Tirsdag den 15. februar 2005.
Nu har vi fået lov til at underskrive dokumenterne i dag, og det gik fint for alle 4 par. Dog blev vi lidt nervøse, da det ene pars pas-data var forkerte, men det tog ikke så lang tid (som frygtet – kvajelak er glimrende!!) at ændre. Underskrift foregår samme sted, som vi havde ceremoni sidst, blot i et langt mere ydmygt kontor. Det er meget alvorligt, og det må ikke grines pjattes (vi voksne larmede nok mere end Martin, som dog fik skylden). Vi blev kaldt ind parvis, og skulle skrive under foran en dame, som så ud til at være meget vigtig – de andre ansatte så meget bekymret på hende, hvis hun fortrak en mine. Dokumenterne er startskuddet til den legale proces, og i dokumenterne lover vi at sende en rapport til Vietnam s myndigheder hvert år de næste 18 år for lillepigen. Der skal normalt gå 14 dage herefter til ceremoni og herefter igen 14 dage, til vi kan få pas.
Efter at have klaret formaliteterne (ret hurtigt) stod vi der i vores fine tøj (alle herrerne svedte i slips og jakke), og tog alle 4 par ud på Jana hotel, hvor de tre andre par bor, og fik en øl hos Peter & Bente og fejrede, at 1. fase var vel overstået. Det er fortsat ikke mere nyt om, hvornår vi kan komme på børnehjemmet, men vi håber på torsdag.
Martin har det allerede bedre, efter feber på 39,9 i går er han nede på 37,8 og virker rask (læs: fræk og livlig) penicillinen har nok virket. Til gengæld har Jess det lidt skidt i dag. Men det er svært at undgå at blive syg, da temperaturerne svinger utroligt meget og fugtigheden er høj, selv nu i den tørre tid. Vasketøj tager ca. 2 dage for at være delvist tørt, hvilket gav problemer, da jeg vaskede Martins 2 medbragte natdragter samtidig…….Og aircondition på værelserne slås vi lidt med – det er nok en betjeningsfejl, men uanset hvad er det svært med de mange skift.
I dag (og de næste to dage) er det 26 grader, men overskyet og forleden var det 12 grader, så det svinger. Vejrudsigten siger at det i weekenden bliver ned til 5-10 grader.
Tet-en (nytår) er vist ikke helt er overstået, der er folk, som er begyndt at arbejde GANSKE lidt. Først i dag (tirsdag) er det lykkedes at finde frisk mælk, og vi håber at kunne købe frisk brød i morgen, så der er fortsat sløv feriestemning. I morgen vil vi prøve at aktivere vores shopping gen, i første omgang lidt tøj til Martin, jeg har stort set kun pakket shorts, så han mangler bukser. Men generelt er de bukser, han har arvet fra Marcus ret store, de passer i længden, men er ALT for store om livet (på trods af at han fortsat bruger ble…), så det kan godt være en mere generel trend, som vi må huske ved buksekøb. Men herude må de vel være vant til hans størrelse.
Middag blev hjemmelavet middag, efter at Inger og Martin havde været i det lokale marked, hvor der er mange gode grøntsager. Det er i en meget smal gyde (med overdækning), men alligevel kører der knallerter i begge retninger – lidt stressende for Martin, som ikke altid kiggede op. Grøntsagerne er af god kvalitet, dog nok lidt dyrere end andre varer, frugt endnu dyrere. Men efter vores standard jo fortsat meget billigt. Indkøb til 1-2 middage, men ”rigtig” salat, tomat, agurk, grøn peber, krydderier, olie, mælk mv. blev ca. 200.000 dong, som svarer til 70 kroner.
Onsdag den 16. februar 2005.
I nat havde Martin lidt mareridt, og Jess måtte gå lidt rundt med ham, så det forsvandt. Til gengæld er feberen væk, men hans humør er ikke vendt tilbage. Han virker som en sur og tvær teenagepige, der ikke kan finde sin bedste mascara. Intet er godt nok, og der kommer kun ukvemsord ud, så helt rask er han nok ikke. Vi prøvede at gå ud i byen for at købe tøj, men nåede kun til det første lyskryds og her stod det klart, at han ikke kunne (ville) gå på sine to ben, og da vi ikke ville bære ham hele vejen, måtte vi gå hjem og sove og håber på, at han har det bedre i eftermiddag. Hans stædighed og hidsighed har jo haft godt grobund efter 3-4 dagens sygdom, og kræver en del kræfter at få bugt med!
Om eftermiddagen gik vi af sted igen, dog med klapvogn, da Martin stadig var ”syg” – måske ikke feber, men tydeligt at han ikke kunne gå turen selv. Jess er nu blevet ferm til at klare klapvognen med de mange forhindringer der findes. Vi skulle finde indkøbsgaden for børnetøj, men fandt den, men intet vi ville købe. Butikkerne var fuldt af akrylsweatere, som ikke er sagen. Vi fandt en dejlig lille restaurant på 1. sal, som vi må håbe, at vi kan finde igen. På vejen hjem fandt vi en vinforretning og købte og drak turens første flaske rødvin – og fik mad bragt op fra Jacks restaurant.
Martin havde ikke sovet til middag, og faldt omkuld efter 3 sætningers godnathistorie kl. 8.