I dag var det tid til en lille vandretur i bjergene op til det nærmeste vandfald. Jess og Nanna var friske, Martin og mor fik lov til at sove længe. Det var en smuk tur, og det viste sig, at de små bjergveje vi kører af nu først blev bygget efter 1. verdenskrig, og indtil da var kommunikation med resten af verden til fods eller på æselryg af små grusstier ned til søen.
Da vi næsten var fremme ved det andet vandfald – det første var ret lille og ynkeligt – vrikkede Nanna om på sin fod og måtte bæres ned af stien et godt langt stykke, indtil vi kunne få hende ind i en bil og blive kørt hjem. Desværre samme fod som sidst og det gjorde meget ondt og var hævet igen. Jess kom til at drille hende med at være en klummergøj, hvilket absolut ikke blev taget positivt op, og kun mor kunne bruges til lidt omsorg og passende ynk. Der var ingen tvivl om at det igen var meget smertefuldt, og måske også tanken om at det sidst hun forstuvede foden i skolen i april/maj tog det næsten 2 måneder før hun kunne løbe igen.
Efter frokost fik vi hende i poolen, hvor hun dels fik kølet foden af, men også opdagede at dan godt kunne bruges i vand, og derved fik gang i anklen igen. Far og mor var i byen, fik købt olie, krydderier og Limonchella og Jess blev klippet af den lokale frisør. Vi fik også en sidste drink på torvet og en time senere hentede Jess pizza, så Nanna ikke skulle humpe ned i byen.
Efter 2 dage begyndte hun at støtte på den og det gik relativt hurtigt med at kunne gå igen.