Køer, fisk og myg

Mandag den 12. juli 2010 

Vi måtte tilbage til den lille strand, og kunne hurtigt næste morgen finde den igen. Her var lige smukt og stille – indtil motorbådene kom. På trods af den meget lille strand fandt 2-3 både vores vig, heriblandt en familie i speedbåd, hvor deres store børn stod på vandski. Vi var denne gang udstyret med en gryde, så de fangede fisk kunne gemmes og beundres.

Til frokost ville vi ind til Kalmar for at se byen og købe lidt ind. Selve byen er smuk, men lidt sommer-småkedelig, og det viser sig at mange butikker er samlet i indkøbscentre – lidt som i USA, så der ikke er meget godt indkøb tilbage i selve bykernen. Vi fandt turistinfo – og han påpegede Kalmar slot – og Kalmar fodboldklubs 100 års jubilæumsudstilling – så står det ikke spændende til. Jeg har aldrig hørt om benævnte fodboldklub, og hvis det er nummer 2 på turistmålet, så skal vi vist være glade for det gode vejr!! Vi fandt en pizza restaurant i byen, og det er åbenbart almindeligt at kunne få glutenfri pizza – stor glæde hos Martin.

På vej hjem skulle vi købe ind – og fandt en MEGA ICA, så stor som en Bilka, og lidt voldsomt, når man bare skal have mad til 4 dage. Men med god fiskeafdeling, så vi kunne få rejser og rødspætter på grill om aftenen.

Tirsdag den 13. juli 2010

Formiddag tog vi til “vores lille vig” ved Lindø Camping. Vi nyder at gå gennem naturgrunden, hvor vi møder køer, gæs og dådyr. Deres efterladenskaber er der også, så vi lærer at springe mellem kokasserne, især de nye. Ellers er der ro i nogle timer, hvor børnene tusser rundt i vandet og vi voksne kan læse eller sove.

Frokost i Rockneby – en by som virkelig var faldet i søvn…..Troede at der var en lille café i byen, men den er først er åben onsdag til søndag, så vi måtte tage til takke med motorvejscafé (selv her kunne man få glutenfri pizza og græsk salat…..)

På vej til frokost havde vi langs kystvejen fundet en ny lille strand med badebro og kom tilbage her efter frokost. Det er utroligt, hvad en strand kan gøre for vores børn, de slapper af og tuller (forholdsvist) roligt rundt J Her var andre børn og Martin kiggede efter en legekammerat. Der var en dreng, som kredsede lidt rundt om Martin & Nanna og Inger fik dem til at tale sammen. Martin og han var næsten jævnaldrende og den første lange tid talte de ikke med hinanden af frygt for at den anden ikke kunne forstå dem. Efterhånden gik det bedre. Inden legen havde vi “tvunget” vores børn til at springe fra badebroen, noget Nanna gerne vil, men Martin i den grad skal overvinde.

Da Martin senere med sin nye ven Daniel skulle lege, kunne han springe i og vise at han kunne. Daniel var i autocamper med sine forældre og bror fra Stockholm, lillebroderen var desværre syg, derfor var det rart for ham at finde en ven.

Vi tog først hjem fra stranden kl. 19, og vi nyder solen, temperaturen og skærgården.

Onsdag den 14. juli 2010 

Efter morgenmad på terrassen, begyndte vi dagen på den lille strand, der i dag var fyldt med andre mennesker – hvad er nu det? – det er jo vores private stand.

Eftermiddagen tog vi til Kalmar og besøgte Kalmar slot. Først gik vi op i byen og fik Sushi – stor succes for alle 4 i familien. PÅ Kalmar slot var der mulighed for børnene at løse opgaver som i middelalderens tid og – hvis man bestod alle prøverne – kunne blive udnævnt til prins eller prinsesse! Der var opgaver – fx hvilken mad der ikke fandtes i middelalderen, fx kaffe, kartofler og Kiwi og opgaver med at slå en drage ihjel, spille skak med den sorte ridder, kaste sten efter rotter i forrådskammeret, kravle op i tårnet og ringe på klokken for advare fjenden og meget andet. Til slut skulle de tage sværdet op af stenen og kom så ned og blev klædt om til de fineste klæder og en storstilet ceremoni, hvor prinsesse Anne af Sverige udnævnte de 10 børn til hhv. prins, prinsesse, hertug eller grever. De fik de fineste ringe, som er en skattet gave!

På vej tilbage til huset kunne vi lige tage 2 timer på badebro-stranden og blive kølet af. Sidder nu på terrassen med et glas vin kl. 19 og Jess forbereder grill og kartofler, børnene leger – uden at skændes – og skriver deres dagbog og spiller tennis. Nanna græder over en mistet blyant, som er forsvundet gennem træ-terrassegulvet, og nok må betegnes som tabt. Efter middag er det tid til at læse Den Stjålne Sten af Josefine Ottesen – super bog for børnene.