Vi havde ikke et egentligt program for tirsdag, så vi tog det roligt. Efter et overdådigt morgenbord i bedste international hotel stil, havde vi skoletid og bagefter var børnene og Jess i pool – vejret var højt solskin og 30 grader.
Derefter tog vi på shoppetur rundt om i byen. Vi bor i distrikt 1, som er centrum (vi har siden lært at byen er opdelt i 24 distrikter – 1-12 og A – L (eller hvad det nu hedder på deres alfabet), placeret i en pærevælling mellem i hinanden. Rigtig vietnamesisk). Vi besøgte Ben Thranh marked – et marked som er snart 100 år – kæmpestort og lidt frygtindgydende. Vi ledte efter julegaver og tøj til os, og blev forundrede da vi opdagede at selv her er buksene for store til Nanna, hvis de skal passe i længden.
Da vi kom tilbage kl. 5 ville børnene i svømmepøl og forældrene fik et par glas hvidvin (første vin på turen), mens vi så ud over byen, idet svømmepølen er placeret på en tagterrasse på 12. etage. Det var ikke helt ringe. 🙂

