Nu var det rejsedag igen, og vi havde bedt chaufføren komme tidligere end oprindeligt aftalt, da vi Hanoi var blevet bekendt med at vi kunne få lov til at møde Martins biologiske bedsteforældre og en halv lillesøster. Derfor var vi i lufthavnen 4 timer før vores fly til Ho Chi Minh City gik for at mulighed for at møde dem. De kom sammen med Lien, AC’s kontaktperson, og det var meget bevægende. Mormoderen så dårligt og græd en del, men famlede over Martins krop og så meget lykkelig ud. Morfaderen, der havde været soldat i Vietnamkrigen i 1968 var 80 år og mormoderen 72. Lillesøster var 7 år og tøede op i løbet af mødet og var meget betaget af Martin.
Så fløj vi til Ho Chi Minh og det er sandelig en betydelig større by. Mere end 10 mio. indbyggere, men den spreder sig også over et enormt areal, hvilket kunne ses fra luften, da vi landede. Det er en meget anderledes by end Hanoi, meget mere vestlig. Vi bor i 1. distrikt, som er midt i byen hvor de fleste interessante bygninger ligger, og bydelen kaldes Saigon (som flere dog også stadig kalder hele byen….). Vi har allerede set flere finere kjoleforretninger end i København – byen minder nok mere om KL eller Hong Kong (af de byer vi kender og kan sammenligne med).
Hotellet har pool og det var skønt, da temperaturen jo lige er gået 10 grader op og vi har 30-33 grader om dagen, og derfor er det skønt efter flyturen at kunne svømme lidt, selvom det var mørkt.
Middagen blev indtaget tæt ved hotellet, da vi ikke helt føler os hjemme i denne nye by endnu. Trafikken er mere ordnet (det betyder at de fleste kører i samme retning i hver sin side af vejen) , og færre gadehandlere, men til gengæld en forrygende trafik, hvor scooterne også kører på fortovet, hvis de gerne vil ”indenom”. Vi fandt en fiskerestaurant, vist inspireret fra Hong Kong. Men kun 1 ud af 10 tjenere talte engelsk og desværre ikke vores! Fiskene lå i akvarier og ventede på, at man bestilte dem. Menukortet var på over 20 sider, så vi for lidt vild i det og tog nogle nudel og ris retter og Nanna fik suppe. Martin fik prøvet at smage de hvide boller , de sælger ude på gaden (som han kender fra ‘Konfu Panda’) og det viste sig at være sød dej omkring en kødfyldt indre. Nok deres udgave af pølsehorn eller andet let tilgængelig fastfood.
