I dag (onsdag)var vi ude og se tunnellerne. Vi blev hentet kl. 8.30, og der var ca. 1 ½ times køretur. Undervejs stoppede vi i en gummiplantage og var ude og se på gummitræer.
Uanset at tunnelerne er et turistmål, så var det en stor oplevelse og vi fik en oplevelse af, hvor sindssygt det har været. Det er ikke muligt at beskrive på en måde, der matcher det, at være der selv, og kunne forestille sig, at mange tusinder af mennesker har valgt at leve under jorden i deres kamp mod amerikanerne, herunder den fantasi og dedikation, de har lagt for dagen, med at skabe våben ud af nedfaldne bomber, som ikke er detoneret. Bagefter sagde vi til os selv, at nu forstod vi, hvorfor at USA – uanset al deres teknologi og mange soldater – ikke havde kunnet vinde. Da vi læste i guidebøgerne bagefter om området kunne vi se, at det var en generel bemærkning.
Nogle af tunnelerne var udvidet, så store turister også kan komme ned i dem, og man kan går flere hundrede meter i første lag (2 meter nede) og derfra kan man komme længere ned, hvis man er smidig og modig. Jess og Nanna klarede 20 meter inden klaustrofobien fik frit spil, så ville de op og Inger og Martin mente, at så var de også nødt til at går op. Bagefter var vi nede på skydebanen, hvor Jess prøvede 20 skud med en AK 47. Det syntes han var sjovt.
Martin ved en boogie trap – når folk faldt ned, Jess på vej ned i en af de oprindelige tunneler
var der spidse bambuspinde der spiddede dem….
Familien Thiersen i et B 52 bombekrater Foran uafhængighedspaladset (fra 1962)
Bagefter var vi på krigsmuseum, der bestod af en del våben (herunder tanks, fly, helikoptere, kanoner, maskingeværer mv.), men også en meget omfattende fotosamling af krigens gru. Mange af billederne er taget af vestlige og japanske fotografer. Særligt er der en stor fotoserie om agent Orange. En del af disse var for voldsomme for Nanna, som vi hurtigt fik sendt udenfor og vente. Men det må siges, at efter en sådan omgang, er ens normale venlige syn på USA helt væk. Det er skræmmende at se langtidsresultaterne af kemisk krigsførelse.
Efter denne oplevelse var vi ude at svømme og Martin og Jess var i fitness rummet. Jess lidt mere end Martin.
På hotellet gjorde receptionisten os opmærksomme på at vi var i avisen! Jo ganske rigtigt – vi var blevet fotograferet på gaden, hvor nogle fotografer har fuldt en berømt sanger på indkøb, og vi stod lige foran ham 🙂 Links vedlagt til spøj og skæmt – i skal ned i bunden af artiklen, for at se hhv. hele familien og i det andet link Jess & Martin.
http://www.damvinhhung.ws/alphacms/trang-chinh/read/3870.html
http://www.damvinhhung.ws/alphacms/trang-chinh/read/3864.html