Inger havde hjemmefra talt om en cykeltur på Mt. Baldo, som hun havde prøvet tidligere. Erindringen var at man lejede cykler, tog bjergbanen op – cyklede ned et par timer og afleverede cyklen på den anden side og blev hentet/tog bussen hjem.
Vi kørte afsted kl. 7 fra Tignale for at være fremme kl. 8.30 og inden vi fik lejet cykler og stod i kø til bjergbanen var kl. 10 inden vi nåede toppen. Nanna måtte blive hjemme, da vi ikke kunne finde en cykel i hendes størrelse – hvilket viste sig at være godt! Selve håndtering af de mange cykler i bjergbanen bar tydeligt præg af at de havde mange cykelgæster, men at der kun var opfart for cyklister hver ½ time og kun indtil kl. 10.30.
På den første strækning skulle vi lige vænne os til cyklerne – og grusstier med løse sten, der gik pænt nedad. Vi fik kramper i tommeltot og fingre af at hele tiden bruge bremserne. Vi mødte en større forsamling køer med bjælder om halsen, som var på vej fra et sted til et andet – og gik pænt på rad. Vi så ingen mennesker, men undervejs var der et par køer, der ikke holdt linjen og gik ud midt på grusvejen – og her ville jeg gerne forbi. Det var først et kig på hinanden – skal du eller jeg flytte mig – og jeg anderkendte at have fundet min overmand – den var KLART større, og jeg veg pænt udenom, dog undervejs fik jeg halen i ansigtet – ikke vildt lækkert….., det kunne lugtes længe efter J.
Næste strækning var på en asfalt vej med hældning den gale vej – opad. Vi kæmpede os op af bakken, og Martin og Inger måtte sande at lidt træning nok havde været en god ide. Inger drejede kontra og trak det sidste lange stykke, og Martin fastholdt at cykle – hvilket dog var langsommere. Vi er nok i lige dårlig form, men Inger er lidt mere stædig. På toppen var en restaurant og tid til cola og vand pause.
Vi havde et kort over de forskellige ruter, og sammen med skiltningen ude i terræn skulle det gerne være nok, vi havde valgt den lette rute, med sværhedsgrad 2 og ca. 45 km på 5 timer, så det var hyggeligt for alle parter. Efter pausen kom et langt stykke NED af en asfalt vej med hårnålesving. Super sjovt, selvom om man stadig skulle bruge bremserne meget, for ellers kom man op i al for høj fart.
Vi så så en grussti til venstre (opad) som passede med kortet og kørte den vej ind. Vi kom til et meget kuperet terræn, med grusstier op og ned og igen nogle græssende køer – dog lidt længere væk. Til slut gik stien meget opad, og vi blev nødt til at trække (næsten bære..) cyklerne op. Selv Jess kunne ikke cykle op af stien og han kom galant ned og hjalp Martin og mor med at bære deres cykler op. På toppen kunne vi se flag og bygninger og så frem til en pause efter denne meget anstrengende tur – indtil vi erfarede at vi var tilbage hvor vi havde cola-stop for 1-1½ time siden! Det var næsten ikke til at bære.
Vi fik spurgt i restauranten om kortet og gentog turen ned af asfaltvejen – jubiii – men fortsatte så ned af denne vej til en længere – men ikke så kuperet tur. Undervejs havde vi flere gang problemer med at få kort og skilte til at passe sammen og vi var bange for at gentage fejltagelsen fra tidligere, så måtte bruge en del tid på at spørge om vej. Og alle gange viste det sig at være godt, da vi ikke HELT var, hvor vi troede. Vi kom undervejs uden for kortet og var i en lille by Brentonico kl. ca. 14 og stod i ”hovedkrydset” og i 5-10 minutter kom der ikke en eneste bil. Begrebet soveby fik ny mening! Undervejs mødte vi også flere af de andre cyklister vi var startet med om morgenen fra toppen af Mt. Baldo, som også havde vanskeligheder med at finde vej. Vi kørte igennem mange søde småbyer og de smukkeste vinmarker mv., bl.a. Saint Valentino, Festa, Brentonico, Castione, Satto, (uden for kortet), Loppio, Nago, Torbole og Malcesine. Vi spiste frokost undervejs i Festo på et hotel hvor der var en hel bus fuld af volleyball spillere der indlogerede sig. Da vi nåede landevejen – og der stadig var 20-25 km tilbage var Inger meget udmattet, og havde nok fået solstik. Jess tog resolut alle vandflasker og hældte over hendes hår (og købte efterfølgende 3 nye vandflasker). Men hun var mærket af varmen og solen.
Efter 7-8 timer nåede vi byen Torbole (ved Gardasøen 12 km nord for Malcesine, hvor vi skulle aflevere cykler) og jublede ved tanken om at det var is-tid, troede Martin at vi havde nået MÅLET, og blev lidt nedslået da han erfarede at der manglede de sidste 12 km – og så på de brede MTB dæk. Den sidste strækning var af høj pædagogisk karakter, da Jess forsøgte at holde modet oppe på to trætte cykelvenner. Udtryk som ”nu er der ikke så langt tilbage” begyndte efterhånden at lyde lidt hule, da vi hele tiden passerede en ny pynt – og stadig ikke kunne se borgen i Malcesine. Selv med 3-4 km til mål nåede Inger til et punkt, hvor nu ville hun ikke mere. Ved første belejlige stigning (meget lidt – men en stigning – i modvind) stod hun af cyklen og begyndte at gå og trække og nægtede at sætte sig op igen. Benhård forhandling med Jess, og igen toppen af hans pædagogik (og 14 års erfaring med småbørn) fik en forhandling igennem, så vi igen alle 3 kom op på cyklerne.
Vi nåede Malcesine ved 19 tiden efter 9 timer og var alle glade for at nå frem og trætte – og Jess nød sin fadøl om muligt mere end normalt. Vi skyndte os hjem til Nanna – en times kørsel rundt om søen – så hun ”kun” havde været alene i 11 timer. Hun havde vist hygget sig, men til sidst kedet sig bravt og set 6 DVD film og været i poolen 5 gange og selv været hos købmanden og købe lidt ekstra – ud over det hun og far havde provianteret med dagen inden.
Jeg havde regnet med at skulle spise pizza hjemme (var ret træt bagi!), men Martin var frisk på at gå på restaurant, så vi gik ned i byen igen. Igen gik vi forbi grill restaurant – og nu var der mange mennesker – kl. var 21.30. Men nu ville de ikke tage nye kunder ind – der var fuldt booket. Mærkelig restaurant….!
Temperatur på vejen hjem kl. 22 var det 27 grader – oppe i bjergene. Så tror pokker at vi var ved at få solstik på nabo-bjerget i dag i middagsheden.
Det var lidt tungt hjem igen op af bakken, men faktisk var det skuldrene, der var mest ømme. Martin og mor sov dog begge tidligt efter en oplevelsesrig dag.