han har i dag været meget let at gøre ulykkelig. Da jeg gik ned for at købe kaffe og mælk til morgenmaden, sagde jeg ikke farvel, og så brød hans verden sammen og han græd længe. Da han ikke kom i bad sammen med far senere skete noget tilsvarende, og han græd hjerteskærende (han var i dejligt karbad i går inden han gik i seng – men det havde han vist glemt). Det er nok meget voldsomt for det lille pus. Han sov middagslur ved 2-tiden – Jess og han var rundt i byen og gå til formiddag, jeg var så træt og skidt, at jeg ikke orkede noget som helst. Nu er jeg frisk igen og nyder stilheden, mens Martin sover, og Jess er nede for at træne.
Min gåtur med Martin (mens Inger sov) var vældig hyggelig og han var glad og snakkede en vis herres øre af. Hanoi er fyldt med små butikker, hvor folk laver ting og sager en lille dreng kan se og forstå, og vi gav os god tid og så på alle de ting og vinduer, der havde hans interesse. Særligt var det et hit, da vi gik på knallertgaden, og hvor vi bl. a. så en mand lappe et bildæk. Dernæst købte vi flere ting i forskellige forretninger, herunder en helikopter til Martin og et ur til Inger. Endelig tog vi en taxa hjem, for vi anede ikke, hvor vi var.
I dag havde vi mod til at spise på en lokal restaurant, og fik den skønneste suppe med alt muligt man kunne proppe i selv (en “slags suppefondue”) med kød, rejser, salat og nudler af flere slags. Stolene er jo mest bygget til Martin, og vi andre må klappe vores “store” lemmer sammen omkring de små borde, men maden var skøn. Martin ville ikke spise og havde det tydeligt skidt. Undervejs kastede han også op, så vi drog hjemad ved 7-tiden.
Vejrudsigten siger mellem 12 og 20 grader, og vi har set et termometer, der siger 14 grader, hvilket nok svarer til, hvordan det føles. De lokale er iført huer, vanter og enkelte drøn smarte støvler, og især børnene er meget pyntede. Det er hot mode med en fake (?) skindfrakke med pelskant især til børn på 2-3 år!!
Hotel Hanoi Towers er utroligt dejligt at bo på. ALT fungerer perfekt, og servicen er tip top. Da vi skulle have installeret pc mv. kommer en computermand op og gør alt, så vi ikke selv behøver at bøvle med at installere trådløst net. Og da vi har glemt at købe adapter hjemme, låner vi bare en (og måske flere). Trist med vejret for her er vand i poolerne, det er blot meget koldt – de satser nok på solvarme. Den udendørs legeplads må også vente til at vejret bliver lidt bedre. Men jeg kan se at I har nok at slås med vejret hjemme – snestorm! Vi har da ikke overvejet at få nogen til at skovle sne, mens vi var væk, men bør nok finde nogen, så huset ikke ser HELT forladt ud.
Højdepunktet hidtil var nok, at vi lørdag aften, da Martin sov kl. 21, sad i 2-3 timer i hver sin ende af sofaen med en dyne på og læste bog og nød det! Endda med lidt medbragt musik fra PC’en i baggrunden, det er ufattelig lang tid siden, det sidst er sket.