DAG 3
Det er lidt deprimerende at vores datter i den grad afviser alle Thiersen familiens traditioner: Hun vil ikke spise, hun vil ikke sige noget (dog kan hun skrige/græde meget højt), hun bevæger sig ikke og hvis hun gør, ville en snegl elske at have hende som modstander i et racerløb, hun smiler ikke og nu er hun dæleme også begyndt at ikke ville sove…….Det kan være lidt hårdt at opøve alle sine positive tanker og smile og pludre, og blot se ind i et par meget alvorlige store brune øjne, der mest af alt siger: “hvor er du dog latterlig mor”. Og det er her man skal huske ikke at tage det for personligt, men øv, det er svært.
Dagen i dag har været hård. Dagen startede lidt dårligt: Nanna skreg sine lungers fulde kraft fra 24-02.00, og eneste måde at stoppe gråden på er, hvis mor går med hende op og ned af gulvet. Sætter mor sig ned, skrues volumen op igen. Jess var udvandret i mellemtiden og mor var øm i ryg af at bære og ører hoved, fordi hun til sidst gav op, og lod damen skrige sig i søvn igen. Martin sov gennem det hele – god dreng! Hun gentog succesen så snart hun vågnede kl. 6 og jeg gik ind i stuen og fik hende til at hyle sig selv i søvn på gulvet, mens mor tog sofaen. I løbet af dagen har vi haft en 2-3 voldsomme udfald, så nerver og ryg er lidt tyndslidt. På sin vis er det måske godt at hun får “bearbejdet” sin sorg på denne måde. Men af bekymring er forældrene jo kun rigtig bekymret om en ting: hun nægte at spise! Vi var faktisk til lægen med hende i dag (ikke derfor, men blot for generelt at få hende gennemset) – og alt var OK. Men lægen spurgte en del til om hun spiste og drak, da hun er meget lille. Hun er nu oppe på den kongelige vægt af 8,8 kg. med tøj på og ca. 78-79 cm, men hun sprællede ret meget, så vi må vist måle igen en anden gang. Det tøj jeg havde med af Martins i str. 1-1½ år er bukserne klart for store især i taljen, men så holder det jo lidt længere:-) Vi gik ned til lægen (kun ca. 10 min’s gang) og hun sad i rygsæk på nakken af Jess, og det gik fint (hun sikrede at hyle rigtig godt på vej ned i elevatoren – der er en fantastisk resonans…. og jeg er sikker på at så mange som muligt fik glæde af det). Hvor er jeg glad for at vi hjemme ikke bor i lejlighed med to så lydelige børn, så var vi nok blevet et nervevrag, der ikke turde se naboerne i øjnene.
Men lige som al pessimismen var ved at brede sig ud på eftermiddagen tog vi hende med ud i køkkenet for at lave mad. Jeg har ofte drømt om at få en pige, jeg kunne sætte på køkkenbordet, og hygge med når man lavede mad – vel at mærke, hvis hun blev siddende. Jeg har prøvet enkelte gange med Martin, også i den alder, men han splittede jo blot det hele ad og spiste alt indenfor rækkevidde. Men det har vi nu fået. Hun sidder så fint og stille, og rører sig ikke en millimeter. Men så rakte hun ud efter lidt gulerod, og pludselig fik hun gang i spisereiet og fik lidt vandmelon, agurk, gulerod og 3 chips (sund aftensmad) Da vi andre spiste, nægter hun at sidde med, men står pænt ved siden af og kigger. Og under opvasken gentog vi succesen og hun spiste en lille del af de ris vi andre havde levnet. Samtidig opstod der et øjeblik af nærmest lykke mellem far og datter, og han fik sit første smil. Hårdt tiltrængt, da hun ellers stikker i et hyl, hvis han rør hende, han må gerne være i nærheden, men ikke bære ej heller stikke en finger frem og tilbyde at gå en tur. Hun har nu hylet sig i søvn, det tog 3/4 time og Martin har endelig overgivet sig, så forældrene sidder og sunder sig, og glæder sig til hvad en ny dag venter.