Rejsen blev købt i hast i oktober for at sikre, at Jess havde indvilliget i at tage på skiferie efter sidste års styrt og ødelagte knæ. Derfor blev der ikke undersøgt i detalje, hvad der var købt og valget var måske en smule forhastet….Valget blev Bad Gastein, som vi har hørt godt om fra flere, og valget blev fly, hotel m. ½ pension – det hele! Martin var vildt begejstret, Nanna vrængede allerede på forhånd lidt på næsen af skiferie (koldt) og også Skiskole (hårdt).
Afrejsedagen er jo rimelig lang, selv når vi skal flyve, og da vi først skulle flyve kl. 15.00 skulle vi først møde i lufthavn kl. 13. Der var dog ikke nogen skranke og vi fik brugt næsten en time på at tjekke ind, hvor børnene og Jess dog heldigvis satte sig i en bar og fik lidt mad og drikke. Martin havde fået sin bog om ferien, men stadig er han jo nervøs over selve rejsen. Dels for det ukendte – hvad skal vi, men også – og ikke uvæsentligt – for farerne, om der sker os noget. Da vi kom hjem og flyet landede, er kommentaren: godt at vi er hjemme i sikkerhed igen, og der ikke skete noget. Om det er flysikkerhed, eller sidste års ulykke er svært at sige. Flyturen dejlig kort, og bustur ligeså. Så vi fik middag på hotellet da vi nåede frem. Hotel Reineke.
Søndag morgen indeholdt mange nye opgaver, leje af ski, prøve at køre på ski igen og begynde skiskole. Vi nåede op i god tid til at være blandt de første til udlejning, inden det store rykind, og ligeså til bestilling af skiskole (som det viste sig, at vi ikke havde bestilt – eller betalt – hjemmefra.) Børnene var nemme at få op, Martin glædede sig utrolig meget, og Nanna var også helt klart på. Børnene blev inddelt i hold, Martin kom på et øvet mellemhold 3 ud af 5 og Nanna på et Let øvet hold 4 ud af 5. De blev udstyret hver med 10 Euro til frokost/slik, det viste sig dog at frokosten var inkluderet i skiskolen, og kunne vinke farvel til 2 glade børn, og hente dem kl. 15 – LUKSUS! Vi kunne desværre ikke nå den pistevisning som rejsebureauet lavede, da den begyndte kl. 10, samtidig med skiskolen – og et andet sted. (Sådan var det også sidste år desværre)
Vi fandt nogle gode løjper, vi landede på mange blå transportløjper, men lærte i løbet af ugen at undgå dem. Sneen var perfekt og lidt solskin. Vi spiste frokost et ikke spændende sted, for stort og cafeteria-agtigt, men lærte også at undgå dem fremover. Inger havde i løbet af ugen (som altid) problemer med sine støvler – men også ind imellem lidt ømme lægge af at bruge de små ben, som jo ikke har trænet synderligt inden ferien. Vi fik løbet dejlig mange lange strækninger, og nød at kunne stå sammen. Da vi hentede børnene, var de begge super glade og fuld af energi.
På hotellet var der en mindre afterski buffet, som vakte stor jubel hos Martin, som i denne ferie stort set har spist uafbrudt. Kæmpe morgenmad med cornflakes, flere toast med skinke & ost, flere æg, juice mv., frokost i bjerget (pasta/lasagne/pommes frites), Afterski buffet eller lign og 3 retter mad til aften – fuld portion. Vi måtte konstatere, at han nu (i en alder af næste 11) er vokset fra børnemenu, de er for små, kan kun bruges vel vidende at Nanna kun spiser ½ af sin og han kan få resten der.
Nanna, som til at begynde med var skeptisk, var vild med skiskolen. Der var ikke tvivl om at hun nød at være relativt god på ski og nogle store piger på 10/12 som var på holdet feterede hende. Hun nød frokosten, kendte alle på holdet ved navn og var som en fisk i vandet. heldigvis var det ikke så koldt, hvilken kan være hendes værste fjende. Da skiskolen var færdig var det tydeligt, at hun virkelig havde rykket og næsten er lige så god som Martin, ikke tvivl om at hun også nu har flere kræfter end sidste år. Derudover elsker hun fart!
Martin havde som sagt glædet sig meget til turen, og første og især anden dag blev det tydeligt, hvor voldsomt en sådan rejse er for ham. På vej hjem fra ski mod hotellet sitrede hele hans krop, og han kunne slet ikke være i sin egen krop. Han var godt klar over at han var urolig, men kunne naturligvis ikke kontrollere det. Vi fik ham hurtigt hjem og det var til dels også at han var gået sukkerkold og hjalp, da han fik en sodavand og lidt og spise. Han bruger jo mange kræfter på ski, men samtidig mange mentale kræfter. Det skihold han var på var børn på hans egen alder. Men allerede på 2. dag ville skilæreren rykke ham ned på Nannas hold, da Martin var bange for fart og forsinkede holdet. Men han nød selskabet, og ville nok helst ikke skulle være på Nannas hold, så han ”tog sig sammen” og prøvede at hænge på. På 3. dagen til frokost flyttede han hold og det var godt for ham at han ikke skulle løbe for hurtigt. Han er bange for farten og for ikke at kunne styre skiene, teknisk er han super god, kan bremse parallelt og alt, men det sidder i hovedet. Den nye skilærer var også mere omsorgsfuld og passede nok bedre til ham. Vi var bange for at Nanna ville hovere over at være på samme hold som ham, men det var hun fin nok til at afstå fra.
Efter sidste dag i skiskolen var der slalomløb konkurrence. Nanna ønskede ikke at deltage (hun vil som oftest ikke deltage, hvis hun ikke kan se en reel chance for at vinde). Martin ville gerne, og han blev nummer 1 på sit lille hold, og det gav ham en stor oprejsning og stolthed! Og Nanna roste ham meget.