Efter dejlig morgenmad med pandekager, frisk presset juice og lidt tørt hvidt brød, skulle vi på besøg i en nabolandsby. Vi skulle cykle derover sammen med mr. Tuan. Børnene fik en hjelm på, da de ellers ikke kunne forestille sig at cykle, men Nanna kunne dog se forskellen i stil, så hun holdt op med at give tegn, når vi drejede, for ”det gør de vist ikke her”. Vi kørte igennem det skønneste landskab, som er meget kuperet, hvilket de også bruger som begrundelse for at de stadig bruger okser og ikke maskiner, da de ikke mener at maskiner kan bruges i det meget varierede terræn. Sandheden er nok også, at alle produktionerne er så små, at de stadig gøres med hånd og derfor har svært ved at blive hjulpet af maskiner.
Han kørte til landsbyen Mia, hvor der er et stort morgenmarket, og vi så Mia-pagoden, og det var dejligt at få en forklaring på de mange statuer og de mange små altre i pagoden, pyntet med kager, frugt og penge. Det, de bringer til Buddha, er ofte det, de beder for: flere penge, mere mad, osv. Der var bl.a. en ofring med “Danish butter cokkies”, som er ret almindelige – og værdsatte – herude. Vi så byens centrum, der var en ret stille plads med et stort forsamlingshus, hvor alle vigtige ting foregik i byen. Her stoppede vi og købte lidt sodavand og kiks, og da vi købte en sodavand til hvert af børnene, fornemmede vi at det var meget ekstravagant, så vi besluttede at delte de to sodavand. Endelig kørte vi videre og så det ældste hus i landsbyen, som er ca. 300 år, og træet har ligget i mudder i lang tid for at få termitter og andre dyr ud af træet inden de begyndte at bygge.
Før frokost skulle vi på kokkeskole og lære at lave vietnamesisk mad. Vi synes alle det var super sjovt, og lavede først pynten – en rose ud af en tomat, og sommerfugle af agurker! Så lavede vi forårsruller og til sidst nogle blade – Lo An – fyldt med hakket oksekød og krydderier. Begge dele blev stegt i olie. Samtidig fik vi friske forårsruller med friske grøntsager og nudler på rispapir.
Så havde vi en lille stille pause i 1½ time og kl 3 var vi inviteret på en gåtur rundt i landsbyen Ky Son. I går efter aftensmad talte vi længe med mr., Truan, som har stedet og han fortalte, at generelt på landet (eller i hvert fald i hans landsby) har folk huse, de får ris nok hver dag og de fleste har TV og mobiltelefon. Nogle har også internet. På turen rundt i byen af mr. Truans kone Chi, som er skolelærer, sås også nogle store huse og vi besøgte først en familie, hvor faderen var tidligere vietnamsoldat. (billedet) Han boede med sin søn og dennes familie (sådan gør man). Han viste os også sine bistader og børnene var mest optage af at ae nogle kattekillinger, der dog ikke var vant til at blive kælet og ikke ville. Senere inviterede Chi os ind i sit eget hus, hvor hun boede min sin familie og sin mor (usædvanligt) og de har 2 døtre på 9 og 13.
I sin tid da vi adopterede Martin og Nanna lovede vi dem uddannelse, uddannelse og uddannelse. Men vi føler ikke at vi har gjort et særligt godt stykke arbejde efter deres forhold. Ud over at Vietnam skorede højere end Danmark i den nye Pisa test, så fokuserer vi måske slet ikke (nok) på den boglige uddannelse. Jess og jeg har fokuseret meget på at børnene er lykkelige og glade – så langt så godt. Pigen vi besøgte på 9 år i 4 klasse talte bedre engelsk end Nanna og kunne og ville gerne tale (men har også ofte besøg af udlændinge). Deres datter på 13 gik i ekstra skole om lørdagen (i dag) ikke fordi hun var bagud, men for at blive bedre! Alle bemærker og kommenterer jo vores smukke børn, og spørger ofte: hvad er deres bedste fag. Vi indrømmer, at vi pynter lidt på vores image, når vi først siger ”art” – men hurtigt tilføjer dansk og matematik, for at leve op til forventningerne til at uddanne dem godt. Vi håber at de også kan se, hvordan det er så vigtigt i denne del af verden også at være god til de klassiske fag. De indrømmer dog, at her presser de nok børnene for meget.
På vejen tilbage gik vi gennem markerne, nogle små stykker land med snorlige højbede med alle typer grøntsager, majs, ris, kål, kartofler, tomat, squash, bønner og flere typer vi ikke kender. Men igen var det utroligt, at alt foregår ved håndkraft, selv vanding foregår med vandkande fra floden, som løber lige ved siden af. Efter sigende har alle arbejde, dog er der naturligvis bedre og dårligere job, derfor ses ofte flere der fejer gaderne og mange der sammen udfører en opgave vi ville udføre en mand. At forklare mit arbejde med effektivisering er også ret svært, ikke kun på grund af sproget, men begrundelsen for effektivitetsforbedringer står dem ikke lysende klart.
Da vi kom tilbage til hotellet blev vi modtaget med en overraskelse og fik lidt kold kokos/banan suppe i skumringen og bagefter lavede de popcorn til børnene – og os.
Hjem over markerne