Home sweet home

Så er det sidste dag og tid til at vende næsen hjem. Stille og rolig morgenmad – god lang svømmetur og vi blev hentet fra hotellet kl. 12. Vi kunne LIGE nå at gå rundt langs City Walls, som lå lige ved siden af hotellet og var dejligt at betragte i det kolde solskin.

I lufthavnen løb vi ind i nogle bekendte fra Studenterforeningen (Karsten Feilberg & Ebba) hvis datter går en måned i skole i Beijing for at lære Kinesisk! Ebba var lige ankommet fra DK og skulle være der de sidste 14 dage med datteren, hvor Karsten havde taget de først 14 dage. Vi klarede verdenssituationen på Starbuchs, og så kunne vi drage mod Security og Gaten. Vi var efterhånden vandt til også at skulle udfylde blanketter når man rejser UD af et land (egenprøvet erfaring….), og kunne smile af de turister, som stod længe i kø, kun for at opdage ved skranken at de manglede et dokument. En kinesisk immigrationskontrollør kan godt virke pænt skræmmende, og ikke folk man spøger med.

Turen hjem gik fint, bortset fra at Martin (igen) kastede op – denne gang i flyveren med mere end 4 timer til landing…..Men han ramte ikke eget tøj, og sad faktisk med brækposen parat, men kun fordi hans forældre var lidt langsomme i optrækket at han også dekorerede gangen. Besynderligt at det igen er på rejse, og vi tvivler på at det er noget han har spist. Efter at havet kommet sig, tog han en lur og var hurtigt klar igen. Nanna klarede turen flot – det var jo en dagsflyver på 9 timer, og først efter 6-7 timer, hvor hun var pænt træt og ikke kunne finde ro, var hun pirrelig, indtil søvnen overmandede hende.

Da vi kom hjem var børnene navnlig glade for at se hus, katte & værelser igen, og mens de skulle tage alt i besiddelse igen kunne vi pakke ud og sætte gang i vaskemaskinen, så den del var klaret. Nanna og mor vågnede kl. 3 og var forholdsvis friske, men faldt endelig i søvn igen og Nanna sov helt til kl. 8. Resten af familien var oppe og (nogle var friske) allerede kl. 5-6, så nu er vi alle godt trætte igen.

Det har været en super spændende rejse med både besøg hos gode venner og turistbesøg, og helt klart en kæmpe oplevelse for os alle 4. Så er der endnu en rolig dag før skole og arbejde begynder på tirsdag.