Søndag den 13. februar 2005.
Måske er det i dag ”Dagen før”, men vi ved intet før i morgen.
Martin har 38,7 grader i feber, så det bliver nok en stille dag. Efter morgenmad gik Jess og Martin i legestue og Inger gik ned for at træne for første gang. Dejligt at komme i gang, men lidt hårdt. Ved 12-tiden kunne Jess gå ned og træne. I mens kom ”alle de andre” på besøg, da de var i nærheden, de bor på hotel Jana Gardens ca. 10 minutter væk i taxa. Mægtig hyggeligt. De oplevede byen og vidste lige så lidt som vi om morgendagens evt. underskrivelse og børnehjemsbesøg.
Martin var træt og bad selv om at sove! – og efterfølgende få lov til at se en film. Så vi har holdt os inde, spillet Memory, øvet at tælle, leget med helikopter og læst bøger. Aftensmaden stod Jess for, 3 slags nudler med smag (fra posen!). Det var fortsat ikke muligt at købe frisk mælk, og butikkerne er nok ikke rigtig oppe og køre med friske varer før tirsdag/onsdag, da mange butikker har holdt en uges ferie pga. Tet.
Vi fik pakket gaverne ind om aftenen, hvis nu vi skal af sted i morgen.
Mandag den 14. februar 2005 (Valentines day).
Martin er fortsat syg og hans temperatur vokser, så vi tager ham til lægen i eftermiddag, dels for at høre om de kan gøre noget (næppe), men også for at høre om han smitter. I så fald går det nok ikke at han kommer med ud på børnehjemmet i morgen, hvilket jo ville være ret trist, både for ham og for Jess, som har tilbudt at blive hjemme med ham. Ikke rigtig til at bære, men vi håber at han ikke smitter. Så dagen i dag bliver (som i går) blot i lejligheden. Skræmmende at vi allerede er ved at få kuller af lejligheden, og kan se frem til 4 uger mere i lejligheden, vores behov for nyheder hjemmefra stiger nok løbende – både stort og småt. Vejret er fortsat lidt køligt og meget tåget, så vi har ikke så meget glæde af vores udsigt fra 18. etage.
Vi kommer (nok) på børnehjemmet i morgen eftermiddag (og ser vores lille pige), men ingen underskrivning af dokumenter. Underskrivning bliver nok måske torsdag. (det betyder efter egen udregning, at vi nok tidligst har ceremoni den 2/3, men det er eget gæt. Pas tager herefter min 14 dage før hjemrejse). Vi har ikke selv talt med mr. Tuan, men talt med Jana-folkene, og fået etableret forbindelse med diverse telefoner. Mobil er ret svært at høre pga. efterslæb, men lokaltelefon via værelset er fint. Efterfølgende ringede Truan til os og sagde det modsatte: at vi skulle underskrive dokumenter tirsdag og besøge børnehjem torsdag. Men det er vist helt almindeligt med forvirrende kommunikation. Lad os se hvad der sker i morgen
Martins feber er steget til 39.9, men vi har nu været hos lægen og fået penicillin, som forhåbentlig skulle tage noget af feberen efter et par dage. Set i det lys ville det jo være godt, hvis vi først skal på børnehjemmet torsdag, så han kan få det lidt bedre. Og underskrivelsen af dokumentet er vigtigt for, hvornår tiden løber fra. Der skal gå ca. 14 dage fra underskrivelse til ceremoni (som skal være en onsdag) og igen 14 dage herefter for at få pas. Så det var lidt bedre end den tidligere melding.