Så var det dagen for besøg på børnenes gamle børnehjem, Mai Linh. Dagen gik godt og vi mødte Nannas biologiske familie.
Vi blev overrasket og -vældet af børn fra børnehjemmet, da vi trådte ud af bilen, og alle børnene stimlede sammen for at se – og røre – ved Nanna & Martin- men faktisk også os voksne. De følte på os som en gris paa vej til slagtning, og var meget tilfredse (så kan man lægge i det, hvad man vil om vores tilstand!)
Vi fik set deres klasseværelser, som nu lå der, hvor børnene havde spædbarns stuer før. Og hjemmet lignede sig selv, måske ikke helt så vedligeholdt, som da vi hentede Nanna i 2005, hvor det hele var nyrenoveret. Børnehjemmet huser i øjeblikket døve børn i skolealderen.
Vi var til samtale med forstanderen og hans personale i et meget formelt rum, hvor vi også tidligere har haft samtaler. Her fortalt de det sparsomme de ved om børnenes oprindelse.
Herefter mødte vi Nannas biologiske familie og de (og vi) var meget rørte over at se hende. Vi “talte” lidt sammen før samtalen med forstanderen, og tog bagefter hjem til hendes familie og fik en kop kaffe og lidt kager og mødte hendes 2 søstre. Nanna var meget glad for at møde dem, selvom hun selvfølgelig holdt sig til os, men accepterede at de andre hele tiden ville røre hende. Efter 1 times tid kørte vi hjem til hotellet, hvor vi slappede af og sov lidt inden vi om eftermiddagen tog ud til Army Museum og fik set den anden side af byen.
På billedet ses Nanna og Martin med børnehjemmets leder og et par af de døve børn, der bor der nu.