Vejret: 18 grader kl. 13 skyet
Dagens Avis: Dansk LO besøger Ha Tay provinsen m.fl. for at udveksle erfaringer om fagforeninger. Tørke i det centrale højland i Viêt Nam. Mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for IT.
Vi ville i dag ned og se på maleri igen, og drog af sted ved 10.30 tiden. Det lykkedes os at finde vores tidligere forhandler og faktisk købe endnu to malerier fra ham, så nu er vi ”stamkunder” med egen rabatforhandling. Han ringede til en af kunstnerne for at høre om han måtte få yderligere rabat. Billederne blev leveret her på hotellet indrullet og pakket til at rejse med. Spændende at se dem hjemme – og om det er de rigtige billeder indeni vi har fået med? De to malerier er meget forskellige, et er grønt og forestiller nogle fiskerbåde, og et er i brunt/gråt med nogle skolepiger i en landsby på vej hjem fra skole.
Men inden vi nåede så langt havde vi mellem 100-200 skænderier med vores søn, som gjorde ALT hvad han kunne for at være imod, uartig, sur eller det der var værre. Skiftevis er vi begge ved at kyle ham ud foran en bus, fordi han er SÅ øretæveindbydende. Faktisk var Jess meget tæt på at komme i karambolage med en bus, og blev meget chokeret over at opdage det, da bussen var 1½ meter væk. Med Martin på nakken gjorde det jo ikke chokket mindre.
Da Martins humør er meget grænsesøgende i dag opgav vi planen om at gå i dukketeater i dag, vi ville blive for sure alle sammen. Han er naturligvis træt fra i går, men nægtede at sove til middag, så det kræver nok en god nats søvn at komme på højkant igen.
Det er mandag aften og mr. Truan har fortsat ikke ringet, så vi ved fortsat ikke om ceremonien bliver på onsdag, men vi håber fortsat…….
Det er på mange måder en gave at få lov til at være her i 3 uger og alene skulle koncentrere os om Martin og leve et stille liv, og være sammen os 3. Og ind imellem har han været bedårende skøn og kærlig, og der er ikke tvivl om at han har fået glæde af at have sine forældre hos sig 24 timer i døgnet. At vi samtidig i høj grad sidder og venter det meste af tiden, og er lidt på stand by, gør jo desværre, at vi ikke helt kan nyde tiden i så høj grad, som vi nok burde.
Vi kan da også mærke en del forandringer hos ham på enkelte områder, vi har arbejdet meget med at kende farverne, noget han hidtil ikke har kunnet. Men løbende er han blevet opmærksom på det og interessen for at lære farverne er vokset. Nu er hans træfsikkerhed på signalfarverne på over 50 %. Vi er sikre på at han ikke er farveblind, men har været lidt ugidelig og ikke gidet bruge tid på at lære navnene. Samtidig tegner vi mere, og også her bruger farver., Tegning/maling er jo desværre ingen af hans forældres stærke side, men vi gør hvad vi kan. Tallene er han også begyndt at vise interesse for, han kan tælle til 10 (20), men har fortsat svært ved, at omsætte remsen til at tælle antal af biler/blyanter mv. Og få et resultat, men det går bedre.
På andre områder viser han jo, at hvis han ønsker noget, går det meget hurtigt med at lære. Lige inden vi rejste begyndte vi at lære ham at bruge computer, så han kunne spille lidt computerspil herude, når tiden blev for lang. Da han var syg ugen inden vi rejste, fik han lov en dag at sidde selv og forsøge sig med musen, og pludselig forstod han hvordan mus/og pilen på skærmen hang sammen og han var helt ”høj” over at have ”knækket koden”. Desværre havde vi ikke rigtig nogle børnespil med, da vi i DK blot bruger DR’s hjemmeside, men det er ikke muligt her med en meget langsom internetlinie. Jeg havde nogle ”prøve” Pixeline spil han fik lov til at prøve i dag, men de er ikke helt endnu til hans alder, der er for meget med tal og regnestykker og bogstaver. Vi har medbragt en bærbar PC, og til ham har den kun været brugt til at afspille DVD-film. Vi har sat den i gang og slukket og håbet på at han ikke rørte ved noget. Lidt naivt, når vi nu har kendt ham i snart 3½ år…….Og i dag vist han da også at han selv kan sætte filmen på pause, sætte den i gang igen og slukke (og starte den forfra…) Han ved godt at det er lidt frækt, og udnytter at vi endnu ikke rigtig slår ned på det.
Ellers bruges tiden jo på at lege med legetøj, gå på legepladsen eller blot gå rundt i byen og herved opleve ting. Spise, lave mad, gå på restaurant (han er jo ret hærdet restaurant gæst efterhånden), læse og fortælle historier, køre i bil og se på biler fra vinduet. Desværre har vejret ikke været til pool, vi håbede på, at kunne bruge tid der hver dag, dels for at få løbet lidt krudt af, men også fordi det er sjovt for både os og ham. Vi har mange lege med sørøver mor og Sørøver Martin, tiger far og tiger Martin, kattemor og katte Martin, prins Martin og prinsessebaby, i utrolig mange afskygninger.
Det har dog på mange måder ikke været så skønt som man kunne håbe på, og det er primært at vi har haft mange konfrontationer med Martin på den ene eller anden måde. Den første uge var han syg, havde jetleg og var påvirket af de store forandringer. Han var ofte sur, og det kan kun tyde på, at han ikke var glad ved situationen, men det er blevet bedre efter den første uge. Han spørger tit til hvordan han skal i børnehave igen, hvornår vi skal hjem til Skolebakken 3 og hvornår han har fødselsdag. Alle svar er lidt lange, men han får remsen med hvad vi skal nå inden (besøge lillesøster, få hende hjem på hotellet, og endelig få hendes pas, så hun kan flyve med os alle 4 hjem). Nu er det lidt mere hverdag, Nanna fylder ikke så meget endnu, hun er her helt klart i hans bevidsthed, men vi venter med at fortælle når vi skal se hende til samme dag, så han ikke skal vente for længe.
Men han er meget grænsesøgende til tider, og det er svært at tolke helt hvorfor, eller rette hvad vi skal gøre for at ændre det. Vi må indimellem have voldsomme skænderier, hvor vi bruger magt enten som trusler eller fysisk at fjerne ham, og han bliver meget ked af det, før vi kan op nå en rimelig omgangstone. Han skriger ofte når vi er ude, hamrer i bordet og på anden måde gør ting, som han ved generer os. Opmærksomhed får han jo, så vi veksler mellem ignorance og håndtere problemet. Ofte skal vi i gang med spark og slå mod os, og vi svarer igen hver gang med at fjerne ham fra os og sige at vi ikke vil ”lege med ham” hvis han er grim.
Han nægter i den grad at gå selv på gaden og vil bæres. Han kan jo sagtens gå også langt, og det er nok en blanding af dovenskab (går den, så går den) og så at trafikken og larm mv. jo er meget voldsom og godt kan stresse en. Vi ved fra andre forældre med større børn, at de er blevet stressede af at folk på gaden hele tiden kommenterer dem, og navnlig rører ved dem. De spørger jo til om han er født i Vietnam, men skal lige knibe ham i kinden og pudre op i håret mv., og det har fået andre børn til at blive meget skræmte. De har reageret ved at hotellet var hjem og at de ikke gik meget ud på gaden med store børn. Vi har da faktisk heller ikke været så meget på gaden, men det kan jo ikke undgås, ellers får vi jo fnat af den lejlighed.
Han savner i den grad andre børn. Vi prøve at tage ham på legepladsen, når den lokale børnehave er der, men han tør ikke rigtig gå i gang med at lege med dem. Vi gruer lidt for hvordan det går med Nanna, faktisk gruer vi ikke for hende, men for Martin. Vi er bange for at ham kan være så voldsom overfor hende, og hvis han er det, at vi så reagerer for voldsomt overfor ham, så han bliver sur på hende, men vi må jo prøve os frem.
Tirsdag den 1. marts 2005.
Dagens Avis: Agent Orange sag begynder I New York. Det estimeres at 4,8 mio mennesker er ramt af dioxin i det sydlige Vietnam fra 1961-1971. I da er det 3. genration og fortsat 2 mio personer er ramt. Forslag om forbedret fødselsregistrering, pt. er 94,8 % registreret og det er primært i områder med etniske minoriteter, der ikke altid bliver registreret. Et generelt rygeforbud har været omtalt længe, dagens artikel vedrører at målrette indsatsen for skolebørn.
Mødtes med de andre danskere kl. 11 for at ændre vores billetter hjem fra den 10/3 til den 17/3 – lad os håber at vi kan bruge dem – vi ved fortsat ikke noget endnu om i morgen. Det tog ”kun” 1½ time og Martin og Jess måtte gå hjem efter kort tid, da Martin er den eneste af os danskere, der endnu ikke helt har accepteret den vietnamesiske stil med at vente J
Inger havde herefter en halv dag alene ude i byen (!!) og brugte den til at få indkøbt mælkepulver, købe frimærker, bliver klippet (samme sted som Jess & Martin) og endelig at få taget mål til en nederdel og jakke.
Martin & Jess havde været i en forlystelsespark og sejlet i både med Svaner (vandcykler) og en spejlsal. (..mere)….