Nikoline vækkede os kl. 8 til morgenmad. Jens var kørt kl. 5 (som normalt) og Frederik kørt i skole kl. 7:45. Ulla skulle pakke færdig til Kili og vi fulgte Nikoline i børnehave – to huse væk. Her kunne vi gå! Ellers skal vagter med, men oftest skal du køre. Dejlig lille børnehave, vi mødte også hendes bedste veninde Jamima, der er barnebarn af den tidligere præsident (hvorfor hun hver dag kom i en ny kjole – og ofte med hat).
På vej hjem viste Ulla os “deres” strand. Pragtfuld udsigt, men fuld af affald. Man bærer affald ned til et hul, hvor man engang imellem brænder det af. Men i mellemtiden fordeler kragerne affaldet over hele stranden. Meget synd. Pludselig kom Helena og Martin (garden boy) løbende, da vi ikke måtte være alene på stranden. To personer gik tæt på, som de mente ville stjæle fra os.
Herefter kørte vi til apoteket og gik rundt i “butiks”-miljøet i Namanga shops. Stor oplevelse at gå rundt, også for Ulla, hun har ikke tidligere gået rundt/turdet. Nok også da Jens jo aldrig er hjemme og det nok er værre alene. Vi gik i de snævre stier og fik endelig en rigtig fornemmelse af Afrika. Nogle huse var så faldefærdige, at man ikke kunne tro, at der boede folk, men i selv de mest faldefærdige skure boede der familier.
Vi hentede Frederik i skolen, og han viste stolt frem. Derefter fik vi frokost på Slipway – lækker restaurant ved havet (det lokale Nyhavn). Efter indkøb og frokost kørte Jess og jeg til lokal frisør. Paulo (chauffør) anbefalede én i sin landsby. Jess blev flot klippet for 10 kr. – selvom der stod 5 kr. på skiltet. Hvis du køber ind Mosungu-steder (steder for rige hvide) er der næsten europæiske priser – ofte mere. Men de lokale kan dog fortsat klare sig for langt mindre.
Bagefter fik vi lov til at se Paulo’s hus/værelse, hvor han bor med sin 26-årige søn. Hustru og datter bor i Moshi, mange timer væk, og han har ikke set hende i et år. Vi skal besøge dem på vej til Kili. Hans værelse var på 12m2 med 1 seng og 1 madras, 1 skab, en taburet men forholdsvis rent og pænt, bortset fra en enkelt kakerlak. Da vi sad på trappen og ventede på ham, stoppede alle børns leg, de var meget optagede af at se på de to hvide, de kommer ikke ofte i det kvarter. Vi var meget glade for at have været “hjemme” hos Paulo.
Ved tretiden kørte vi med fuld oppakning i Jens bil (med 3 rækker sæder) fra Dar ud til campen. Det var en tur på 70 km, der tog 1½-2 timer. Vejene er helt utrolige. Huller er ikke ordet, det er små bakker og dale – totalt motocross! Vi kørte lidt på “Jens’s vej”, det var en drøm. Hold op, hvor er det tiltrængt.
I campen (hvor alle arbejderne til vejprojektet bor) var vi først på Jens’ kontor og senere rundt og se. Vi endte på Charlottes terrasse (campmanager) til kølig hvidvin. Utrolig kontrast, disse fine skandinaviske huse midt i Tanzanias natur. Middag var i kantinen og herefter gik vi i “baren” til en enkelt øl, inden Jess og jeg trængte til at nyde vores eget hus og læse lidt bog.
Hvis alt går vel (!) kommer vores bagage kl.2 i nat – ellers har vi et problem.