11. juli 2010
Så blev det endelig ferietid. Hold da op hvor var det hårdt at få lukket på arbejde for os begge, den sidste uge var en lang kamp. Nå nu er ferien her, og vi har kunnet trække et langt dejligt feriesuk.
Lørdag var dagen hvor vi skulle se Flying Superkids sammen med Sofie N. og hendes familie. Thomas kom med i stedet for Louise, da Perle (kat) havde besluttet sig for at føde lige den dag – der kom 3 søde små killinger bud af det J
Vi fik ikke pakket lørdag – så ideen med at tage tidligt af sted søndag gik ikke helt. Vi kørte kl. 11 og havde 4 timer foran os til Kalmer. Og børnene skulle liiige forstå, at en lang køretur var mere end den første time, som deres tålmodighed oprindeligt rakte til. Det gjorde det ikke bedre, at den ene høretelefon til videoen var gået i stykker, så kun 1 barn kunne se film med lyd, og Nannas DS’er ikke var ladt op, så de skulle dele Martins DS’er og Ipod, hvilket kræver jo storsind at skulle dele sine kæreste ejendele. Vi stoppede op undervejs og fik lidt frokost – McD’s havde glutenfri boller! – og vi fik købt ind til aftensmad, hvilket vist sig at være en meget klog beslutning.
Vi ankom til huset, uden for lands lov og ret – nærmeste butik er 7 km. væk, nærmeste rigtige by er 15 km væk. Huset er et skønt rødt træhus i et sommerhusområde, med 2 værelser, stue og køkken, terrasse og skøn stor grund. Efter at have taget uset i besiddelse, ville vi gerne finde stranden. Ifølge materialet var der 700 m til vandet, så vi gik af sted – uden helt at vide hvor vi var på vej hen…..efter lidt tid måtte vi give op, vi kunne ikke se vandet og havde gået ret langt. Jess hendtede bilen og vhja. GPS’en kunne vi finde noget vand, og fandt en skøn lille bådehavn – men ingen strand. Vi kunne dog gå gennem et naturreservat, men køer, dådyr og anddre dyr, og pludselig var der en lille vig, med sandstrand. Selve stranden var nok på 40 kvm. med lidt græs og sten omkring, og det var helt stille og fredeligt. Manna for sjælen!! Vi kom alle i vandet og børnene begyndte at fange fisk med hænderne. De havde vist også brug for bare at gå lidt rundt, så vi var først tilbage i huset 19.30, hvor det stadig var meget varmt.
Lidt hurtig aftensmad (det var her indkøbet viste sig at være rigtig godt – da der ikke er restauranter i miles omkreds!), så Jess var klar til VM finalen i fodbold (en kamp af få TV til at fungere…) og børnene kunne se en Flying Superkids video – et dejligt gensyn fra forestillingen i går.
Endelig må vi sige at feriestemningen er ved at få fat i os! 🙂