Uheld på skibakken

Torsdag den 17. februar 2011

I dag havde vi besluttet at tage hele familien til Kaprun /Kitzstainhorn på ski. Vi havde i går sat skiene i bilen, så vi ikke skulle forbi vores “egen” bakke og hente støvler & ski. Vi kom op i god tid (nu er vi vist alle så veludhvilede at når en vågner, vågner alle).

Martin fik lov til at spille lidt Nintendo inden morgenmad og så var det fuldstændig umuligt at få ham tilbage til planeten Jorden. Han holdt lidt inde, spiste ganske lidt og fortsatte, og vi var allerede kl 8.30 hæse af at råbe efter ham og forklare ham, hvad han ikke må. Da vi endelig nåede Kaprun overtog Nanna opgaven som umulius. Hun havde glemt sit halsdisse, og ved at støvler og ski var i bilen i nat var de småvåde og kolde. Hun hylede og brokkede (og jo det var jo koldere i 2500 m end i 1700 m). Vi fandt dog oppe på bjerget en kæmpe velassorteret Inter Sport, og kunne købe en hals/hue bandana, og der var ro på bagsmækken i 5 minutter.

Da vi kom derop skulle vi først hen og se Volvo campen, og Martin var ægte imponeret. Men det var koldt og vi sad i et skur og nød (?) vores kaffe og chokolade. Jess væltede kaffen og fik nok allerede der tilkendegivet, at hans børn var ved at tage livet af ham. Nanna kan virkelig brokke, så højlydt og vedvarende at man bliver helt kulret. Efter Volvo ville Martin og mor køre “skiskole”, mens Jess og Nanna skulle hygge. Det blev det vist ikke til og da vi mødtes til frokost var al Jess gode humør forsvundet og vi besluttede at køre ned og hjem til Zell am See. Vi kom hjem og fik et par timer hjemme (hvor de ikke slog hinanden så meget ihjel) inden der var børnedisco på det nærliggende hotel. Det havde de begge glædet sig meget til. Det var stor succes, med stopdans, flødebolle spisning, og andre julelege og to meget overgearede og glade børn kom hjem kl. 18.30.

I mellemtiden havde Jess fået lidt tid i lejligheden – og havde lige købt ind og gjort mad klar. Inger havde siddet i hotellets lobby med internet, da noget er gået galt, så hverken Iphone eller Ipad kunne komme på Internettet. Fin teknik, eller også har jeg fået trykket på for mange knapper i forsøget på at få det til at virke. Børnene fik vist aldrig aftensmad, men legede og hyggede og det er i disse situationer at man kan se, hvor meget glæde de har af hinanden J De havde tegnekonkurrencer, spillede kort (Krig og fisk er spil vi voksne nu nægter at deltage i – så godt at de selv kan klare det). Nanna går og praler med at de i skolen siger at hun er så god til at tegne, og måske også som 7 årig, men Martins tegninger er virkelig gode!! Vi nåede også at spille Trionomos (domino med 3 sider) og Mikado.

Fredag

Vi havde besluttet at køre hjem fredag aften, da vi oprindeligt ville køre lørdag morgen. Men da turen herned gik fint med sovende børn på bagsædet i mange timer, så frygtede vi at det ikke ville gå så smertefrit, hvis vi kørte om dagen. Så aftalen var at køre kl. 21 efter X-faktor (jo den vistes på hotellet i nærheden!!)

Vi besluttede os for at køre i vores eget område i dag og lidt sol var der også i dag J Vi kørte et par gode ture og vi var imponerede over, hvor godt begge børn nå står. Navnlig Nanna har rykket meget og ved at have så korte ben og ski kan hun jo komme ned af alt. Vi har lært hende små sving, og hun kører i en seriøs plov – med strejf af samlede ski ind imellem – og kører lige bagved Inger og bare følger efter uanset, hvad vi byder hende (indenfor blå og røde løjper).

På et tidspunkt vil Jess gerne have Martin og mor ned over den sorte pist, men Martin vil gerne have far med i stedet, og vi “mødes i bunden” og Nanna og Inger finde vej samme sted ved hjælp af mange – lange – blå skovløjper. Undervejs ser jeg, at der er 8 opkald fra hhv. Jess & Martin og erfarer, at Jess er faldet og har ødelagt knæet. Han faldt i et forsøg på at hjælpe Martin, der kurede ned af bakken på et stejlt og iset sted, og Martin skreg så hjerteskærende. Jess løber ned under ham og kører hen så han ved at Martin kan stoppe ved at køre ind i ham. Desværre ved faldet ødelægger Jess korsbåndet og ligger uden at kunne komme op. Martin blev stoppet og tager sine ski af mens han sidder ved siden af sin far. Undervejs mens de venter på bananen, rutcher Martin ned af bakken og lander 30 meter under Jess, der stadig ikke kan røre sig. Da bananen kommer bliver Martin meget ulykkelig og et tysk ældre ægtepar tager sig af ham og få ham ned til byen.

Jess bliver lagt i bananen – som er skiversionen (Jess bad om de ikke havde en scooter, men det kunne han ikke vælge selv!!) Han blev bundet helt fast og kunne ikke røre armene og så fuld fart ned af bakken med 2 mand med pinde i hver ende….

Inger & Nanna havde en lang tur ned til byen og skovløjpen var perfekt til Nanna og mig. Hun kører som sagt ned over alt i høj fart og fin plov. Jeg kan svinde små sving og klare det på det smalle stykke. Men vi mødte mange nybegyndere for hvem løjpen ikke var sagen, for de kunne ikke vende på de smalle stier. Og det så så sjovt ud at Nanna kom fræsende rundt om hjørnerne og mange voksne stod og kæmpede. Den sidste del af løjpen nede ved byen blev til dels brun, til dels iset og til sidst gik det OP af bakken. Så vi måtte gå.

Igen måtte Nannas evne til at holde egne følelser tilbage frem, for hun var træt og ulykkelig og kunne ikke mere. Jeg måtte prøve at vise hende perspektiv og spørge hvad der var værst: at hende hue kløede eller at hendes far lå med ødelagt knæ og at vi skulle skynde os ned til ham. Den bestod hun dog – lidt modtræbende…. Endelig nåede vi liftstationen og mens vi gik for at finde nogen at spørge om, hvor de kommer ned henne, kommer en ambulance og ved at løbe efter den finder vi Jess i Bananen. Han er – efter omstændighederne Ok – og bliver kørt på hospitalet. Jeg bliver udstyret med bilnøglerne og rygsæk og skal op og finde Martin og Jess’ ski.

Han kom ned samtidig med det tyske ægtepar – som heldigvis talte engelsk, så Martin kunne forstå dem. Han var meget ulykkelig. Vi fik sagt tak og taget afsked med ægteparret og jeg ville havde børnene ind og få en sodavand, men der var ikke noget hyggeligt ved den liftstation. Jeg fik stillet Jess ski ned, så jeg senere kunne hente dem i bil.

Så vi tog gondolen op og jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde humøret oppe, så børnene ikke koblede skiløb med fars ulykke. Vi stod ned til en super hyggelig restaurant og de var begge så søde og hjælpsomme. Martin overtog rollen som “Æsel”, som er den, der kører sidst og samler op hvis nødvendigt. Nanna faldt en enkelt gang og Martin trådte hurtigt til og hjalp hende op uden det store postyr. Vi havde en super hyggelig frokost og fik snakket meget. Så kørte vi lidt mere, og jeg tænkte, at vi skulle jo ikke sidde nede i lejligheden og vente på Jess, så blev det bare for stressende.

Men så ringede Jess og han var udskrevet fra hospitalet, havde fået en skinne på. Det er korsbåndet og han skal hjem og MR-scannes og skal nok opereres. Han ville gerne have at vi kom ned, han havde ikke nøgle til lejligheden og ingen sko, så tid til at komme ned. Vi kørte i fuld fart ned og tog den fra toppen af Panorama til midlestation på under 20 minutter. Der var stort set ingen pauser, vi kørte bare.

Da vi kom ned kørte jeg ud for at hente Jess ski og satte børnene af ved hotellet. Vi fik afleveret ski og støvler til udlejningen og gik op for at pakke. På 1½ time var alt pakket og klar og vi forlod Zell am See.

Jess kan godt køre bil, så Inger kørte indtil det blev mørkt og så overtog han. Vi glæder os til at komme hjem. Jess nåede inden afrejse at ringe til Codan forsikring og sin hospitalsforsikring og har tid mandag morgen kl. 9, hvor de vil undersøge ham og scanne ham. Dejligt at de så hurtigt kan gøre noget og at man ikke skal vente i evigheder.

Alt i alt en dejlig skiferie med en kedelig afslutning. Vi håber at næste år at Nanna i højere grad selv kan klare at bære ski mv. og selv tage støvler, vanter, ski-briller på, da hun når hun er fysisk presset også er meget lidt overskud til så meget andet. Jess tilføjer dog at det må afgøres til efteråret om han kommer på ski igen – det afhænger meget af helbredelsesforløbet og hvad lægerne siger.

Lidt flere foto fra ferien er her: https://picasaweb.google.com/Thiersen/201102SkiZellAmSee?feat=directlink