Julemanden kan komme helt til Vietnam! Og heldigvis havde vi medbragt julesokker, som der var puttet lidt i i nat!! Trods den ret beskedne gave var glæden meget stor hos begge børn, der desværre nok nu har gennemskuet, hvem ham julefætteren er……
Vi havde fået tilbudt morgengymnastik, som pga. søndagen var sen, så vi kunne vente til 7.30. Vi mødte alle op – ikke alle lige friske – og fik en gennemgang af en slags lokal morgengymnastik, der kombinerer det fysiske med det mentale. Det mindende en del om yoga, men navnlig hans evne til at beskrive, hvordan man kommer af med dårlige eller vrede tanker var noget som vist gav en vist genklang hos Martin. Bagefter fik vi tilbudt en kop te – denne gang af friske teblade, og den var meget mindre bitter end den tørrede te. I teen fik vi små stykker ingefær (selvfølgelig kunstnerisk udskåret) og lokal honning, meget velsmagende. Herefter gik vi ind for at få morgenmad, hvor de havde lyttet til vores ønsker, så ud over pandekagen som i går, var der æg af forskelig karakter. I går aftes spurgte de også til ønsker til menuen til frokost og aften, inden de gik ned for at købe ind – det er jo en kæmpe luksus, at vi indtil nu har været eneste gæster.
Vi har haft en rolig dag, hvor hovedattraktionen var en tur ud til et lokalt hjem for handicappede børn. Det største var nok turen derud på motorcykler. Begge børn var på samme motorcykel, og trods at alle var iført (cykel!)hjelme, var moderen en kende bekymret, ikke over selv at sidde bag på en ukendt herre – men at børnene og deres fører var bagved os, så jeg måtte stole på at alt gik godt – hvad det selvfølgelig gjorde J Hjemmet var pænt, ordentligt og værdigt, og de mange forskellige handicappede så ud til at have det godt. Vi forstod, at børnene kunne være der fra et par måneder til ca. max 2 år, og herefter skulle de gerne have lært lidt og så kunne komme hjem til forældrene igen. Der var børn med høre-/tale problemer, men også spastiskere, og hjerneskadede børn. På turen hjem kom vi forbi et lille marked, hvor navnlig deres salg af friske fisk (og slagtning heraf) gjorde Nanna lidt bekymret. Da jeg spurgte, hvorfor hun blev ked, mente hun helt klart, at fisk også havde drømme!
Nanna har generelt lidt svært ved ikke at vide, hvad vi skal. I teen fik vi små stykker ingefær Vi har jo altid forberedt dem og givet dem program for dagen primært for at hjælpe Martin, men for Nanna er det at vide, hvad der sker også vigtigt, for at hun kan holde kontrollen. Hun planlægger, hvad tøj hun skal have på, hvad der skal ske, og hvordan hun skal forholde sig til det. Besøget her på Moon Garden har været præget af ”vi ser, hvad der sker”, og har krævet en del af Nanna at turde give slip og tage tingene, som de kommer.
Da vi kom tilbage, var der kommet nye gæster på VORERS sted 🙁 Vi spiste frokost i samme rum, men vi fik vores ”special orders” som aftalt i går aftes.
Vi aftalte at have eftermiddagen fri – jeg tror også, de var løbet lidt tør for ting, de kunne vise os. Så vi kunne få tid til at slappe af, læse, gå en tur i rismarkerne, lave skole (matematik og dagbog) og endelig at spille Trivial Pursuit, denne gang gik det bedre end sidst, da vi havde tilpasset reglerne lidt.
Nu er det tid til aftensmad, og måske endnu en overraskelse – man ved jo aldrig 🙂


