Vi kom på toppen

onsdag 29. september 1999

4.720 m. – 5.681 m (drengene til 5.895 m.) og ned igen til 3.720 m. 14-15 km. 7 (8½) time op og først 2 (1½) ned og herefter yderligere 3-4 timer. Minus 220 om natten.
Fuldmåne og solopgang på toppen. Tøserne til Gillman’s Point og drengene til Uhuru Peak.

Vi blev vækket kl. 23:30 og gik omkring 00:20. Det var en stejl opstigning på ca. 25% svarende til en rød/sort skiløjpe. Vi gik bitte små skridt, ca. af en fods længde, stille og roligt – eller på swahili polle-polle (langsomt). Ulla kæmpede med vejrtrækningen, og alle var mærkede af den tynde luft. Foreløbigt ingen tegn på højdesyge.

Den første 1½ time gik på noget, der minder om en sti, herefter 3½ time i grus/lave ral og sand, som var meget tungt at gå i, og til sidst lidt over 1 time på klipper. Hele tiden med en MEGET kraftig stigning. Det var måneskin så vi kunne tydeligt se hinanden og hvor vi gik og lidt frem. Det var ret heldigt, da vores lygte lige inden afgang strejkede!

Vi holdt meget få pauser – ud over “lad os få vejret pauser” – da det simpelthen var for koldt. Efterfølgende fik vi besked på at det var ca. minus 22 grader C på toppen. Men heldigvis var der ikke megen vind.

Vi holdt en pause da vi var ¼ oppe med the og chokolade, som hjalp og gav energi, men inden da var jeg gået lidt sukker-kold. Den første 1½ time var jeg i topform og alt gik fint. Tobias gik først og holdt tempoet nede med Ulla og jeg i front. Pasco – den ass. guide – var bagtrop bag Jess og Jens. Ulla var ved at drive os alle til vanvid ved dels at lære at tælle højt til 30 på swahili,  og derudover stoppe hele tiden og smøre 8-hour-cream på (der må være en grund til, at der skal gå 8 timer mellem at man bruger den – her gik 10 minutter!)

De midterste 3 timer havde jeg krise og måtte kun tænke på 1 skridt ad gangen. Ca. 1 3/4 time før toppen gik jeg helt ned og gav op. Jeg kunne ikke mere. Hele min krop var spaghetti, chokolade hjalp ikke og jeg følte jeg forsinkede de andre meget.

Men på mirakuløs vis lykkedes det guiden at overtale mig til at fortsætte. “Kun 1 time tilbage”. Det er nok den længste time har oplevet. Undervejs svajede jeg meget, og Pasco kom op og gik lige bag mig til at støtte og skubbe og hive på de rigtige steder. Jess var meget taknemmelig, da han også var for træt og svag til at støtte mig. Det svære var uvisheden om turens længde, og naturligvis den store fysiske anstrengelse. Men psyken var vigtig, for meget af det er vilje. Jeg mente, jeg var stædig, men undervejs havde jeg brug for den moralske opbakning, som alle gav. Vi var enige om at målet var alle 4 på toppen – og det kom vi.

Da vi kravlede henover kanten til toppen Gillmann Point (5.681 m.) forsvandt al trætheden som dug for solen. Timingen var perfekt. Vi var der lige til solopgang 6.30. Det var bare smukt. Det var klart vejr og udsigten var fantastisk. Der var lidt skyer under os, så helt ned kunne vi ikke se. Efter de obligatoriske fotos (videoen var frossen!) skulle vi så se, om vi ville videre til Uhuru Peak. Efter the og chokolade drog Jess, Jens og Tobias mod Uhuru, mens Ulla og jeg mente, at det nok var bedst at de gik alene. Pasco gik med os ned.

Jess og Jens’ historie:
Vi gik med Tobias kl. 6:45 mod Uhuru. Tobias havde fortalt, at en hurtig tur ville tage 1½ time, men det kunne vi ikke gøre det på (p.g.a. vores træthed og langsomme tempo). Vi gjorde det på 1 time 22 min. Tag den Tobias! Den første halvdel var ikke så svær højdemæssigt, men der var en del klipper, som vi skulle springe igennem (piece of cake). Den anden halvdel var højdemæssigt stejl men grundlaget var forholdsvis fast. Problemet var igen, at der var klipper og så lige højden. At gå opad i 5700 meters højde efter at have klatret i 7 timer er hårdt. Det var ikke piece of cake. Vi nåede toppen kl. 8:07, blot for at se en gruppe englændere fra en bank tage 200 billeder til dokumentation af deres præstation. De havde også mange forskellige flag de skulle fotograferes med – af hensyn til sponsorerne!

Nedturen fra Uhuru til Kibo-hut tog 2 timer og 20 min. Kors hvor vi løb, og kors hvor var vi trætte, og hvor var vi tilfredse med os selv. Hvilket alle siden har fået at vide!

Inger fortsat:
Nedturen var ikke helt så nem som forventet. Klipperne var OK, men da vi kom til sand/grus-delen kunne man løbe, kure med, lidt som i sne. Støvet stod op til alle sider. Efter en time gik jeg lidt træt igen. Vi kunne hele tiden se hytten, men den blev ved med at være langt væk. Vi nåede hytten kl 9, fik lidt saft og sprang i soveposen. Drengene var hurtigt tilbage allerede ved 11-tiden. Meget opløftede over deres bedrift!

Vi pakkede, drengene sov en ½ time og så skulle vi videre til næste hytte, Horombo Hut 3.720m, dvs. yderligere 1.000 m ned. Det tog ca. 6 timer op, så vi regnede med 3 timer ned. Skibukser var pakket ned, men Jess og jeg beholdt jakkerne på, da det stadig var lidt koldt. Jess og Jens havde stort set ikke mere tørt tøj, da deres spurt ned fra toppen betød, at de var gennemvædet af sved.

Igen var der længere ned end vi troede. Det var en skøn fornemmelse at være på vej ned, og se folk komme prustende op, og sige “good luck” og se lidt bedrevidende ud. Men det var også hårdt i benene. De 4 dage op havde slet ikke gjort ondt i benene, primært lungerne. Ca. ½-vejs begyndte det at sne og senere regne. Efterhånden var vi ret trætte, og troede hele tiden at bag  næste bakke var hytten, men nej. Sådan gik det 5-6 bakker før vi nåede frem. Jens var helt gennemblødt og måtte få tøj tørret over ilden.

Vi var for trætte til at fejre det, vi var på det tidlige middagshold kl 17 og slog vores gå-i-seng rekord. 18:50 lå vi alle klar i vores soveposer, trætte og glade.